Forenings- og Fritidsmødet 2025: Fokus på børn, unge og det moderne foreningsliv
Tirsdag den 28. oktober 2025 inviterer Fritidsrådet i Ikast-Brande Kommune alle foreninger, bestyrelser og frivillige til årets Forenings- og Fritidsmøde i Multisalen på Artium i Brande.
Alle foreninger, bestyrelser og frivillige er velkomne.

Årets tema er ”Børn, unge og det moderne foreningsliv” - med fokus på, hvordan foreningerne kan tilpasse sig nye ungdomskulturelle tendenser og samtidig styrke samarbejdet med forældre.
Aftenens hovedoplægsholder er Søren Østergård, som tager udgangspunkt i nye generationers forventninger til foreningslivet. Han holder oplægget: ”I gamle dage gik man til fodbold og spejder for at være sammen med sine venner - det gør man ikke mere!”
Oplægget giver et indblik i, hvordan børn og unges tilknytning til foreningslivet har ændret sig, hvad de forventer af trænere og ledere, og hvorfor fællesskabet i dag stiller helt nye krav til foreningerne.
Efterfølgende vil Søren Østergård sammen med deltagerne sætte fokus på forældresamarbejde - et område, der spiller en stadig større rolle i foreningslivet, mener formand for Fritidsrådet Bjarne Raabjerg.
- Foreningslivet er stadig et af de stærkeste steder, hvor børn og unge kan opleve fællesskab, dannelse og udvikling. Men det kræver, at vi hele tiden er nysgerrige på nye metoder og nye måder at samarbejde på. Når foreninger og kommune inspirerer hinanden og arbejder sammen, skaber vi de bedste rammer for både børn, unge og forældre - og dermed for et stærkere foreningsliv i hele Ikast-Brande, siger Bjarne Raabjerg.
Hvem vinder Lokaldysten 2025?
Udover fællesspisning og masser af netværksmuligheder på tværs af foreninger, byder aftenen også på kåring af vinderne af Lokaldysten 2025 ved næstformanden i Børne-, Kultur og Fritidsudvalget, Thomas Østergaard:
- Lokaldysten samler landsbyerne i kommunen på en helt særlig måde - her handler det både om bevægelse, sammenhold og lokal stolthed. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at kåre vinderne og hylde de fællesskaber, der står bag, siger Thomas Østergaard.
Praktisk information
Dato: Tirsdag den 28. oktober 2025
Tid: Klokken 16.45 - 20.30
Sted: Multisalen, Artium, Hyvildvej 16, 7330 Brande
Programmet indeholder:
- Velkomst ved Bjarne Raabjerg
- Inspirerende oplæg af Søren Østergård
- Kåring af vinderne af Lokaldysten
- Fællesspisning og netværk
- Workshop om forældresamarbejde
For yderligere information, kontakt:
- Bjarne Raabjerg, formand for Fritidsrådet. Telefon: 41 16 13 30
- Maria Ganc, foreningssupport i Ikast-Brande Kommune. Telefon: 29 39 86 46