Pressemeddelelse: Ikast-Brande Kommune skal have ny kommunaldirektør
Kommunaldirektør Flemming Storgaards åremålsansættelse udløber den 31. januar 2027. Byrådet sætter gang i rekrutteringen af en ny kommunaldirektør til Danmarks grønne erhvervskommune.
Efter 9 år som kommunaldirektør og yderligere 9 år som økonomi- og vicekommunaldirektør i Ikast-Brande Kommune har kommunaldirektør Flemming Storgaard valgt at stoppe, når hans åremålsansættelse udløber den 31. januar 2027.
- Jeg synes, at jeg med god samvittighed kan give stafetten videre. Ikast-Brande Kommune er en velfungerende kommune med en solid økonomi, og jeg synes, at tiden er inde til, at nye kræfter kommer til efter mine mange år på posten. Samtidig er jeg klar til at prøve noget nyt og også til at få lidt mere tid til andre ting end arbejde, udtaler kommunaldirektør Flemming Storgaard.
Byrådet påbegynder så småt arbejdet med at finde en ny kommunaldirektør, herunder ikke mindst drøftelserne af hvilken profil, der ønskes. Det forventes, at stillingen opslås ultimo august/primo september med ønske om afklaring inden den 1. november 2026. En ny kommunaldirektør forventes at kunne tiltræde pr. 1. februar 2027.
- Det er ikke kommunens ønske, at vi skal skifte kommunaldirektør på nuværende tidspunkt. Personligt havde jeg håbet, at jeg kunne have kørt parløb med Flemming minimum et par år endnu. Men nu skal vi i arbejdstøjet og have fundet en ny kommunaldirektør, som skal stå i spidsen for vores organisation. Profilen skal vi bl.a. drøfte i gruppeformandskredsen, men jeg er ret sikker på, at vi går efter en person, som formår at videreudvikle kommunen med udgangspunkt i det særlige DNA, som vi har i Ikast-Brande Kommune, siger borgmester Ib Lauritsen.
For yderligere oplysninger kontakt:
- Borgmester Ib Lauritsen, tlf. 40302234.
- Kommunaldirektør Flemming Storgaard, tlf. 22714505.