Gå til hovedindhold

Unge Stemmer - Få det bedre når du synger med andre

Sundhedskor for unge mellem 18 og 35 år.

12. dec. 2024

Indhold

    Målgruppe
    Unge Stemmer er et tilbud i Ikast og omegn til unge, der har lyst til at mødes til fællessang, men som samtidig trænger til en hånd i ryggen, et pusterum og en vej til et bedre liv i en sårbar livssituation – eller på kanten af en svær situation. Inden for aldersgruppen kendetegnes målgruppen ikke ud fra en diagnose men ved et underskud af sundhed og trivsel. Det kan være fysisk, psykisk, socialt eller eksistentielt.

    Formål
    Formålet er at styrke sundhed og trivsel i et bredt livskvalitetsperspektiv. I Unge Stemmer handler det ikke om, hvordan det lyder, det vigtigst er, at de unge mødes gennem sangen og måske får nye venner og fællesskaber. Eller at de bliver klar til at møde nye venner på andre arenaer, træde ind i nye fællesskaber og komme helt eller delvist tilbage på arbejdspladsen eller til studiet.

    Den sundheds- og trivselsmæssig gevinst fra deltagelse i sundhedskor kan være koblet direkte til sangaktiviteten i form af bedre humør og mindre ensomhedsfølelse. Men der kan også være tale om mere indirekte og processuelle gevinster, hvor sangaktiviteten igangsætter positive processer på fysiske, psykiske og/eller sociale planer, der i et samspil medfører øget livskvalitet og væsentlige sundheds- og trivselsmæssige forbedringer over tid.

    Forløb
    20-30 unge mennesker, som har lyst til at synge, mødes hver tirsdag kl. 16 i Bakkehuset. Første gang er d. 18. februar.  Der er planlagt 15 sessioner i foråret. Det er gratis at deltage i Unge Stemmer.
    Forløbet gentages i efteråret 2025.

    Sang modvirker stress og ensomhed
    Når vi synger, synkroniserer vi vores vejrtrækning, tekst, tone og rytmen. Hjernen frigiver ”lykkehormoner”, der beroliger nervesystemet og giver en følelse af samhørighed og fællesskab. Derfor styrker vi trivsel, velvære og sundhed, når vi synger sammen.

    Sundhedskor kan defineres som en målrettet og særligt tilrettelagt sangaktivitet, hvor sangen benyttes som et redskab til at stimulere sundhed og trivsel blandt en gruppe mennesker, der er i underskud af dette. Sundhedskor adskiller sig således fra mere gængs korsang ved ikke primært at have fokus på æstetiske idealer eller særlige sangmæssige kompetencer hos deltagerne, men snarere på en sundheds- og trivselsmæssig gevinst og på en ramme for sangaktiviteten, der tager højde for særlige behov, barrierer og begrænsninger hos deltagerne.

    Unge Stemmer er kommunens første sundhedskor etableret i samarbejde med Ikast-Brande Musikskole og Sangens Hus. Projektet er økonomisk støttet af Spar Nord Fonden.

    Tilmelding og information
    Du kan tilmelde dig Unge Stemmer her: https://ikast-brande.nemtilmeld.dk/285/
    eller ved at kontakte projektleder
    Tim B. Sølyst på 42 14 00 08 eller timbeso@ikast-brande.dk.

    Du kan få mere viden om Sundhedskor og sammenhængen mellem sang og sundhed på linket her: https://videncenterforsang.dk/sundhedskor/