Gå til hovedindhold

Kommuner og landbrug indgår historisk aftale om klimatiltag

To midtjyske landbrugsorganisationer og kommunerne i Herning og Ikast-Brande vil arbejde sammen om nye initiativer, der kan skabe en hurtig og nødvendig grøn omstilling af landbruget i Midtjylland.

Indhold

    Nye biogasanlæg, vedvarende energiproduktion og flere lavbundsprojekter er nogle af de ting, som Herning-Ikast Landboforening, Familielandbruget VEST-Jylland og kommunerne i Herning og Ikast-Brande vil samarbejde om at få til at ske.

    Det lover partnerne hinanden i en ny aftale, som skal være med til at sikre en mere klimavenlig landbrugssektor i Midtjylland.

     - Vi ved, at vi har en klimaopgave i landbruget, som vi skal leve op til. Og med den her aftale, så ved vi også, at vi har en medspiller i den myndighed, som skal give os tilladelserne, der behov for. For eksempel kræver både naturtiltag og tekniske løsninger såsom biogas ofte, at kommunerne er med. Nu forpligter vi hinanden til at vi vil gøre noget sammen, og det er jeg rigtig godt tilpas med, siger Sven Agergaard fra Herning-Ikast Landboforening.

    I aftalen skriver landbrugsorganisationerne og kommunerne, at de sammen ønsker at tage et nødvendigt, lokalt medansvar for den grønne omstilling i landbruget.

    - Som kommune er vi optaget af, hvordan vi kan understøtte udviklingen mod et mere klima- og miljøvenligt landbrug, der er økonomisk bæredygtigt. Det er vigtigt at se landbrugets grønne omstilling som en del af en udviklingsdagsorden – ligesom for alle andre virksomheder. Og det er helt afgørende, at vi samarbejder for at løse klimaudfordringen, vi som samfund står overfor, siger John Thomsen, der er formand for Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget i Herning Kommune.

    Produktionskommuner med stor landsbrugssektor

    Både Herning og Ikast-Brande kommuner er produktionskommuner, hvor landbrugssektoren fylder meget i kommunernes geografi. Derfor er landbruget også en vigtig kilde til at skabe store reduktioner i udledning af drivhusgasser i det midtjyske område.

    - Jeg håber, at vi med den her klimapagt kan komme tættere på hinanden, og at vi kan få ting til at ske hurtigere, siger Martin Alstrup, der er næstformand for Familielandbruget VEST-Jylland.

    Partnerne har underskrevet et officielt aftaledokument, som forpligter dem til at arbejde sammen for at opnå Parisaftalens mål og bidrage til Danmarks nationale klimamål om CO2-reduktioner.

    Partnerne fremhæver også i aftalen, at den grønne omstilling af landbrugssektoren skal ske uden aktiviteter, flyttes ud af Danmark, og samtidig skal der sikres en bæredygtig erhvervsvækst og fødevareproduktion.

    - Landbruget er et helt centralt erhverv i Ikast-Brande og Herning kommuner, som bidrager med lokale jobs, fødevareproduktion og eksport. Det er en bunden opgave, at vi sammen finder løsninger. I vores geografi har vi tradition for at være stærke erhvervskommuner. Tænk hvis vi kan gøre det grønt uden, at det går udover produktion og jobs, så er jeg sikker på, at verden vil følge vores eksempel. Det skal vi da turde have en ambition om, siger Kasper Pauli Pedersen, der er formand for Klima- Natur- og Bæredygtighedsudvalget i Ikast-Brande Kommune.