Gå til hovedindhold

’Til bords på Harrild Hede’ blev en stor succes

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og duften fra kokkens tilberedte mad fik tænderne til at løbe i vand hos de cirka 100 fremmødte deltagere på Naturcenter Harrild Hede.

Maden tilberedes på grill
  • Læs op

Indhold

    Lørdag d. 29. maj var Ikast-Brande Kommune i samarbejde med Naturstyrelsen vært for arrangementet ’Til bords på Harrild Hede’.

    Deltagerne fremviste gyldige Corona-pas for at få adgang til Naturcentret. Her lavede Naturstyrelsen først oplæg om området. Herefter fordelte deltagerne sig på aktiviteter, så de fik en oplevelse før dagen hovedtema: Den kulinariske oplevelse med lokale råvarer.

    Der var god søgning til guidet tur med den traktortrukne vogn ’Hugormen’, vandretur med Harrild Hedes Venner eller en tur på mountainbike rundt på heden. Både før og efter maden var deltagerne afsted.

    Herefter samledes alle under åben himmel i gårdspladsen på Naturcentret, hvor den lokale Morten Kok hele formiddagen havde tilberedt mad over åben ild. Menuen stod på braiseret kalveskank og jersey mørbrad, hvide asparges, ramsløg, nye løg, nye kartofler, persillecreme, kål, spire fra Engesvang og dertil pesto og brød.

    Det har været en god oplevelse i dag. Maden var lækker, vejret perfekt, og der har kun været positive tilkendegivelser fra deltagerne. Vi håber at gentage ’Til bords arrangementet’ næste år, så vi fortsat kan sætte fokus på kommunens mange lokale råvarer, udtaler Annette Mosegaard, formand for Erhverv, Vækst og Bosætningsudvalget.

    Forrige Næste

    Om arrangementet

    'Til Bords på Harrild Hede' er en del af den store tværkommunale fødevarefestival Madmødet, som Business Region MidtVest afholdt for første gang i dagene 27.-30. maj 2021 i de 7 kommuner, der udgør Business Region MidtVest.

    Læs mere om Business Region MidtVest