Millionstøtte på vej til Hærvejen i Ikast-Brande
Nordea-fonden har netop bevilget 3,45 millioner kroner til udvikling af Hærvejen i Ikast-Brande Kommune.
Det betyder, at Ikast-Brande Kommune nu kan sætte gang i første fase af kommunens store Hærvejsindsats - projektet ”Fem stilheder og to dialogrum”.

- Vi er meget stolte og taknemmelige over det store beløb, Nordea-fonden har valgt at støtte vores projekt med. ”Fem Stilheder og to dialogrum” er en del af vores vision om, at vandrere og cyklister skal kunne opleve, overraskes og overnatte, når de færdes på Hærvejen gennem Ikast-Brande Kommune. Og netop stilheden er kendetegnet ved vores strækning, fordi vi har meget få kilometer på asfalt, udtaler Simon Vanggaard, formand for Udviklings- og Erhvervsudvalget.
Hærvejen har fra bronzealderen til begyndelsen af moderne tid udgjort Jyllands hovedfærdselsåre for handlende, pilgrimme og godtfolk. I dag er Hærvejens over 1000 sammenhængende kilometer fra nord til syd stadig rammen for en unik natur- og kulturoplevelse. 15 kommuner langs Hærvejen er gået sammen om at skabe en sammenhængende natur-, kultur- og turismeindsats, som skal få flere, også fra udlandet, ud på ruten.
Byrådet i Ikast-Brande Kommune har i alt afsat 10 millioner kroner til alle delprojekter i Hærvejsprojektet, og dertil har Dreyers Fond og Arkitektforeningen tidligere bevilget 550.000 kroner.
Ikast-Brande Kommunes ansøgning til Nordea-fonden er udarbejdet i samarbejde med Museum Midtjylland, VisitHerning og lokalrådene i Nørre Snede og Engesvang.
- Vi oplever en tydelig lokal opbakning til at udvikle den del af Hærvejen, der går gennem vores kommune. Det kæmpe arbejde, alle har lagt i projektudviklingen, sætter vi meget stor pris på. Nu glæder vi os til at realisere projektet og satser på, at vandrerne på Hærvejen kan få glæde af tiltagene i løbet af 2026, siger Annette Mosegaard, formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Første fase af Hærvejsprojektet består af tre hoveddele:
- Projektet ”Fem Stilheder”. I samarbejde med fem unge arkitektvirksomheder ønsker Ikast-Brande Kommune at etablere fem små opholdssteder, hvor vandrere kan nyde udsigten og finde indre ro.
- Et løft af selve ruten, så den lever op til den kvalitetsstandard, som alle kommuner langs Hærvejen har godkendt. Her er der især tale om bedre formidling af de spændende historier, der knytter sig til områderne langs Hærvejen samt en opgradering af den kommunale shelterplads lige uden for Nørre Snede.
- En certificeret rute rundt om Bølling Sø, som kan blive en af Hærvejens Perler. Det kræver en forbedring af selve ruten samt en øget formidling af naturen og historien ved Bølling Sø.
Desuden arbejdes der i øjeblikket på en ny skiltning langs hele Hærvejen. Dette forventes færdigt til sommeren 2026.
- Ud over de mange midler til vores Hærvejsprojekt, kan vi også glæde os over, at Nordea-fonden har givet Nørre Snede en såkaldt velkomstplads. Den består af et læskur, et bord-bænke-sæt samt vejviserpæle. Vi glæder os til at indvie pladsen i den nærmeste fremtid, fortæller Simon Vanggaard.
De næste faser i Hærvejsprojektet i Ikast-Brande kommune er bl.a. de to dialogrum - Klosterlund Museum ved Engesvang og Hærvejstårnet i Nørre Snede.
Fakta:
Nordea-fonden støtter udviklingen af hele Hærvejen gennem projekter, der løfter kvaliteten af ruten og understøtter de gode oplevelser. Støttede projekter bidrager til at løfte kvaliteten med bl.a. forbedring af ruten, nye faciliteter, oplevelser og services.
I kan læse mere om Nordea-fondens støtte til Hærvejen her: https://nordeafonden.dk/det-har-vi-stoettet/projekteksempler/haervejen
For yderligere information, kontakt:
- Simon Vanggaard, formand for Udviklings- og Erhvervsudvalget.
Telefon: 28 93 17 06. Mail: sivan@ikast-brande.dk - Annette Mosegaard, formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Telefon: 2810 0812. Mail: annmo@ikast-brande.dk