Gå til hovedindhold

Regnskab 2024

Her kan du se kommunens godkendte regnskab.

Her vises et billede af en åben kalenderbog

Indhold

    Kommunens årsregnskab for 2024 blev godkendt af byrådet den 30. juni 2025 og bygger på de obligatoriske oversigter og redegørelser, der skal aflægges i overensstemmelse med Lov om kommuners styrelse og reglerne fra Social- og Indenrigsministeriet.

    Årsrapporten kan hentes her:

    REGNSKABSRESULTATET 2024
    Regnskabsresultatet for den ordinære drift viser i 2024 et overskud på 193,1 mio. kr. I det korrigerede budget var der regnet med et overskud på 0,3 mio.kr., mens det oprindelige budget viste et overskud på 166,6 mio.kr. Resultatet viser, at regnskabet for den ordinære drift er 26,5 mio.kr. bedre end det oprindelige budget.

    Overskuddet fremkommer ved ekstra tilskud fra staten ved midtvejsregulering samt mindre driftsudgifter end oprindeligt budgetteret på Sundheds- og Ældreudvalget, Udviklings- og Erhvervsudvalget, Økonomi- og Planudvalget, Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget samt renter. Mindreudgifterne mere end opvejer større udgifter end oprindeligt budgetteret på Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget og Arbejdsmarked-, Psykiatri- og Handicapudvalget. Når forskellen mellem det faktiske regnskabsresultat og det korrigerede budget på den ordinære drift er på 192,8 mio. kr., skyldes det hovedsageligt mindreudgifter, der overføres til næste år på 190 mio. kr.

    Der er på de ordinære driftsudgifter et mindreforbrug i forhold til det oprindelige budget på 15,1 mio. kr., hvilket svarer til en afvigelse på 0,5 %.

    Driftsresultatet viser at der har været en fornuftig styring af driften, hvor årets resultat er bedre end forventet, både i forhold til oprindeligt og korrigeret budget.

    I forhold til sidste år, er der sket en mindre stigning i driftsoverførslerne. Der søges overført 190 mio. kr. i år mod 165,1 mio. kr. sidste år. Det vil sige, at samlet set, er der akkumuleret 25 mio. kr. i opsparing i forhold til tidligere år. Meropsparingen i forhold til sidste år kan forklares med følgende hovedårsager:

    • Flere områder, der tidligere havde budgetoverskridelser, har fået implementeret en række tiltag og handleplaner, som i år har medført budgetoverholdelse
    • Mindre aktivitet og forbrug på tværs af kommunen, hvor især udefrakommende årsager har medført en forskydning af forbruget til en senere periode

    Der er i forbindelse med den politiske behandling af den samlede regnskabssag udarbejdet et særskilt notat med specifikation af og forklaring på overførslerne.

    Faldet i overførslerne på finansiering udgør 18,4 mio. kr. og skyldes hovedsageligt at kommunen i 2024 har overført afsat beløb til indskud i Landsbyggefonden vedrørende almene boliger på 13 mio. kr., og at kommunen har haft større udbetalinger på arbejdsskader, som er dækket af arbejdsskadepuljen, hvorfor puljen er reduceret med 5,8 mio. kr.


    I det oprindelige budget blev der afsat 106 mio. kr. til anlæg på det skattefinansierede område. Der er afholdt anlægsudgifter for 74,2 mio. kr., hvilket er 121,7 mio. kr. mindre end afsat i korrigeret budget. Anlægsoverførslerne er steget i forhold til sidste år. På det skattefinansierede område inkl. jordforsyningen overføres der 98,1 mio. kr., hvilket er en stigning i forhold til sidste år på 64,8 mio. kr. Stigningen skyldes primært anlægsprojekter, som ikke er fuldt opstartet i 2024.

    Jordforsyningens regnskab viser et overskud på i alt 16,1 mio. kr., hvor der oprindeligt var budgetteret med et overskud på 0,3 mio. kr. Indtægterne i år viser et mindre fald på 0,6 mio. kr. i forhold til 2023, mens udgifterne til køb af jord inkl. byggemodning i år er 10 mio. kr. lavere end sidste år.

    Samlet set betyder ovennævnte, at det skattefinansierede område i 2024, ender med et overskud på 134,9 mio. kr. Det oprindelige budget viste et overskud på 60,9 mio. kr. Afvigelsen i forhold til det oprindelige budget er på i alt 74 mio. kr. bedre end oprindeligt budgetteret.

    Regnskab 2024 for forsyningsvirksomhederne viser et overskud på 3,9 mio. kr., hvor det oprindelige budget viste et overskud på 2,9 mio. kr. Overskuddet skyldes primært mindreforbrug på kommunens genbrugspladser, hvor der har været mindre aktivitet, samt faldende affaldsmængder.

    Samlet set viser årets resultat et overskud på 138,8 mio. kr., hvilket er bedre end forventet i forhold til både oprindeligt og korrigeret budget.

    Kommunen har alene optaget lån vedr. indefrosne ejendomsskatter i 2024 på baggrund af lånerammen for 2023. Opgørelsen af øvrige udgifter med automatisk låneadgang viste, at alene energibesparende foranstaltninger med 3,5 mio. kr. var låneberettigede, men samtidig viste opgørelsen, at salg af grunde i jordforsyningen, som tidligere var lånefinansieret, medførte indfrielse af lån på 5,2 mio. kr. Samlet betød det, at kommunen ekstraordinært indfriede lån for 1,7 mio. kr. i 2024. Afdrag på eksisterende lån beløber sig til 74,8 mio. kr. inklusiv ældreboliglån og indefrosne feriepenge.