Gå til hovedindhold

Sidste COVID19 vaccinations stik til beboerne på kommunens botilbud gives den 10. og 11. april 2021

Det er en glædelig begivenhed, når beboerne på kommunens sociale botilbud i den kommende weekend modtager 2. og sidste vaccine mod COVID-19.

  • Læs op

Indhold

    Beboerne og deres pårørende har siden nedlukningen i marts 2020 måttet forholde sig til en anderledes hverdag med besøgsrestriktioner, fysisk afstand, mundbind og sprit. Med den sidste vaccination er der mulighed for at åbne op for besøg og mere nærvær med de pårørende. Psykiatri- og Handicapchef Ulla Wernberg-Møller udtaler:

    ”Det er en dag, vi alle har set frem til i mange måneder. Siden nedlukningen i marts 2020 har der kun været ganske få tilfælde af COVID-19 hos beboere og personale på kommunens botilbud. Det er lykkedes via en stor og fælles indsats fra borgerne, deres pårørende og personalet, og det har krævet afsavn. Der er ingen tvivl om, at det har været rigtig hårdt for os alle at leve med besøgsrestriktioner, fysisk afstand, mv. Nu kan vi se frem til en mere normal hverdag, og det glæder vi os i den grad til”.

    Den 15. april 2021 ophæves samtidig besøgsrestriktionerne på botilbuddene, der i varierende omfang har været gældende siden nedlukningen i marts sidste år. Derudover er det meste af personalet på botilbuddene også i gang med at blive vaccineret, hvilket alt sammen understøtter bevægelsen mod en mere almindelig hverdag. Byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune og formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget Frank Heidemann Sørensen (S) udtaler:

    ”Det er glædeligt, at vi nu er nået hertil. Beboere og deres pårørende kan nu se frem til at se hinanden under mere normale omstændigheder. Der er ingen tvivl om, at alle har bidraget til at finde nye veje til at mødes. Der er udvist stor velvilje og kreativitet for at skabe nærhed i en svær tid. Bl.a. har virtuelle mødeformer, større anvendelse af de udendørs arealer og andre nye tiltag, gjort det muligt at mødes til trods for restriktioner og afstandskrav. Personalet på botilbuddene har været bekymrede for at bringe smitte med sig på arbejde og har frivilligt ladet sig teste på ugentlig basis. Med vaccinationerne kan vi nu se frem til en hverdag som før, samtidig med at vi selvfølgelig fortsat skal passe godt på hinanden.”

    Lørdag den 10. april 2021 vaccineres på botilbuddene i Brande og Nørre Snede, og søndag den 11. april 2021 er det på botilbuddene i Ikast.

    Kontaktperson: Psykiatri- og Handicapchef Ulla Wernberg-Møller

    Sjællandsgade 6
    7430 Ikast
    Tlf. +4599603171
    Mobil: +4529131617
    E-mail: ullwern@ikast-brande.dk

    Faktaboks:


    Psykiatri- og Handicapområdet i Ikast-Brande Kommune består bl.a. af 9 botilbud til mennesker med fysiske og psykiske lidelser. Derudover ligger i kommunen yderligere 2 privatejede botilbud.

    Det er borgerne på disse 11 bosteder, der i den kommende weekend vil blive færdigvaccineret.

    Bostederne er:

    • Brande Åcenter
    • Skovbjergparken
    • Marienlund
    • Fonden Huset Scheving
    • Bøgehusene
    • Socialpsykiatrisk Center Syd
    • Stenbjerghuset
    • Bellisbo
    • Socialpsykiatrisk Center Nord
    • Bofællesskaberne Grundtvigsvej 78 og 86

    Der er samlet 208 borgere der har tilkendegivet, at de ønsker vaccinen. (dette tal er inkl. borgerne på de private botilbud)

    Alle borgerne fik deres første vaccine lørdag den 20. marts 2021, og skal revaccineres lørdag den 10. april 2021 (Brande og Nr. Snede) eller søndag den 11. april 2021 (Ikast).

    Ud over de kommunale botilbud, varetager Psykiatri- og Handicapområdet i kommunen også kommunens samlede misbrugsbehandling på Center for Rusmiddelbehandling, STU-forløb og en række aktivitetstilbud for voksne med fysiske og psykiske lidelser.

    Der er i alt ca. 500 medarbejdere på området.