Grundvand og vandforsyning
På denne side kan du læse om Grundvand

Indsatsplanlægning for grundvandsbeskyttelse
De nationale interesser i kommuneplanlægningen i forhold til grundvandsressourcer bliver varetaget i overensstemmelse med:
- "Bekendtgørelse om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse."
- "Vejledning om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse."
Der er lavet en statslig kortlægning af grundvandet inden for OSD og indvindingsoplande i perioden fra
2000-2015. Kortlægningen har dannet grundlag for udpegningen af nitrat- og sprøjtemiddelfølsomme
indvindingsområder samt indsatsområder indenfor disse. Der foregår løbende grundvandskortlægning.
Kortlægningen dækker områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og indvindingsoplande til almene vandværker, der ligger udenfor OSD. Kommunerne skal udarbejde indsatsplaner for beskyttelse af grundvandet på baggrund af statens kortlægning.
Ikast-Brande Kommune beskriver i ”Indsatsplan Ikast-Brande Kommune” de beskyttelsestiltag, som vurderes at være nødvendige ud over den generelle beskyttelse af grundvandet, for at sikre, at forsyningen med rent drikkevand også i fremtiden kan baseres på rent grundvand.
Det er kommunens ansvar at sikre grundvandets kvalitet. Til hjælp hertil har Staten udlagt nedenstående beskyttelsesområder i Ikast-Brande Kommune:
- Områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD)
- Almene vandværkers indvindingsoplande (IOL)
- Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)
- Nitratfølsomme indvindingsområder (NFI)
- Sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI)
- Indsatsområder med hensyn til nitrat og sprøjtemidler (IO)
I Kommuneplan 2025-2037 er der i henhold til Planlovens § 11 retningslinjer for OSD, indvindingsoplande og BNBO. De øvrige områder, som er nævnt herover, vil altid ligge inden for OSD eller indvindingsoplande.
Læs mere om dette i i kommuneplanens afsnit om Grundvand og drikkevandsinteresser.
Indsatsplan
Inden for beskyttelsesområderne har Ikast-Brande Kommune pligt til at tage hensyn til grundvandsbeskyttelse, når vi vil ændre plangrundlaget for byernes udvikling, eller hvis der er en konkret ansøgning om ændret arealanvendelse. Inden for indsatsområder har vi desuden pligt til at udarbejde en indsatsplan. Indsatsplanen fastlægger en række indsatser, som er nødvendige for at beskytte grundvandet, og angiver desuden hvem, der er ansvarlige for at udføre indsatserne, og hvornår indsatserne skal være gennemført. Indsatsplanen er lavet i et samarbejde med repræsentanter fra vandværkerne, landboorganisationer og andre relevante organisationer.
Du kan se indsatsplanen via de relevante links i højre side.
Grundvandsredegørelse 2025 for den samlede kommune
Af Planlovens § 11e stk. 1, nr. 6 fremgår det, at kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger. Herunder om kommuneplanens sammenhæng til de udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse. Ikast-Brande Kommune har i 2025 udarbejdet en grundvandsredegørelse, som redegør for grundvandsinteresserne i den samlede kommune.
Den samlede grundvandsredegørelse kan downloades via link i højre side.
Der er i Kommuneplan 2025-2037 ikke behov for at udlægge nye arealer inden for OSD, indvindingsoplande eller NFI. Grundvandsredegørelsen forholder sig derfor ikke til nye konkrete udviklingsarealer, der ikke allerede er kommuneplanlagte. Grundvandsredegørelsen inddrager ikke restrummelighed i eksisterende arealudlæg, da der ikke ønskes udlæg af nye byvækstarealer i kommuneplanen eller at ændre på arealanvendelse af eksisterende kommuneplanlagte arealer, der medfører væsentlig fare for forurening af grundvandet.
I Kommuneplan 2025-2037 udlægges ét nyt byvækstområde, som rammelægges til boligformål (åben-lave og
tæt-lave boliger). Området udlægges nordvest for Engesvang by i direkte tilknytning til allerede kommune- og lokalplanlagte boligområder. Da området udlægges til boligområde, og da det ligger uden for udpegede drikkevandsinteresser, er der ikke krav om grundvandsredegørelse.
Vandforsyningsplan 2024-2033
Byrådet vedtog i oktober 2024 Ikast-Brande Kommunes Vandforsyningsplan 2024-2033 for at skabe grundlaget for den fremtidige vandforsyning i Ikast-Brande Kommune, og så borgere og erhverv i Ikast-Brande Kommune sikres en tilstrækkelig forsyning af rent drikkevand.
Vandforsyningsplan 2024-2033 indeholder Ikast-Brande Kommunes mål og retningslinjer for forsyning med drikkevand og udnyttelse af grundvandsressourcen. Vandforsyningsplanens overordnede målsætninger er:
- En robust og decentral forsyningsstruktur.
- En høj forsyningssikkerhed.
- En god drikkevandskvalitet til alle borgere og erhverv i kommunen.
- At beskytte grundvandsressourcen for at sikre grundvandet i fremtiden.
- En bæredygtig udnyttelse af grundvandsressourcen.
Vandforsyningsplanes retningslinjer viser den overordnede administrationspraksis for Ikast-Brande Kommune efter Vandforsyningsloven. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at retningslinjer, der er fastsat i vandforsyningsplanen, lægges til grund ved afgørelse af sager. Det betyder, at retningslinjer fastsat i vandforsyningsplanen ikke kan hindres af målsætninger og retningslinjer i kommuneplanen.
Grundvandsredegørelse 2025
Læs mere i grundvandsredegørelsen, som er udarbejdet i forbindelse med Ikast-Brande Kommuneplan 2025-2037
Værd at vide om kommuneplanen
- Forslag til Kommuneplan 2025-2037 er i høring
- Oversigt over ændringer i forslag til kommuneplan 2025 2037
- Hvad er kommuneplanen
- Hvad betyder planen for dig
- Tillæg til kommuneplanen
- Miljøvurdering af kommuneplanen 2025-2037
- Planstrategi 2023
- Lovgrundlag og retsvirkninger
- Klagevejledning
- Ordforklaring
- Kontakt