Gå til hovedindhold

Lokal idé fra Bording vokser: Nu får seks skoler frivillige skolevenner

For omkring et år siden henvendte en ældre kvinde sig til Bording Skole med et enkelt ønske: Hun ville gerne være skoleven og bruge noget af sin tid sammen med børnene på skolen.
Henvendelsen blev starten på en dialog om mulighederne for at få foreningen Skolens Venner til Ikast-Brande Kommune. Nu er den lokale idé vokset til et flerårigt partnerskab mellem Ikast-Brande Kommune og Skolens Venner, som i første omgang omfatter seks af kommunens skoler med opstart i september.

Indhold

    - Der er noget helt særligt i, at det begyndte med en borger, som havde lyst til at engagere sig og gøre noget godt for børnene i sit lokalområde. Det initiativ blev grebet af skolen, og nu breder idéen sig til andre af vores skoler, så endnu flere børn kan få glæde af en skoleven. Det viser, hvad der kan ske, når gode idéer og lokalt engagement får mulighed for at vokse, siger Thomas Østergaard, formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget.

    En skoleven er en frivillig voksen fra lokalområdet, som typisk er tilknyttet en fast klasse nogle timer om ugen. Skolevennen kan bidrage med tid, nærvær, ro og gode relationer og være med til at styrke både de faglige og sociale fællesskaber.

    Skolevennerne erstatter ikke lærere eller pædagoger, men er et supplement til skolens professionelle arbejde.

    - Som skoleven behøver man hverken at være tidligere lærer eller have en pædagogisk uddannelse. Det vigtigste er, at man har lyst til at være sammen med børn og være en stabil og nærværende voksen. Vi håber, at flere lokale borgere får lyst til at være med, siger Thomas Garsdal, skolechef i Ikast-Brande Kommune.

    Foreningen Skolens Venner står for rekruttering, introduktion og løbende støtte til de frivillige. Indsatsen bygger på en model, der allerede anvendes i en række andre kommuner, og som er udviklet i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen.

     

    Fakta om skolevenner i Ikast-Brande

    • Seks af kommunens folkeskoler er klar til at byde de nye skolevenner velkommen:
      Ikast Nordre Skole, Ikast Østre Skole, Bording Skole, Engesvang Skole, Artium Skole og Dalgasskolen.

    • Skolens Venner har eksisteret siden 2013 og er en landsdækkende forening. På landsplan har omkring 10.000 børn allerede glæde af en skoleven.

    • Alle kan blive skoleven. Læs mere på www.skolensvenner.dk/bliv-skoleven