Gå til hovedindhold

Nyt butiksområde tager form i Ikast

Salget af erhvervsjord går strygende i Ikast-Brande Kommune. I 2024 er der allerede solgt 104.000 kvadratmeter.
Et af de solgte arealer er den 16.000 kvadratmeter store byggegrund på La Cours Vej, som Ikast-Brande Kommune har solgt til Daugaard Pedersen A/S, der er specialister i at udvikle, bygge og administrere erhvervsejendomme.

12. nov. 2024

Indhold

    Med stor glæde tog Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Lauritsen, sammen med projektdirektør hos Daugaard Pedersen A/S, Anders Bech Mathiesen, det første spadestik til opførelsen af nye butikker til Jysk, Thansen og Sport24 Outlet på matriklen i det sydlige Ikast.

    Baggrunden for nybyggeriet er, at alle tre butikker har behov for større lokaler.
    I de nye rammer får Jysk omkring 1.900 kvadratmeter, Thansen får 950 kvadratmeter og Sport24 Outlet rykker ind i 1.000 kvadratmeter.

    Det forventes, at butikkerne er klar til at tage imod kunder efter sommeren 2025.

    Erhvervsområdet tæt ved motorvejstilkørsel Ikast Øst har gennem de seneste fem år oplevet en rivende udvikling.

    - Det er fantastisk, og nu har vi taget spadestik til endnu et initiativ. Det er tydeligt, at mange ser potentialet i at etablere sig eller udvide og vækste her i Danmarks Grønne Erhvervskommune, siger borgmester Ib Lauritsen.

    De 16.000 kvadratmeter på La Cours Vej er lokalplanlagt med mulighed for at opføre op til fem butikker. Anders Bech Mathiesen oplyser, at det endnu ikke er afklaret, hvem der skal leje de sidste to pladser. Daugaard Pedersen A/S har selv købt grunden og er samtidig totalentreprenør og udlejer på byggeprojektet.

    - Jeg vil gerne takke Ikast-Brande Kommune for et virkelig godt samarbejde gennem hele processen, siger Anders Bech Mathiesen.

     

    For yderligere information, kontakt:

    • Ib Lauritsen, borgmester i Ikast-Brande Kommune.
      Telefon: 40302234. Mail: iblau@ikast-brande.dk

    • Anders Bech Mathiesen, projektdirektør hos Daugaard Pedersen A/S.
      Telefon: 22409890. Mail: abm@daugaardp.dk