Gå til hovedindhold

Ikast-Brande giver guldmedaljen videre - men er stadig på sejrspodiet i erhvervsvenlighed

Dansk Industri kårer Ikast-Brande til at have landets tredjebedste erhvervsklima.

  • Læs op

Indhold

    Pressemeddelelse 6. september 2022.

     

    Efter 11 gange at være tildelt titlen som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune rykker Ikast-Brande i år til en tredjeplads i Dansk Industris landsdækkende måling. Vejen Kommune er nu nummer ét

     

    Dansk Industri har netop offentliggjort resultaterne for dette års erhvervsvenlighedsundersøgelse, og Ikast-Brande er den kommune i Midt- og Vestjylland, som giver de bedste erhvervsvilkår for virksomhederne.

    Men på landsplan er billedet anderledes. Efter at have indtaget den danske førsteplads i alt 11 gange - heraf ni i træk - er Ikast-Brande nu trådt to trin ned ad rangstigen og ligger på en samlet tredjeplads. Vejen Kommune indtager i 2022 førstepladsen på den ærefulde liste.

    - Stort tillykke til Vejen. Jeg håber, I bliver lige så glade for prisen, som vi er blevet tidligere, siger Ikast-Brande Kommunes borgmester Ib Lauritsen i en pressemeddelelse.

    DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2022, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Dertil er koblet en stor mængde statistik fra offentlige registre og myndigheder.

    Målingerne er indsamlet ved en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt over 38.300 virksomheder i perioden marts til juni 2022.

    Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Det gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på mange forskellige områder og ikke kun samlet set.

    At Ikast-Brandes guld nu er byttet ud med bronze, er helt i orden, mener Ib Lauritsen. Han understreger, at han naturligvis gerne havde beholdt førertrøjen, men konkurrencen er hård og fair.

    - Det er en pris med stor ære, men også en pris med store forpligtelser. Gennem årene har vi haft besøg fra mange kommuner. Flere gange. Alle vil jo gerne lære af nummer ét. Nu er det Vejens tur til at lære fra sig. Det kan de glæde sig til, siger Ib Lauritsen.

    I år er der tilføjet flere nye målepunkter til den landsdækkende undersøgelse, og nogle af dem er ikke i Ikast-Brandes favør. Eksempelvis punktet ”Cykelstinettets længde pr. kvadratkilometer areal i kommunen”, hvor Ikast-Brande ligger nummer 79.

    I kategorien Grøn Udvikling er Ikast-Brande faldet fra nummer 5 til nummer 19. Det skyldes blandt andet det nye målepunkt ”Andel grønne biler i den kommunale bilflåde”, hvor Ikast-Brande ligger nummer 81.

    - Her må vi sige, at der vist er plads til forbedring, lyder det fra Ib Lauritsen.

    På uddannelsesområdet er Ikast-Brande Kommune steget fra nummer 53 til nummer 4. Det store spring skyldes blandt andet en markant forbedring i ”Andel af elever, der søger ind på en erhvervsuddannelse direkte efter 9. og 10. klasse”. Her er Ikast-Brande rykket fra plads nummer 29 til plads nummer 12.

    Borgmesteren kan også glæde sig over, at på ét meget vigtigt felt fastholder Ikast-Brande i 2022 sin førsteplads. Det er til spørgsmålet ”Tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed”. 

    Samtidig svarer hele 80 procent af de adspurgte virksomheder i Ikast-Brande ja til spørgsmålet: ”Vil du anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen?”. 18 procent svarer måske, og kun to procent anbefaler ikke.

    - De 80 procent ligger et flot stykke over landsgennemsnittet på 63 procent, så det kan vi godt være stolte af. Nu skal vi arbejde på at gøre endnu flere tilfredse, så de også kan hjælpe med at tiltrække arbejdspladser til Ikast-Brande Kommune, siger Ib Lauritsen.

     

    For yderligere information kontakt:

    Borgmester Ib Lauritsen, tlf.: 40302234

    Kommunaldirektør Flemming Storgaard, tlf. 22714505