Gå til hovedindhold

Klagevejledning

På denne side kan du læse om dine muligheder for at klage over Byrådets vedtagelse af Kommuneplanen

Indhold

     

    Klage over kommuneplanen

    Man kan ikke klage over byrådets godkendelse af planforslag til Planklagenævnet, herunder forslaget til kommuneplan 2025-2037.

    Man kan først klage over kommuneplanen med tilhørende sammenfattende redegørelse af miljøvurderingen, når den er endeligt vedtaget af Byrådet og afgørelsen er offentligt bekendtgjort. Man kan klage hvis man har retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58 stk. 1, nr. 3 - det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planens/planernes lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planens indhold. Man er klageberettiget, hvis man har retlig interesse i sagens udfald. 

    En klage skal være indgivet til Planklagenævnet inden 4 uger fra datoen for den offentlige bekendtgørelse på kommunens hjemmeside. Du skal indsende din klage elektronisk via den digitale Klageportal, som findes på Nævnenes hus: www.naevneneshus.dk. Du skal i den forbindelse logge på ved brug af MitID.

    Klagen sendes gennem Klageportalen til Ikast-Brande Kommune til udtalelse og anses for indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen. Yderligere oplysninger om klagereglerne kan findes på: www.naevneneshus.dk, hvorfra der også er link til Klageportalen.

    Det er en betingelse for Planklagenævnets behandling af din klage, at du indbetaler et gebyr. Gebyret differentieres, alt efter om klager er en borger eller en virksomhed/organisation.  

    Klage over miljøvurdering

    Kommuneplanforslaget er omfattet af miljøvurderingsloven. Kommunen kan i henhold til miljøvurderingslovens § 3 stk. 1 afgøre, at et planforslag skal miljøvurderes. Ikast-Brande Kommune har vurderet, at forslaget til Ikast-Brande Kommuneplan 2025-2037 skal miljøvurderes.

    Kommunens afgørelse om gennemførelse af en miljøvurdering efter Miljøvurderingsloven kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i planlovens § 58. Du kan kun klage over retlige forhold. Det vil eksempelvis sige om kommunen har haft ret til at træffe afgørelsen, har fulgt de rigtige procedurer m.m. Du kan ikke klage over, at du synes kommunen burde have truffet en anden afgørelse.  

    En klage skal være indgivet inden 4 uger fra datoen for for den offentlige bekendtgørelse den 28. maj 2025.

    Klager over kommunens afgørelse om gennemførelse af en miljøvurdering efter Miljøvurderingsloven skal indsendes elektronisk via Miljø- og Fødevareklagenævnets digitale Klageportal. 

    En klage skal være indgivet til Miljø- og Fødevareklagenævnet inden 4 uger fra datoen for offentliggørelsen på kommunens hjemmeside. Du skal indsende din klage elektronisk via den digitale Klageportal, som findes på Nævnenes hus: www.naevneneshus.dk. Du skal i den forbindelse logge på ved brug af MitID.

    Klagen sendes gennem Klageportalen til Ikast-Brande Kommune og anses for indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen. Du kan finde yderligere oplysninger om klagereglerne på: www.naevneneshus.dk, hvorfra der også er link til Klageportalen.

    Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af din klage, at du indbetaler et gebyr. Gebyret differentieres, alt efter om klager er en borger eller en virksomhed/organisation. 

    Søgsmål

    Hvis du vil indbringe kommunens afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra den dato afgørelsen bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside, jf. planlovens § 62, stk. 1.


    Du kan læse mere på nævnenes hjemmesider, ved at klikke på linket i linkboksen til højre.