Gå til hovedindhold

Pressemeddelelse - Ikast-Brande Kommune åbner genbrugspladser fra 8 til 22 hele året rundt

Fra torsdag den 29. april åbner Ikast-Brande Kommune et nyt kapitel, hvor adgangen til kommunens 2 mindste genbrugspladser i hhv. Bording og Nørre-Snede udvides markant.

  • Læs op

Indhold

    Fra torsdag den 29. april åbner Ikast-Brande Kommune et nyt kapitel, hvor adgangen til kommunens 2 mindste genbrugspladser i hhv. Bording og Nørre-Snede udvides markant. Det bliver muligt at komme af med sorteret affald alle ugens dage, hele året rundt, fra 8 til 22. Adgangen udvides dermed fra 26,5 timer pr. uge til fremover 98 timer.

    Udvalgsformanden udtaler:

    “Vi har imødekommet et stort ønske fra borgerne om bedre adgang til genbrugspladsen. Brugen af genbrugspladserne vokser støt og roligt, og ønsket om at bidrage til genanvendelsen forventes at vokse også i de kommende år. Her vil de nye åbningstider blive en stor hjælp og de vil fordele presset på pladserne over flere timer ligesom erhvervslivet også vil have glæde af den større fleksibilitet i adgangen"

     “Med et helt nyt adgangssystem kan brugerne køre frem til porten, hvor deres nummerplade aflæses automatisk og porten går op. Det kræver dog at man er borger i kommunen og at man tilmelder sig systemet via kommunens hjemmeside"

     “Vi ser frem til at tilbyde denne udvidede service til borgerne og virksomheder hvor kommunens medarbejdere vil gøre deres bedste for at få det hele sat godt i gang”

    Hjælp til sortering
    Det meste af åbningstiden fra 8 til 22 er det selvbetjening for brugerne. Man skal selv orientere sig på pladsen, hvor der skiltes med vejledninger i den rette sortering eller man kan bruge den nye sorterings-app, der giver råd og vejledning. Det er også muligt at kontakte kommunens medarbejdere via telefon.

    Har brugerne behov for at komme i personlig kontakt med en medarbejder på pladsen, så kan dette lade sig gøre ca. to timer dagligt fire dage om ugen. Tidsrummene fremgår på kommunens hjemmeside. I en overgangsperiode vil der være ekstra bemanding på pladserne, så brugerne kan hjælpes godt i gang med det nye system.

    Øget overvågning
    Når der fremover ikke er medarbejdere på pladserne i hele åbningstiden vil der for at undgå hærværk, tyveri og ikke mindst for at sikre borgernes fortsatte tryghed, være etableret kameraovervågning på pladserne. Skulle enkelte brugere have svært ved at få sorteret affaldet og placere det på rette sted, så vil der med kameraovervågningen også blive mulighed for at kommunen efterfølgende kan kontakte vedkommende og give lidt vejledning.

    Spørgsmål rettes til:
    Udvalgsformand, Teknik og Miljø, Henrik Engedahl, tlf. 21670584
    Teamleder Affald & Genbrug, Richardt Mørk, tlf. 20905856