Gå til hovedindhold

Ikast-Brande Kommune har ansat ny dagtilbudschef

Et enigt ansættelsesudvalg har ansat Charlotte Styver i stillingen som dagtilbudschef i Ikast-Brande Kommune. 48-årige Charlotte Styver har 1. juni sin første arbejdsdag i Ikast-Brande Kommune, hvor hun som nyansat chef for Dagtilbudsområdet får ansvaret for cirka 2.100 børns hverdag, trivsel og udvikling.

Indhold

    Som chef for dagtilbud og dagpleje får Charlotte Styver 13 ledere i direkte reference samt det overordnede ledelsesansvar for kommunens cirka 500 ansatte i dagtilbudsområdet.

    Charlotte Styver overtager stillingen som dagtilbudschef efter Merete Villsen, der efter 10 år i Ikast-Brande Kommune har fået nyt job i Aalborg.

    Privat er Charlotte Styver gift, har en voksen datter og bor i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Hun kommer fra en stilling som chef for Dagtilbud, PPR og Sundhed i Børn og Unge i Skanderborg Kommune. Charlotte Styver blev uddannet pædagog i 2000 og har siden taget diplom i ledelse og har varetaget forskellige leder- og chefstillinger, der samlet giver hende en solid faglig og ledelsesmæssig erfaring til at varetage det nye job i Ikast-Brande Kommune.

    - Jeg er optaget af, hvordan vi i fællesskab sikrer, at alle børn får mulighed for at opleve sig værdifulde og privilegeret. Det vil være et særligt fokus, som jeg tiltræder stillingen som dagtilbudschef i Ikast-Brande Kommune med, udtaler Charlotte Styver og fortsætter:

    - At blive en del af Ikast-Brande har stor betydning for mig. Jeg vil arbejde målrettet med at sikre dagtilbud på det samlede 0-6 års område af høj kvalitet, så vi sammen lever op til visionen ”pædagogik med hjertet forrest”. Jeg glæder mig til at bidrage ind i det tværfaglige samarbejde med resten af Børn og Unge. Og så ser jeg i særlig høj grad frem til at lære medarbejdere og ledere at kende.

    Den nye dagtilbudschef er udvalgt fra et ualmindeligt stærkt felt med 14 ansøgere, hvoraf 6 blev indkaldt til første samtale, og 3 blev indkaldt til anden samtale. Ansættelsesudvalget lagde blandt andet vægt på Charlotte Styvers målrettede indsats, store overblik og mange resultater fra knap to årtier som leder og chef i arbejdet med børn og unge.

    - Vi glæder os over den store interesse for at blive dagtilbudschef i Ikast-Brande Kommune, og vi ser frem til samarbejdet med Charlotte. Hun har en bred erfaring og hendes engagement, handlekraft og faglighed vil blive et stort aktiv for dagtilbudsområdet, såvel som for resten af kommunen, udtaler Vicekommunaldirektør Rasmus Byskov-Nielsen.

     

    For yderligere information kontakt:

    • Vicekommunaldirektør Rasmus Byskov-Nielsen, tlf.: 5148 9845.
      Mail: rasby@ikast-brande.dk

    • Dagtilbudschef Charlotte Styver, tlf.: 4074 6083.