Gå til hovedindhold

Ikast-Brande Kommune får 9 millioner kroner til at udvikle mere liv i Ikast bymidte

Ikast er en af de 14 danske byer, som en bred kreds af Folketingets partier har udpeget til at indgå i en forsøgsordning med frie bymidter for at skabe mere liv og vækst. Oprindeligt havde 32 søgt om at blive en del af ordningen.

10. okt. 2023

Indhold

    - Nu er vi kommet gennem nåleøjet som en af de 14 udvalgte. Det er et vigtigt skridt til at skabe en bedre og levende midtby for borgere, kulturliv og handelsliv i Ikast, siger Ikast-Brande Kommunes borgmester Ib Lauritsen.

    Forsøgsordningen med frie bymidter består af to spor: Det ene er økonomisk hjælp. Det andet er muligheden for at blive sat fri fra dele af lovgivning og regler, som står i vejen for at skabe levende bymidter og styrke den lokale velfærd.

    Partierne bag forliget har afsat en pulje på 130 millioner kroner i medfinansiering over en femårig periode, hvoraf Ikast-Brande Kommune står til at modtage cirka 9 millioner kroner.

    Et krav for at deltage i forsøgsordningen er, at der skal etableres lokale velfærdscentre, og at byens private og civile aktører inddrages i et bredt samarbejde med kommunen. Og det er netop, hvad Ikast-Brande Kommune har gjort ved at byde ind med et projekt, som omfatter en gentænkning af både torvet og rådhuset, hvor nye driftsmodeller og nye samarbejdsformer skal prøves af.

    Målet er etableringen af et velværdscenter/borgerhus i det nuværende rådhus. Samtidig skal torvet på sigt omdannes for at skabe en bedre sammenhæng i bymidten.

    - Vores projekt for midtbyen i Ikast er sammentænkt med Masterplanen for kommunens egne administrationsbygninger, hvor tanken er at samle flere administrative medarbejdere på den tidligere Vestre Skole, og derigennem frigive plads til mere borgernære aktiviteter i det nuværende rådhus, siger borgmester Ib Lauritsen.

     

    For yderligere information, kontakt:

    ·         Ib Lauritsen, borgmester.
    Telefon: 40302234. Mail: iblau@ikast-brande.dk

    ·         Kenneth Jensen, teknik- og stabsdirektør
    Telefon 21 13 24 15. Mail: kenje@ikast-brande.dk