Gå til hovedindhold

Skærmbesøg tager form i Ikast-Brande Kommune

I Ikast-Brande Kommune er vi i fuld gang med at etablere skærmbesøg som en ny måde at få hjælp på i hjemmeplejen og sygeplejen.
Som en del af KL's skaleringssamarbejde om skærmbesøg arbejder vi sammen med en række kommuner om at dele erfaringer, udvikle løsninger og lære af hinanden.

Indhold

    Skaleringssamarbejdet har indtil videre bidraget betydeligt til vores planlægning og forberedelse. Gennem workshops, netværksmøder og sparring med Viborg, Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Syddjurs, Holstebro, Herning, Mariagerfjord og Esbjerg kommuner har vi fået værdifuld viden om blandt andet: Organisering af skærmbesøg, arbejdsgange og implementering, samt kompetenceudvikling af medarbejdere.
    Gennem samarbejdet får vi mulighed for at bygge videre på de erfaringer og den viden, som allerede er opnået i andre kommuner. Det giver os et stærkt udgangspunkt for at etablere en løsning, der bygger på det vi ved virker.
    Nu ser vi frem til næste skridt, hvor planlægning bliver omsat til praksis. De første skærmbesøg forventes at blive gennemført i efteråret 2026, og vi glæder os til at gøre det til en del af hverdagen for både borgere og medarbejdere.