HVAD BYGGER VI PÅ?
På HU tror vi på, at unge gør det bedste, de kan, med de muligheder og forudsætninger de har.
Derfor er vores første spørgsmål ikke: Hvad er der galt? Men snarere: Hvad har den unge brug for for at kunne deltage, udvikle sig og lykkes?
Vores arbejde tager afsæt i Ikast-Brande Kommunes Børne- og Fællesskabssyn og i FællesSkolens fælles ambition om at skabe bredere læringsmiljøer og fællesskaber, hvor flere børn og unge kan deltage.
Det betyder blandt andet, at vi arbejder med positive forventninger, stærke relationer og forskellige veje til læring.
Forskellige unge har brug for forskellige rammer
Eleverne på HU kommer med meget forskellige skoleerfaringer og behov. Derfor giver det heller ikke mening, at alle nødvendigvis skal have præcis den samme skolegang.
Vi arbejder med mindre hold, forskellige læringsmiljøer og mulighed for tolærerordning. Det giver bedre mulighed for hjælp, støtte og for at tilpasse undervisningen til den enkelte elev.
Samtidig er det vigtigt for os, at eleverne oplever sig som en del af et fællesskab. Målet er ikke kun, at den unge skal kunne være i skolen, men også at den unge gradvist oplever at høre til og have noget at bidrage med.
Relationer kommer før meget andet
Alle elever får en mentor, og vi prioriterer tid til relationer og samtaler højt.
For mange af vores elever har skolegang tidligere været forbundet med nederlag, konflikter eller følelsen af ikke at passe ind. Derfor tager det nogle gange tid at opbygge tillid og tro på, at skole også kan være noget andet.
Vi forventer noget af vores elever, men vi forsøger samtidig at være nysgerrige på det, der ligger bag deres handlinger.
Faglighed, trivsel og fremtid hænger sammen
Vores mål er ikke kun at få eleverne gennem en skoledag eller frem til en prøve.
Vi ønsker, at eleverne udvikler sig fagligt, personligt og socialt, og at skolegangen på HU bliver et skridt videre mod uddannelse, arbejde og voksenliv.
Derfor arbejder vi både med undervisning, fællesskaber, praktik, vejledning, praksisfaglige aktiviteter og erfaringer uden for klasselokalet.
For os handler en god skolegang i sidste ende om, at den unge får flere muligheder – og i højere grad får tro på, at der også findes en vej videre for dem.
Heltidsundervisningen (HU) Thrigesvej 1, 7430 Ikast
Konstitueret afdelingsleder: Liv Hasselbalch Kristensen livhakr@ikast-brande.dk 26162531
Leder: Henrik Hamborg Thiesen henthie@ikast-brande.dk 51150710