Pyrolyseanlæg
Retningslinjer for beliggenheden af pyrolyseanlæg

RETNINGSLINJER
- I de områder der er udpeget til beliggenhed af pyrolyseanlæg, kan der efter en konkret vurdering, etableres anlæg.
- Det vil være det konkrete projekt, herunder de visuelle og tekniske forhold, der vil være afgørende for, om der kan gives tilladelse til opførelse af et pyrolyseanlæg indenfor de udpegede områder.
- Ikast Brande Kommune lægger ved ansøgning vægt på følgende hovedhensyn ved placeringen:
-
- Hensigtsmæssig placering i forhold til produktions- og leveranceforhold samt eksisterende gasledninger
- Gode vej- og tilkørselsforhold skal sikres med henblik på minimering af generne for miljø og naboer
- Naturbeskyttelsesinteresser, kulturmiljøer, landskabelige og miljømæssige forhold skal tilgodeses
- Tekniske tiltag for at nedbringe lugt- og støjgener til et minimum.
MÅL
- Ikast-Brande Kommune udpeger arealer til beliggenheden af arealer til pyrolyseanlæg og sikrer, at de ikke er til gene for omgivelserne og miljøet.
- Pyrolyseanlæg i Ikast-Brande Kommune skal skabe værdi og arbejdspladser i lokalområdet.
Den 8. april 2025 blev der indført krav i planloven om, at kommuneplanlægge for pyrolyseanlæg. Ændringen betyder, at der skal udarbejdes retningslinjer for beliggenheden af arealer til pyrolyseanlæg.
Af Regeringens Strategi og arbejdsprogram for pyrolyse fremgår det, at Danmark skal være klimaneutral i 2045 og have nedbragt drivhusgasudledningerne med 110 pct. i 2050 sammenlignet med 1990. I forlængelse af strategien har regeringen tilpasset planloven, så kommuner fremover skal udarbejde retningslinjer for beliggenheden af pyrolyseanlæg og dermed skabe større klarhed over placeringsmuligheder for pyrolyseanlæg, ligesom det allerede er tilfældet for biogasanlæg i dag. Det kan gøre ansøgningsprocessen lettere, når projektudviklere på forhånd kender retningslinjerne for beliggenheden af pyrolyseanlæg.
Formålet med planlovsændringen er at fremme nye teknologier, der kan lagre kulstof, som er afgørende for at indfri klimamålene. Der er et stort potentiale i, at pyrolyse kan bidrage til lagring af CO2. Ved pyrolyse er det muligt at omdanne forskellige typer biomasse til kulstofholdigt biokul, der kan lagres i århundreder i landbrugsjord og derved reducere udledningerne i landbrugssektoren.
Man vil typisk placere pyrolyseanlæg i landzoner, da nærhed til biomasseressourcer vil begrænse udgifter til transport af biomasse. Opførelse af pyrolyseanlæg i landzone kræver en landzonetilladelse fra kommunalbestyrelsen, og kræver, hvis anlægget er lokalplanpligtigt, tillige tilvejebringelse af det nødvendige plangrundlag, herunder en lokalplan, der ikke må være i uoverensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer. Opførelse af pyrolyseanlæg kræver typisk også en miljøgodkendelse, fra enten kommunen eller Miljøstyrelsen. Afhængigt af anlæggets størrelse og en række andre miljøforhold kan der være krav om en miljøkonsekvensvurdering af miljøforhold på og omkring anlægget.
At planlægge for pyrolyseanlæg i Ikast-Brande Kommune samt at anvende biokul er i overensstemmelse med mål og handlinger i Kommunens Klimaplan. Pyrolyseteknologi og anvendelse af biokul er vurderet til at være væsentlige lokale handlemuligheder for at nedbringe CO2 aftrykket fra landbruget i kommunen.
Pyrolyseteknologi
Pyrolyse er betegnelsen for nedbrydning af materiale gennem opvarmning under iltfrie forhold. Når organisk materiale behandles ved tilstrækkelig høje temperaturer, bliver en del af biomassen omdannet til biokul, som er et fast materiale med et højt indhold af kulstof. Hertil produceres en energiholdig gas, såkaldt pyrolysegas, der ved nedkøling kan blive til pyrolyseolie. Både pyrolysegas og -olie kan karakteriseres som grønne energiprodukter og har potentiale til at erstatte fossile brændsler.
Biokul kan lagres i århundreder med meget begrænset afgivelse af CO2, i modsætning til den oprindelige biomasse, der nedbrydes hurtigere. Ved udbringning af biokul på landbrugsjord kan kulstoffet lagres i jorden og derved reducere udledningen af CO2 til atmosfæren.
Pyrolyseprojekter optimerer energiudnyttelsen på biogas ved at kombinere et biogasanlæg med pyrolyseteknologi. I dag udnyttes ca. 35 procent af energiindholdet fra eksempelvis halm i et biogasanlæg. Resten forbliver uudnyttet biomasse, der bringes tilbage på markerne. Ved at integrere pyrolyse i biogasanlæg, vil samspillet af de to teknologier opnå en forbedret energiudnyttelse, samtidig med at man fastholder mineraler og kulstof, der senere tilbageføres til landbrugsjorden.
Udpegninger i Kommuneplan 2025-2037
I Kommuneplan 2025-2037 er der i overensstemmelse med Planloven opstillet mål og retningslinjer for beliggenheden af arealer til pyrolyseanlæg, men der er endnu ikke udpeget konkrete arealer.
På baggrund af analyser og nationale anbefalinger vil Ikast-Brande Kommune først udpege arealer til placering af pyrolyseanlæg i et tillæg til kommuneplan 2025-2037.
FORSLAG I HØRING
Ændringer er i høring i forslag til Kommuneplan 2025-2037.Værd at vide om kommuneplanen
- Forslag til Kommuneplan 2025-2037 er i høring
- Oversigt over ændringer i forslag til kommuneplan 2025 2037
- Hvad er kommuneplanen
- Hvad betyder planen for dig
- Tillæg til kommuneplanen
- Miljøvurdering af kommuneplanen 2025-2037
- Planstrategi 2023
- Lovgrundlag og retsvirkninger
- Klagevejledning
- Ordforklaring
- Kontakt