Sange fra højskolesangbogen til fællessang den 6. oktober 2022

Der er så meget, der kan trykke,

gøre dagen trist og grå.

Se de folk, der uden lykke

bare går og går i stå.

Lad dem lege i livstræets krone

Lad dem føle, at livet er stort

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Der er så meget uden varme,

uden ånd og uden liv.

Folk bliver fattige og arme,

tænker kun på tidsfordriv.

Lad dem lege i livstræets krone

Lad dem føle, at livet er stort

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Der er så mange uden venner,

uden kærlighed og kys,

Folk, som ingen andre kender

hvor skal de mon finde lys?

Lad dem lege i livstræets krone

Lad dem føle, at livet er stort

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Der er så hård en kamp om magten,

alle kæmper for sig selv.

Er der ingen, der har sagt dem,

at de slår sig selv ihjel?

Lad dem lege i livstræets krone

Lad dem føle, at livet er stort

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Der er så mange, der er slaver,

lænket fast til job og tid -

hvorfor bruges vores gaver

uden tanke, uden vid?

Lad os lege i livstræets krone

Lad os føle, at livet er stort

lad os skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Tekst: Erik Lindebjerg
Melodi: Hans Holm

Æbler lyser rødt på træernes grene,

høsten går ind.

Går igennem skoven ganske alene,

stille i sind

Gyldne farver og sensommer brise

fylder hjertet med vemodig musik

- går, og nynner en sensommer vise

fjernt fra byens larmende trafik.

Sommerbrisen danner krusning på søen,

mystisk og sort

Stæreflokke svæver højt over øen,

snart ta’r de bort

Gyldne farver og sensommer brise

fylder hjertet med vemodig musik

- går, og nynner en sensommer vise

fjernt fra byens larmende trafik.

Duft af brænderøg blandt brunlige bregner,

blåsorte bær.

Stille summen mellem blade, som blegner -

aft’nen er nær.

Gyldne farver og sensommer brise

fylder hjertet med vemodig musik

- går, og nynner en sensommer vise

fjernt fra byens larmende trafik.

Modne rønnebær bag dybgrønne grene

rødt titter frem.

Går igennem skoven ganske alene -

nu må jeg hjem!

Gyldne farver og sensommer brise

fylder hjertet med vemodig musik

- går, og nynner en sensommer vise

fjernt fra byens larmende trafik.

Tekst: Kirsten Jørgensen / Finn Jørgensen
Melodi: Finn Jørgensen

Jeg vil male dagen blå

med en solskinsstribe på

vælge lyset frem for skyggen

gi’ mig selv et puf i ryggen

tro på alting, selv på lykken

jeg vil male dagen blå.

Jeg vil male dagen gul

solen som en sommerfugl

sætter sig på mine hænder

alle regnvejrsdage ender

der står “maj” på min kalender

jeg vil male dagen gul.

Jeg vil male dagen rød

med den sidste roses glød

jeg vil plukke kantareller

løvetand og brændenælder

leve i det nu, der gælder

jeg vil male dagen rød.

Jeg vil male dagen grøn

dyb og kølig – fl askegrøn

sætte tændte lys i stager

glemme rynker, dobbelthager

håbe på mit spejl bedrager

jeg vil male dagen grøn.

Jeg vil male dagen hvid

nu hvor det er ulvetid

købe franske anemoner

for de sidste tyve kroner

lytte til Vivaldis toner

jeg vil male dagen hvid.

Jeg vil male dagen lys

strege ud og sætte kryds

jeg har tusind ting at gøre

klokken elleve-femogfyrre

blev november hængt til tørre

jeg vil male dagen lys.

Tekst: Ebba Munk Pedersen
Melodi: Pia Raug

Jeg elsker den brogede verden

trods al dens nød og strid;

for mig er jorden skøn endnu

som i patriarkernes tid.

De snakke, som om den er gammel,

af synd og sorger mæt.

O nej, den flyver endnu i dans

om solen så ung og let!

Jeg har grædt, som andre, af smerte,

fordi min boble brast.

Men boblen er ikke verden;

læg verden det ej til last!

Var livet en dans på roser,

mon alt da var bedre end nu?

Hvis ej der var noget at kæmpe for,

hvad var da vel jeg og du?

Kamp må der til, skal livet gro,

ej kamp blot for dagligt brød,

men kamp for frihed i liv og tro -

thi evig stilstand er død!

Og derfor elsker jeg verden

trods al dens nød og strid;

for mig er jorden skøn endnu

som i skabelsens ungdomstid!

Tekst: Hans Vilhelm Kaalund

Melodi: Thorvald Aagaard

Danskerne findes i mange modeller

og stadig kommer der nye til.

Er vi et folk, når det virkelig gælder?

Og hvem kan bestemme, hvad folket vil?

Lad os tale om det frit,

lære hvor vi står,

blive tvivl og kulde kvit,

skabe gyldenår.

Hvad er det fjerne, og hvad er det nære,

Når verden ikke er det, den var?

Hvor er det ansvar, som alle må bære,

og hvor er den uskyld, som ingen har?

Lad os tale om det frit,

lære hvor vi står,

blive tvivl og kulde kvit,

skabe gyldenår.

Vel kan vi strides om guder og penge

og dømme hinanden til ensomhed.

Sammen forbliver vi stadig så længe,

vi lever og bor på det samme sted.

Lad os tale om det frit,

lære hvor vi står,

blive tvivl og kulde kvit,

skabe gyldenår.

Hvad skal vi styrke, og hvad skal forandres,

og hvordan gøres der ret og skel?

Hvad er mit eget - og hvad er de andres?

Og hvor begynder og ender vi selv?

Lad os tale om det frit,

lære hvor vi står,

blive tvivl og kulde kvit,

skabe gyldenår.

Hvor er den glæde, der smitter og fylder,

når dagen ellers er trist og tom?

Hvor er den frihed, vi siger, vi hylder

Og hvor er den tro, vi er fælles om?

Lad os tale om det frit,

lære hvor vi står,

blive tvivl og kulde kvit,

skabe gyldenår.

Danskerne findes i mange modeller,

For livet kræver mangfoldighed.

Levende er kun de ord, der fortæller

om fællesskabet, hvor alle er med.

Lad os tale om det frit,

lære hvor vi står,

blive tvivl og kulde kvit,

skabe gyldenår.

Langt imod vest under vældige himle

bag fjordens fejende fugletræk

skimtes i skyerne nutidens Gimle,

der rejser sig, nu da det gamle er væk

Lad os tale om det frit,

lære hvor vi står,

blive tvivl og kulde kvit,

skabe gyldenår.

Tekst: Ebbe Kløvedal Reich
Melodi: Erling Lindgren

Når nu min verden bliver kold og forladt

finder jeg trøst i min kæreste skat

klipper motiver med drømme og saks

papirsilhouetter af den fineste slags

Her er et af min far og min mor

de som gav mig til denne jord

kærlige kys og en duft af jasmin

altid solskin og sødeste min

Livet er langt

lykken er kort

salig er den der tør give det bort

Her er et af min bedste ven

utallige klip går igen og igen

et aldrig færdigt eller fuldendt motiv

sort silhouet af kvinden i mit liv

livet er langt

lykken er kort

salig er den der tør give det bort

Domine et sanctus

Domine et sanctus

Når nu min verden bliver kold og forladt

finder jeg trøst i min kæreste skat

klipper motiver med drømme og saks

papirsilhouetter af den fineste slags

Livet er langt

lykken er kort

salig er den der tør give det bort

Tekst og melodi: Kim Larsen

Hvor du sætter din fod,

drysser frø af de drømme du driver imod.

Ved de veje du finder,

vil man snart plukke minder.

Om du flyver omkring eller står og slår rod,

bli´r der spor af din fod.

Når du åbner din hånd,

ser du synlige spor af usynlige bånd.

Du har fat i et stykke

af dit medmen´skes lykke.

Det kan føles som fnug eller veje et ton:

Det er lagt i din hånd.

Vil du vugge dit skød,

går du med i en dans som fra skabelsen lød.

Vores fremtid bli´r farvet

af den klang du har arvet.

Det er slægternes rytme der rører dit kød,

sød musik i dit skød.

Når du husker at le,

lukker ho’det sig op og gi´r lyset entré.

Vi begriber med latter

hvad logik ikke fatter.

Det er li’som et kærtegn fra livets idé

når du vover at le.

Du er del af et os.

Der skal mere end én til at elske og slås.

Vil du yde dit bedste

for dig selv og din næste,

må du vælge hver dag mellem tillid og trods:

Er det mig eller os?

Fra din tå til din top

er du skabt i et stykke der ikke går op.

Hvad du gi´r på din færden

mangedobles af verden

Og la´r tro, håb og kærlighed vokse og nå

fra din top til din tå.

Tekst: Jens Sejer Andersen
Melodi: Sigurd Barrett

Vi mødtes i sne

forblændet af ungdom og uden at se

et virvar af jubel og nysgerrighed

vi mødtes i sproget, et hemmeligt sted

og der går vi hen

igen og igen.

Igen og igen

og tonerne blev til et langstrakt refræn

et plot, en fortælling, en popmelodi

godnatsange brudt af sirenernes skrig

vi følte os som

en luftløs ballon.

En luftløs ballon

en endeløs sætning, helt kæntret og tom

jeg hjemsøges tit af idéer om flugt

men latteren tegner dit ansigt så smukt

du strækker din krop

mens solen står op.

Mens solen står op,

så brygger vi kaffe og drikker en kop

og når vi blir fanget i hverdagens støj

så ruller vi øjne og deler en smøg

så strander vi der

hvor ømheden er.

Hvor ømheden er

marcherer vi tappert med velviljens hær

en kærlighed tyndslidt og helt desperat

kun båret af løfterne, stålsat og klart

et dirrende nu

mit søvnige du.

Mit søvnige du

mit drama er langt, min fornuft er itu

og når jeg blir bange og når jeg blir vred

så sænk mine skibe og skænk mig din fred

jeg øjner en kyst

og snart blir det lyst.

Og snart blir det lyst

så tag mig for givet, det virker så tyst

fortabt er jeg stadig trods årenes gang

og synger med tak denne kærlighedssang

fordi det sku’ ske

vi mødtes i sne.

Tekst: Stine Pilgaard
Musik: Kathrine Muff Enevoldsen

Nu er jord og himmel stille

vinden holder tyst sit vejr

og der lyder ingen trille

fra de høje stille træ'r,

kun de fjerne frøers kvækken,

køers kalden over vang

og et dæmpet spil af bækken

til vor egen stille sang.

Men når sangen er forstummet,

vil vi høre end en klang

lys og klar fra himmelrummet

det er lærkens aftensang.

Fra i morges inden gryet

har den jublet glæden ud

og sin himmelflugt fornyet

med endnu en tak til Gud.

Tak for dagen, som er omme

for en lang og dejlig dag,

tak for dage som skal komme

og for dem, der ligger bag.

I det høje lyse fjerne

mødes sangen mild og klar

med den første aftenstjerne

som et kærligt smil til svar

Tekst: Marius Brørup
Melodi: C. M. Bellmann

Nu går solen sin vej

For at skinne på andre,

For alle på jorden har brug for dens lys,

Og de håber og venter

På dagen, du skaber,

For kun i din sol, Gud, kan livet fornys.

Nu går landet til hvile,

Og travlheden dæmpes,

Og hjemmene fyldes af aftnens musik.

Vær med den, kære Gud,

Der må sidde alene,

Og den, der nu kører i nattens trafik.

Nu er timen til stilhed,

Til bøn og til tanker,

Til ord, som har vægt, og som kræver et svar.

Kom og rør ved os, Kristus,

Så vi bliver åbne

For glæden og livet og freden, du har.

Nu er timen, hvor du

Dømmer alt det, vi gjorde,

Som vendte os bort fra vor næste og dig.

Nu er timen, hvor du

Sletter alt det, der skiller,

Hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!

Nu går solen sin vej,

Men vi er ikke ene,

For du, Herre, lever og vender vor frygt,

Så når du er i mørket,

Er det ikke mørke,

Når du er iblandt os, da sover vi trygt.

Tekst: Holger Lissner
Melodi: Erik Sommer