Gå til hovedindhold

Kræver minister ind i sagen: Ikast-Brande Kommunes indsats for den grønne omstilling hindres af nabokommune

Der skal gøres noget drastisk ved de nuværende stopklodser for grøn energi, ellers når Danmark ikke sine ambitiøse klimamål i 2030.
Så markant lyder det fra Ikast-Brande Kommune, efter nabokommunen i Herning har nedlagt veto mod opstillingen af vindmøller ved Kratlund, fordi møllerne, iflg. Byrådet i Herning, påvirker landskabet negativt på Hernings side af kommunegrænsen.

19. feb. 2024
  • Læs op

Indhold

    Det konkrete projekt, som Herning Kommunes veto bremser, består af 9 møller i en højde af 150 meter, og som årligt leverer grøn strøm på 100.000 MWh svarende til intet mindre end 20.000 husstandes årlige forbrug.

    - Det er et benspænd for den grønne omstilling, at en nabokommune på et spinkelt grundlag kan spærre for et vigtigt projekt, udtaler Viceborgmester samt formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget i Ikast-Brande Kommune, Kasper Pauli Pedersen.

    Ikast-Brande Kommune har efterfølgende været i dialog med Herning Kommune om ophævelse af indsigelsen uden at nå til enighed. Derfor ser Ikast-Brande Kommune ingen anden udvej end at anvende en mulighed i Planloven og bede ministeren om at træffe en afgørelse i sagen.

    - Ministeren kan forhåbentligt se det absurde i, at der bliver nedlagt veto på baggrund af overleveringer fra amternes tid om ”større uforstyrrede landskaber”. Landskabet er i øvrigt ikke mere uforstyrret end, at der kan drives konventionelt landbrug, rejses amerikanersiloer og så fremdeles. Det uforstyrrede er dermed til at overse i denne sammenhæng, slutter Kasper Pauli Pedersen.

    På FN’s seneste Klimatopmøde blev det vedtaget, at energien fra sol og vind skal tredobles globalt. Samtidig har den danske regering med bred opbakning i Folketinget vedtaget, at energien fra sol og vind på land skal firedobles i Danmark.

    Ikast-Brande Kommune arbejder målrettet og ambitiøst med den grønne omstilling. Der er politisk mod og vilje til at sætte handling bag de store ord ved at planlægge for sol og vindenergi.

     

    For yderligere information, kontakt:

    Kasper Pauli Pedersen, viceborgmester, formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget.
    Telefon: 60190217. Mail:
    kappe@ikast-brande.dk