Gå til hovedindhold

Lancering af Ungeløftet: Ikast-Brande Kommune vil sammen med virksomheder og organisationer give unge en ny start

Hvordan får vi flere unge i uddannelse eller i arbejde? Det er hovedspørgsmålet, når borgmester Ib Lauritsen indkalder til lancering af Ungeløftet i Ikast-Brande Kommune sammen med lokale politikere, virksomheder, foreninger og organisationer.

Indhold

    Det kan få store konsekvenser for et ungt menneske at få en skæv start på voksenlivet og ikke komme i uddannelse eller arbejde. Derfor inviterer borgmester Ib Lauritsen virksomheder, civilsamfundsorganisationer og politikere til lancering af Ungeløftet, hvor lokale kræfter i fællesskab kan bidrage til, at flere unge kommer i uddannelse eller i arbejde. 
    - Vi står stærkest, når vi løfter i flok. Jeg glæder mig til, at vi i Ikast-Brande Kommune med Ungeløftet kan samle virksomheder, foreninger og organisationer om at give flere unge en ny start, udtaler borgmester Ib Lauritsen.

    Begivenheden er en del af partnerskabet Ungeløftet, som regeringen lancerede tidligere på året. Ungeløftet samler virksomheder, kommuner, fonde og civilsamfundsorganisationer i en fælles indsats for at hjælpe flere unge i uddannelse eller i arbejde. Ikast-Brande Kommune deltager som partner i Ungeløftet.

    På landsplan er der ca. 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som hverken er i uddannelse eller arbejde, og en stor del af dem har psykiske eller sociale udfordringer.

     

    For yderligere oplysninger, kontakt:

    • Borgmester Ib Lauritsen, tlf. 4030 2234

    • Arbejdsmarkeds- og Borgerservicechef Charlotte Gye Sørensen, tlf. 9960 4201

     

    FAKTABOKS

    Lancering af Ungeløftet i Ikast-Brande Kommune - med ministerbesøg

    Tid og sted: Den 20. oktober 2025 kl. 13.00 - 15.00 hos Fink Byg, Lene Haus Vej 11, 7430 Ikast. 

    Fra kommunen deltager borgmester Ib Lauritsen og arbejdsmarkeds- og borgerservicechef Charlotte Gye Sørensen. Derudover deltager ældreminister Mette Kierkgaard som repræsentant for regeringen, direktør Torben Larsen fra Give Steel og ikke mindst et par unge fra målgruppen. 

    Partnerskabet Ungeløftet er en del af en bred politisk aftale, som afsætter 2,3 mia. kr. over ti år og derefter 150 mio. kr. årligt til initiativer målrettet unge uden uddannelse eller arbejde. 

    Læs mere på www.ungeløftet.dk

    Ungeløftets målgruppe:

    På landsplan er 43.000 unge i alderen 15-24 år hverken i uddannelse eller beskæftigelse. Det svarer til ca. 6,3 pct. af alle unge i aldersgruppen.

    • 43 pct. af gruppen har en psykiatrisk diagnose, fx angst, depression eller skizofreni (15 pct. for jævnaldrende).
    • 41 pct. af gruppen har haft en mor på offentlig forsørgelse, da de var 13 år (21 pct. for jævnaldrende).
    • Ca. 20 pct. af gruppen er blevet sigtet eller dømt for en straffelovovertrædelse (4 pct. for jævnaldrende).

    Kilde: Beskæftigelsesministeriet