Ikast-Brande Kommune går forrest med mere leg og bevægelse for voksne med udviklingshandicap
Socialafdelingen i Ikast-Brande Kommune er som den første af syv danske kommuner gået med i projektet ParaLeg, Idræt & Fællesskaber, der skal skabe mere leg, bevægelse og fællesskab i hverdagen for voksne med udviklingshandicap.
I projektet bliver borgere fra ni af kommunens bo- og dagtilbud uddannet som instruktører, der kan sætte gang i lege og bevægelsesaktiviteter der hvor de bor, arbejder eller uddanner sig.
Åbner for nye venskaber
Socialchef i Ikast-Brande Kommune, Ulla Wernberg-Møller, blev opmærksom på projektet, da hun så ilden i øjnene hos et par teamledere fra kommunens dag- og botilbud. De kunne med det samme se, at det gav mening for borgerne, fortæller hun:
- Mange af vores borgere med udviklingshandicap føler sig ensomme. De har ikke det store netværk ud over de ansatte omkring sig. Når de lærer at lave aktiviteter for og med andre, åbner det for nye venskaber og fællesskaber, siger Ulla Wernberg-Møller.
ParaLeg, Idræt & Fællesskaber harmonerer med mange af de mål, som Socialafdelingen gerne vil nå sammen med borgerne.
- Vi arbejder meget for at hjælpe borgerne til at få nogle kompetencer og mulighed for at styre flere ting i deres eget liv, i stedet for at systemet tager hånd om dem hele tiden, siger Ulla Wernberg-Møller.
Både borgere og fagpersonale deltager i samme uddannelsesforløb, så de sammen får viden og redskaber til at skabe og understøtte aktiviteterne i hverdagen.
Fra video i sofaen til aktivt fællesskab
Teamleder Alice Dalsgaard Norlyk og faglig leder Bente Larsen repræsenterer nogle af de kommunale bo- og dagtilbud, som er med i projektet.
- Vi arbejder i forvejen meget med udvikling, trivsel og fællesskab. Det giver rigtig god mening at kombinere det med bevægelseslege og idræt, siger Alice Dalsgaard Norlyk fra Center for Udviklingshandicap Nord.
- Det er jo moderne at sidde og lave videoopkald på mobilen sammen – også hos os. Tænk, hvis borgerne kan få et fællesskab omkring aktiviteterne i stedet for, tilføjer hun.
At borgere hjælper borgere – både som instruktører og undervejs i aktiviteterne – åbner ifølge de to ledere også for muligheder uden for egne matrikler:
- Med tiden kan vi måske lave et lille instruktørteam med borgere, som en gang imellem tager ud på plejehjem og i børnehaver og laver aktiviteter, siger faglig leder Bente Larsen fra Center for Job, Aktivitet og Uddannelse.
Centeret har lige lavet en ny vision, der hedder ’Alle kan noget’.
- Her passer projektet også spot on, fordi det ligger i konceptet, at alle kan være med til aktiviteterne, bemærker Bente Larsen.
Giver en følelse af værdi
Politisk er der også begejstring for det nye projekt:
- Jeg er stolt af og glad for, at vi er med og sætter fokus på aktiviteter og fællesskaber for borgere med udviklingshandicap. Projektet giver borgerne mulighed for at vise, at de kan yde noget over for andre, få ansvar for noget og føle, at de har en værdi. Det styrker både dem selv og de medborgere, som de arrangerer aktiviteter for, siger Birthe Sørensen, formand for Arbejdsmarkeds-, Psykiatri- og Handicapudvalget i Ikast-Brande Kommune.
Uddannelsen af instruktørerne begynder i januar 2026, og aktiviteterne vil fremover finde sted både indendørs og i naturen omkring kommunens tilbud.
ParaLeg, Idræt & Fællesskaber er et landsdækkende projekt ledet af Gerlev Center for Leg og Bevægelse i samarbejde med LEV og Parasport Danmark. Projektet løber fra 2025–2028 og støttes af VELUX FONDEN med 4,9 mio. kr.