Rejsegilde: En milepæl for Engesvang Skole
Ombygningen og moderniseringen af Engesvang Skole er nået til en vigtig milepæl. Onsdag den 19. august blev der holdt rejsegilde på skolen, hvor de nye rammer for alvor er begyndt at tage form. Med sodavand, røde pølser og brød blev det traditionsrige rejsegilde markeret af blandt andre håndværkere, elever, medarbejdere og repræsentanter fra Ikast-Brande Kommune.
Skoleleder Claus Bredahl Sørensen bød velkommen og fortalte, at byggeriet ved Engesvang Skole omfatter nye og forbedrede undervisningslokaler, bedre sammenhæng mellem skolens arealer, en åben og indbydende indgangsfacade samt forbedrede ude- og aktivitetsområder. Der er desuden fokus på et sundt indeklima, funktionalitet og mulighed for senere udvidelser.
En del af skolen bliver bygget om, mens der også kommer nye arealer til. Samlet omfatter projektet omkring 1.340 kvadratmeter om- og tilbygning.
For alle cirka 400 fremmødte var rejsegildet et synligt tegn på, at den store kommunale investering i Engesvang nu for alvor tager form, understregede formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget Thomas Østergaard.
- I mange år har jeg hørt, hvordan drømmene her i Engesvang har udfoldet sig med Vision 2020 og renovering af skolen. At vi nu er langt inde i realiseringen af det her projekt, det gør mig bare enormt glad. Det er sjældent en lige vej, når vi har med projekter af denne størrelse at gøre. Derfor har projektet også krævet en god portion kaffe, en masse dialog og tilpasninger, så vi har kunne bringe byggeriet hen, hvor vi er i dag, sagde Thomas Østergaard og sendte en tak til håndværkerne.
Han sendte også en varm hilsen til lærere, pædagoger, ledelse, forældre og ikke mindst elever.
- Det kræver både tålmodighed, kreativitet og vedholdenhed at komme godt igennem sådan en renovering, men jeg er sikker på, at det belønner sig, så snart vi ser resultatet blive taget i brug, sagde Thomas Østergaard.
Projektet på Engesvang Skole hænger sammen med den politiske beslutning om at investere i både Engesvang og Ejstrupholm Skole. De første midler til forberedelserne blev afsat med budgetforliget for 2022-2025, og i budgettet for 2024-2027 blev der afsat 92 mio. kr. til realiseringen af projekterne på de to skoler. Efter udbud og licitation blev Jens Jensen A/S valgt som totalentreprenør.
Carsten Gjørtz fra firmaet Gjørtz/Andersen/Arkitekter satte i sin tale fokus på godt håndværk i byggeriet.
- Det er god kvalitet, vi skal opnå, så vi sammen får bygget verdens bedste skole, sagde han.
For elever og medarbejdere på Engesvang Skole har byggeriet allerede i en længere periode været en mærkbar del af hverdagen. Arbejdet gennemføres i etaper, og undervejs har det blandt andet været nødvendigt at finde midlertidige løsninger for undervisningen. Derfor var rejsegildet også en anledning til at stoppe op og se på, hvor langt projektet er nået.
Skoleleder Claus Bredahl Sørensen tog som den sidste ordet og forklarede børnene om traditionen bag et rejsegilde. Blandt andet at kransen er med til at bringe lykke til bygningens beboere.
- Jeg er sikker på, at vi vil opleve en følelse af lykke, når vi tager vores nye skole i brug i 2027, sagde han og kom så til et, for mange af børnene, yderst vigtigt emne:
- Vi har 1075 pølser klar, så der er rigeligt til alle. Vi har også sodavand nok. Hold køkultur, løb ikke, og lad de yngste elever komme til først, lød det fra skolelederen.
Arbejdet fortsætter nu frem mod den endelige aflevering af en moderniseret Engesvang Skole med nye rammer for elever, medarbejdere og lokalsamfundet.