Regnskab 2018

Her kan du se kommunens godkendte regnskab.

Indhold

    Kommunens årsregnskab for 2018 blev godkendt af byrådet den 9. september 2019 og bygger på de obligatoriske oversiger og redegørelser, der skal aflægges i overensstemmelse med Lov om kommuners styrelse og reglerne fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

    Selve årsregnskabet bygger på de obligatoriske oversigter og redegørelser, der skal aflægges i overensstemmelse med Lov om kommuners styrelse og reglerne fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

    Årsberetning og regnskab er delt i 2 bøger og kan hentes her:


    REGNSKABSRESULTATET 2018

    Regnskabsresultatet for den ordinære drift viser i 2018 et overskud på 30,1 mio.kr. I det korrigerede budget var der regnet med et underskud på 124,5 mio.kr. hvor det oprindelige budget viste et overskud på 51,6 mio.kr. Resultatet viser, at regnskabet for den ordinære drift er 21,6 mio.kr. dårligere end det oprindelige budget. Det skyldes hovedsagligt en tilbagebetaling af for meget modtaget beskæftigelsestilskud for 2017 samt, at vi har haft en bevægelse på renterne, i forbindelse med indtægter fra salg af naturgas, som er pålagt konteret her. Når forskellen mellem det faktiske regnskabsresultat og det korrigerede budget på den ordinære drift er på 154,6 mio. kr. skyldes det hovedsageligt driftsoverførslerne.

    Der er på de ordinære driftsudgifter et merforbrug i forhold til det oprindelige budget på 5,3 mio. kr. Merforbruget skal ses i sammenhæng med, at der løbende over året, tilføres, generelt på alle områder, både overførsler, løbende budgetopfølgninger, midler fra vikar- og barselspuljer. Det giver derfor ikke et retvisende billede at sammenligne det oprindelige budget med de ordinære driftsudgifter. Samlet set, er der, i forhold til det korrigerede budget, væsentlige driftsoverførsler, der overføres til næste regnskabsår.

    Der er i forhold til sidste år sket en mindre stigning i driftsoverførslerne. Der søges overført 147,1 mio. kr. i år mod 145,6 mio. kr. sidste år. Det vil sige, at samlet set, har vores afdelinger og institutioner akkumuleret 1,5 mio. kr. i opsparing i forhold til tidligere år. Der er i forbindelse med den politiske behandling af den samlede regnskabssag udarbejdet et særkilt notat vedrørende overførslerne.

    Overførslerne på finansiering er på 2,4 mio. kr. og skyldes primært at der er afsat 18,4 mio.kr. til indskud i Landsbyggefonden samt, overførsel af 23 mio. kr. vedrørende arbejdsskader. Desuden er der overført den budgetterede låneoptagelse vedrørende 2018, inklusiv ældreboliger, en forventet indtægt på 39,3 mio. kr.

    I det oprindelige budget blev der afsat 143,2 mio.kr. til anlæg på det skattefinansierede område, Der er afholdt anlægsudgifter for 141,2 mio.kr.

    Anlægsoverførslerne er steget i forhold til sidste år. På det skattefinansierede område incl. jordforsyningen overføres der 47,9 mio. kr. Stigningen udgør i alt 9,7 mio. kr. På forsyningsområdet, dvs. affaldshåndteringen, overføres der 1,2 mio. kr., hvilket er en stigning på 1,6 mio. kr.

    Jordforsyningens regnskab viser et overskud på i alt 17,6 mio. kr., hvor der oprindeligt var budgetteret med et overskud på 0,7 mio. kr.

    Samlet set betyder ovennævnte, at resultatet for det skattefinansierede område i 2018 viser et underskud på 93,5 mio. kr. Det oprindelige budget viste et underskud på 90,9 mio. kr. Afvigelsen i forhold til det oprindelige budget er på i alt 2,6 mio. kr.

    Regnskab 2018 for forsyningsvirksomhederne viser et overskud på 0,04 mio. kr., hvor det oprindelige budget viste et overskud på 1,9 mio. kr.

    Kommunen har optaget lån for 114,6 mio. kr. Låneoptagelserne fordeler sig med 28,6 mio. kr., som er optaget på baggrund af lånerammen for 2017. Lånet hertil er optaget på baggrund af udgifter til affaldsordninger, energibesparende foranstaltninger, byfornyelse og overførte lånedispensationer fra 2016 vedr. SKole- og Ældreområdet. Derudover er der foretaget låneoptagelser i forbindelse med lånekonverteringer med 86 mio. kr., hvoraf 8,4 mio. kr. kan henføres til påbudte lånekonverteringer vedr. kommunale ældreboliger. Der er i alt afdraget 114,2 mio. kr. I forbindelse med lånekonverteringerne, er der foretaget afdrag med 85,7 mio. kr. De øvrige afdrag på eksisterende lån beløber sig til 28,5 mio. kr.

    I 2018 er der meddelt tillægsbevillinger på i alt 165,7 mio. kr. Drifts- og anlægsoverførslerne fra 2017 til 2018 udgjorde 183,4 mio.kr. Det vil sige, at det korrigerede budget er 17,7 mio. kr. lavere end det oprindelige budget når der ses bort fra overførslerne. Budgetreduktionerne er primært sket på udskudte/forsinkede anlægsprojekter.

    Opfølgning på aftalen mellem regeringen og KL:
    I aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi i 2018 blev den samlede serviceramme for kommunerne aftalt til 246,0 mia. kr. Ikast-Brande Kommune havde i 2018 en samlet ramme for servicedriftsudgifter på i alt 1,7 mia. kr. Ikast-Brande Kommune har i 2018 overholdt den aftalte ramme for servicedriftsudgifterne, og risikerer således ikke individuelle sanktioner ved en budgetoverskridelse.
    Endvidere blev der i aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi i 2018, aftalt et investeringsniveau for kommunerne under ét på 17,0 mia. kr, hvoraf rammen for Ikast-Brande Kommune udgjorde 141 mio. kr. ex. forsyningsvirksomhed, jordforsyning og ældreboliger. Forbruget er 143,9 mio. kr., hvilket resulterer i en mindre overskridelse, men som ikke afstedkommer sanktioner.

    Andet:
    Den gennemsnitlige kassebeholdning har udviklet sig fra 304,2 mio.kr. pr. 31-12-2017 til 221,9 mio.kr. pr. 31-12-2018.