Dalgasskolen
Dalgasskolen er beliggende på hjørnet af Elme Allé og Gl. Thyregodvej i Brande. Skolen har 301 elever fra 0. klasse til og med 6. klasse.
På kortet herunder ses de skoleruter Ikast-Brande Kommune anbefaler, at eleverne på Dalgasskolen benytter til og fra skole. Ikast-Brande Kommune vi arbejde for, at de anbefalede skoleruter indrettes, så eleverne kan færdes sikkert og trygt på deres vej til og fra skole.
Til Dalgasskolen anbefaler Ikast-Brande Kommune, at eleverne benytter følgende veje og stier til og fra skole:
- Naurvej
- Elme Allé
- Stien mellem Gl. Arvadvej og Rønne Allé
- Rønne Allé
- Lærkevej
- Gl. Thyregodvej
- Stien mellem Blichersvej og Gl. Thyregodvej
De anbefalede skoleruter er udpeget på baggrund af bl.a. afstand til skole, sikre krydsninger og mulighed for at benytte cykelstier/cykelbaner.
Eleverne på Dalgasskolen har svaret på en række spørgsmål om hvordan de kommer til og fra skole på en typisk dag om sommeren og om vinteren. Disse besvarelser kan ses i figurerne herunder, hvor de ligeledes er sammenholdt med de samlede besvarelser for hele kommunen.
Transportmiddel - Sommer
I 0. - 3. klasse har 32% af eleverne svaret, at de cykler til og fra skole om sommeren, 20% går, 1% kører i bus/tog og 47% bliver kørt i bil.
I 4. - 6. klasse har 56% af eleverne svaret, at de cykler til og fra skole om sommeren, 1% kører scooter/el-løbehjul, 13% går, 9% kører i bus/tog og 20% bliver kørt i bil.
Samlet set har 43% af eleverne på Dalgasskolen svaret, at de cykler til og fra skole om sommeren, 17% går, 5% kører i bus/tog og 35% bliver kørt i bil.

Transportmiddel sommer - Besvarelser fra Dalgasskolen
Transportmiddel - Vinter
I 0. - 3. klasse har 9% af eleverne svaret, at de cykler til og fra skole om vinteren, 15% går, 2% kører i bus/tog og 74% bliver kørt i bil.
I 4. - 6. klasse har 29% af eleverne svaret, at de cykler til og fra skole om vinteren, 16% går, 11% kører i bus/tog og 44% bliver kørt i bil.
Samlet set har 18% af eleverne på Dalgasskolen svaret, at de cykler til og fra skole om vinteren, 15% går, 6% kører med bus/tog og 60% bliver kørt i bil.

Transportmiddel vinter - Besvarelser fra Dalgasskolen
Sammenligning med hele kommunen
I tabellen herunder er transportvanerne for Dalgasskolen opsummeret og sammenlignet med gennemsnittet for alle skoler i kommunen.

Transportmiddel - Sammenligning mellem Dalgasskolen og hele kommunen
I ovenstående tabel ses det, at eleverne i 0. - 3. klasse og 4. - 6. klasse på Dalgasskolen er lidt bedre til at cykle til og fra skole, end gennemsnittet for hele kommunen, om sommeren. Om vinteren ligger begge klassetrin tæt på gennemsnittet for hele kommunen. I 0. - 3. og 4. - 6. klasse klasse kører færre med bus en gennemsnittet. Kigger vi på bilen som transportmiddel følger 0. - 3. klasse gennemsnittet for hele kommunen om sommeren, hvor imod de om vinteren ligger noget over gennemsnittet. For 4. - 6. klasse gælder det, at de både om sommeren og vinteren oftere, end gennemsnittet for hele hele kommunen benytter bilen som transportmiddel. Ser vi på hvor mange der går i skole, så går 0. - 3. klasse oftere end gennemsnittet om sommeren, hvor de om vinteren ligger på niveau med gennemsnittet. 4. - 6. klasse går noget mindre end gennemsnittet, både sommer og vinter.
Samlet set for hele Dalgasskolen, så bliver betydelig flere kørt i bil til og fra skole, mens der er nogen færre der går eller benytter bus, i forhold til gennemsnittet for hele kommunen. På Dalgasskolen vælger lidt flere cyklen om sommeren og lidt færre vælger cyklen om vinteren, i forhold til gennemsnittet for hele kommunen.
Eleverne på Dalgasskolen har svaret på en række spørgsmål om deres brug af lys, hjelm og refleksvest. Disse besvarelser kan ses i figurerne herunder, hvor de ligeledes er sammenholdt med besvarelserne for hele kommunen.
Lys
I 0. - 3. klasse har 90% af eleverne svaret, at de bruger lys på cyklen, når det er mørkt. I 4. - 6. klasse er det 91%, der har svaret, at de bruger lys på cyklen, når det er mørkt.
Samlet set har 90% af eleverne på Dalgasskolen svaret, at de bruger lys på cyklen, når det er mørkt.

Brug af lys - Besvarelser fra Dalgasskolen
Hjelm
I 0. - 3. klasse har 100% af eleverne svaret, at de bruger hjelm, når de cykler. I 4. - 6. klasse er det 99%, der har svaret at de bruger hjelm.
Samlet set har 100% af eleverne på Dalgasskolen svaret, at de bruger hjelm.

Brug af hjelm - Besvarelser fra Dalgasskolen
Refleksvest
I 0. - 3. klasse har 28% af eleverne svaret, at de bruger refleksvest. I 4. - 6. klasse har 16% af eleverne svaret, at de bruger refleksvest.
Samlet set har 21% af eleverne på Dalgasskolen svaret, at de bruger refleksvest.

Brug af refleksvest - Besvarelser fra Dalgasskolen
Sammenligning med hele kommunen
I tabellen herunder er brugen af sikkerhedsudstyr for elever på Dalgasskolen opsummeret og sammenlignet med hele kommunen.

Sikkerhedsudstyr - Sammenligning mellem Dalgasskolen og hele kommunen
Af ovenstående tabel ses det, at elever på Dalgasskolen i 0. - 3. klasse ligger tæt på gennemsnittet for hele kommunen, når vi kigger på brugen af lys. Ser vi derimod på brugen af hjelm og refleksvest så ligger de noget højere end gennemsnittet - særligt ved brugen af vest.
I 4. - 6. klasse benytter lidt flere end gennemsnittet lys, mens nogen flere, end gennemsnittet for hele kommunen benytter hjelm. Refleksvest benyttes af lidt færre end gennemsnittet for hele kommunen.
På de samlede besvarelser for hele Dalgasskolen, kan vi se, at lidt flere end gennemsnittet for hele kommunen, benytter lys på cyklen, scooteren eller el-løbehjulet, når det er mørkt. Kigger vi på hjelm og refleksvest ligger Dalgasskolen lidt højere, end gennemsnittet for hele kommunen.
Vej og Park har i foråret 2025 afholdt møde med repræsentanter fra Dalgasskolen, hvor de trafikale forhold omkring skolen blev drøftet. Efterfølgende har Vej og Park udarbejdet løsningsforslag til de problemstillinger, der blev omtalt på mødet.
I nedenstående tabel er lokaliteter, problemstillinger og løsningsforslag nærmere beskrevet.
| Lokalitet | Problemstilling | Løsningsforslag |
|
Rundkørsel ved Østre Allé/Dørslundvej
|
Der sker mange ting i rundkørslen, og det er derfor et sted, der opleves som utrygt og hvor man skal være meget opmærksom som cyklist. Der er tidligere etableret røde cykelbaner i rundkørslen, som fungerer godt. | Den røde cykelmarkering i rundkørslen fungerer godt. Der gøres derfor ikke yderligere i rundkørslen på nuværende tidspunkt. |
|
Østre Allé ved Lærkevej
|
Flere elever krydser Østre Allé ved Lærkevej. Der er ingen fodgængerfelt. Det er et svært sted at krydse på grund af meget trafik på Østre Allé. |
Det vurderes ikke at være en god løsning at etablere et fodgængerfelt på dette sted, da det kan skabe falsk tryghed. Samtidig er der en svingbane på stedet, som gør at der ikke kan etableres et fodgængerfelt. Der er eksisterende krydsningsmuligheder længere mod syd, hvor der er en krydsningshelle og ved Gl. Thyregodvej er der en fodgængerovergang. Eleverne henvises til at bruge disse krydsningspunkter i stedet for. |
|
Gl. Thyregodvej
|
En del elever til Dalgasskolen kommer fra området omkring Skovbrynet og kører langs eksisterende cykelbaner på Gl. Thyregodvej. Der er bilister, der parkerer ind over cykelbanen, hvilket betyder, at cyklister skal svinge ud på kørebanen. |
Delte stier. |
|
Skolens parkeringsplads
|
En del elever bliver kørt til og fra Dalgasskolen, hvilket skaber kaotiske forhold på skolens parkeringsplads. Der ikke parkeringspladser nok, og der parkeres derfor bl.a. på græsarealet. Grunden til at mange elever bliver kørt i skole skyldes bl.a., at skolen kun har elever op til 6. klasse, og mange forældre vurderer, at det er for farligt for de mindste elever at cykle til og fra skole. |
Etablering af flere parkeringspladser. Det bør undersøges nærmere præcist hvor stort behovet for flere parkeringspladser er, samt placering og udformning af parkeringspladserne. |
Trafikale forhold ved Dalgasskolen.
Ved Dalgasskolen blev der foretaget droneoptagelser i 2018. Der er derfor ikke foretaget nye optagelser i 2025. Konklusionerne herunder er derfor foretaget på baggrund af droneoptagelserne fra 2018.
Den samlede skoleankomstanalyse for Dalgasskole kan findes via linket i højre side, og er opsummeret herunder.
Hastighed
Ud fra droneoptagelsen er der målt, at gennemsnitshastigheden på Elme Allé ligger omkring 20-30 km/t. På Gl. Thyregodvej ligger gennemsnitshastigheden omkring 30-40 km/t. Dog falder gennemsnitshastigheden til ca. 30 km/t omkring bumpet på Gl. Thyregodvej. På parkeringsarealet er gennemsnitshastigheden omkring 10-15 km/t.

Figur 1 - Registrerede gennemsnitshastigheder
Antal trafikanter
Der er registreret 8 fodgængere, der krydser Gl. Thyregodvej i fodgængerfeltet på vej til skole om morgenen. I T-krydset Gl. Thyregodvej/Elme Allé er der registreret 12 krydsende fodgængere i optageperioden. Derudover er der et større antal fodgængere, der bliver sat af på parkeringspladsen i det sydvestlige hjørne af skolen.
Der er registreret 112 cyklister på Gl. Thyregodvej i optageperioden, hvoraf 102 kommer fra sydøst. Hovedparten af disse benytter stien syd for parkeringsarealet.
Der er registreret 51 køretøjer, der kører ind på parkeringspladsen i optageperioden. Kørselsarealet på parkeringspladsen tættest på skolen anvendes til på- og afsætning. Dette sker uafhængigt af, om der er ledige parkeringspladser eller plads på afsætningsområdet.
Generel vurdering af trafikforholdene
Generelt viser droneoptagelsen, at biler, cyklister og fodgængere har meget få konfliktpunkter i forbindelse med transporten til skolen, og trafikforholdene vurderes derfor generelt som gode. Fodgængeres og cyklisters krydsning af Gl. Thyregodvej foregår også efter hensigten. Optagelsen viser dog, at fodgængeres rute til skolen fra parkeringsarealet foregår bagved de parkerede biler eller på kørebanen.



