Gå til hovedindhold

Catharina og Nihad, Nørre Snede

’Vi fik en byggegrund til så god en pris, at vi kunne bygge det hus, vi ønskede os inden for det budget, vi har som nyuddannede førstegangskøbere’.

  • Læs op

Indhold

    Catharina og Nihad mødtes i studiemiljøet i Herning. Catharina studerede møbeldesign på VIA University College og Nihad tog en diplomingeniør i Forretningsudvikling på AU Herning. De mødtes, da de begge havde studiejob i Bauhaus. Efter endt uddannelse var de begge enige om, at de ville blive i det midtjyske, og det vigtigste for dem var, at der skulle være god adgang til natur.

    De støvsugede det midtjyske for muligheder og endte ved et tilfælde med at få dialog med et privat par, der havde en byggegrund til salg i Nørre Snede. De ringede og fik en god snak og havde hurtigt derefter en fornemmelse i maven, der sagde ’Her vil vi bo’. De købte grunden og satte gang i et byggeprojekt med stor fokus på klima, energiklasse og indretning, der passer lige til parret. Processen har forløbet snorlige med god dialog og sparring med byggefirmaet.

    Lokationsmæssigt har vi alle faciliteter her i byen, både skole, børnehave, natur og indkøbsmuligheder, fortæller Nihad.

    Fra huset er der stisystemer ned i skoven, og der er få kilometer til Rørbæk Sø, så der er rig mulighed for at nyde naturen. Byen har dermed alle de tilbud, parret har brug for – både nu og også med børn.

    Med hjemstavn på Sjælland og i Viborg-området havde de havde ikke på forhånd nogen relation til Nørre Snede eller netværk i området. Men byens tilbud og geografiske placering centralt i Midtjylland gjorde udslaget – og parret er enige om, at der hurtigt kan skabes gode relationer i området.

    Grundejerforeningen har en Facebook-gruppe, som vi blev inviteret ind i allerede tidligt i byggeprocessen – så vi føler os godt modtaget, og vi kender allerede lidt til naboerne. Der er snart gadefest, og det skal vi selvfølgelig med til, tilføjer Catharina.

    De er også interesserede i at deltage aktivt i at udvikle byen, hvor det er muligt.

    Nu har de fået overleveret nøglen til huset, og næste skridt er at komme godt på plads i huset og i lokalområdet. De glæder sig til at være en del af et nærmiljø og til at have naboer, der kender dem. Parret er glade for, at valget faldt på Nørre Snede.

    Nørre Snede ligger meget centralt, så hvis man vil køre 30 minutter – hvilket ikke er ret meget – så kan man nå både Herning, Brande, Silkeborg Vejle og Billund. Det er en lille navle her, afslutter Nihad med et smil.