Gå til hovedindhold

Pressemeddelelse: Mere nærvær, mindre fravær – "erantis" gør en forskel

Større fokus på borgernes behov, et lavere sygefravær blandt personalet og en mindre personaleudskiftning.

22. maj 2025

Indhold

    Det er nogle af de positive resultater af ”erantis” - Ikast-Brande Kommunes organisering af borgernære teams i hjemme- og sygeplejen.

    En ny analyse viser, at der er tegn på forbedringer, siden ”erantis” blev indført i 2021. Formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Henrik Engedahl, er tilfreds med udviklingen:

    - Alt tyder på at ”erantis” giver en bedre hjemmepleje og sygepleje. Vi kan se, at mange borgere møder færre forskellige medarbejdere, og at både sygefraværet og personaleudskiftningen er faldet. Samtidig styrker ”erantis” samarbejdet mellem borger og hjemmepleje, og der sættes mere fokus på borgernes ønsker og behov, siger formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Henrik Engedahl (V).

    Med ”erantis” er hjemmeplejen og sygeplejen organiseret i mindre, selvstyrende og tværfaglige teams, som dækker faste geografiske områder. Her tilrettelægger medarbejderne selv arbejdet og samarbejder tæt med både kolleger og borgeren for at finde de bedste løsninger. Denne måde at arbejde på er i tråd med intentionerne i den nye ældrelov, hvor helhedsorienteret og sammenhængende pleje er i fokus.

    Et vigtigt element i ”erantis” er det øget fokus på rehabilitering. Inden der bevilges hjemmehjælp, får alle borgere et kort, målrettet træningsforløb. Det skal hjælpe dem med at bevare eller genoptræne funktioner, så de kan klare sig selv længst muligt. Borgerne oplever på den måde større selvstændighed og uafhængighed så lang tid som muligt.

    Det har allerede givet markante resultater: Fra begyndelsen af 2022 til udgangen af 2024 er andelen af borgere over 80 år, der modtager hjemmepleje, faldet fra 24,1 procent til 18,2 procent.

    - Vi ser ind i en fremtid med flere ældre borgere, som har behov for hjælp og færre personer på arbejdsmarkedet til at yde hjælpen. Derfor er det helt afgørende, at flere borgere bevarer eller genoptræner funktioner, så de kan klare mere selv. Derfor er jeg også rigtig glad for, at der er tegn på, at sygefraværet er faldet og at vi har haft en mindre udskiftning i personalet. Det tyder på, at organiseringen virker. Det ser også ud til, at det medvirker til at vi har fået mere uddannet personale – noget der er helt afgørende for at sikre kvaliteten fortæller Sundheds- og Ældrechef, Kirsten Vinter Kofod Løgsted.

    Du kan læse mere om projekt erantis på kommunens dedikerede hjemmeside til projektet, https://erantis-ikastbrande.dk/.

    Yderligere information kontakt:

    ·         Henrik Engedahl, formand for Sundheds- og Ældreudvalget.
    Telefon: 21670584. Mail: henen@ikast-brande.dk

    ·         Kirsten Vinter Kofod Løgsted, Sundheds- og Ældrechef.
    Telefon: 99603151. Mail: kirlgst@ikast-brande.dk

    ·         Karen Schmøkel, Distriktsleder for Hjemmeplejen og Sygeplejen.
    Telefon: 99603610. Mail: karschm@ikast-brande.dk