Gå til hovedindhold

Pressemeddelelse: Det blev Tegnestuen Vandkunsten

Partnerskabet bag projektet Gennembruddet: Brande City, Bestseller, den filantropiske forening Realdania og Ikast Brande Kommune, har valgt tegnestuen Vandkunsten til at bringe Gennembruddet i Brande midtby, videre.

21. dec. 2023

Indhold

    Gennembruddet er en vision om, at en forbindelse gennem husrækken i Storegade, vil bringe liv, lys og åløbet helt tæt til midtbyen, og ophold, leg og flow til den rekreative bagside af hovedgaden. Ideen er opstået hos Brande City, og siden er partnerskabet opstået, så en realisering af det store projekt er fuldt mulig.

     

    Med valget af arkitektrådgivere følger nu en grundig bearbejdelse og videreudvikling af idegrundlaget, så Gennembruddet kan tilpasses Brande midtby, både i skala, funktion og udtryk.

     

    Den 30. oktober mødtes partnerskabet, - som også er projektets styregruppe, med de tre arkitektteams, som var inviteret til at komme med deres bud på, hvordan Gennembruddet i Brande midtby kan se ud. Det var tre meget kvalificerede og meget forskellige bud som henholdsvis Team Gründl Haarh (med landskabstegnestuen Lytt), Team Schönherr (med arkitekt Morten Smidt og kunstner Morten Stræde) og Vandkunsten, præsenterede.

     

    I den efterfølgende måned gennemgik fagforvaltningen projekterne og sammenlignede de fire hovedpunkter i projektet: Torvet - selve forbindelsen i Storegade - trappepladsen på bagsiden og åen med den bagvedliggende plæne, som skal transformeres til en klimapark.

     

    Den 4. december mødtes partnerskabet igen for endeligt at vælge hvilket team, man ønskede at arbejde videre med. Vandkunsten blev valgt for deres meget fine forståelse for Brandes skala og for deres gode sans for byrum og indlevelse i det liv, som skal leves i byen med den nye forbindelse.

     

    Alle tre forslag var af meget høj kvalitet, og der er elementer i både team Gründl Haarhs og i team Schönherrs forslag, som kommer til at præge Gennembruddet.

    Men helt overordnet var styregruppen enig om, at Vandkunsten viste den største indlevelse og den mest præcise forståelse for opgavens kompleksitet. Gennembruddet skal nemlig føles trygt og velkomment, både når der er byfest en sommeraften i juli, og når man kommer alene op gennem anlægget en sen torsdag aften i november.

     

    - Opgaven er kompleks, og der kommer stadig ny viden og kreative benspænd til, så Gennembruddet har endnu ikke fundet sit endelige udtryk. Det er netop dét, som de dygtige arkitekter fra Vandkunsten skal hjælpe os med. Vi går en spændende og kreativ fase i møde, og i styregruppen glæder vi os meget til at komme i gang i begyndelsen af det nye år, siger formanden for styregruppen, Simon Vanggaard fra Ikast-Brande Byråd.

     

    - Ifølge tidsplanen er vi fremme i maj, før vi har et konkret bud på det Gennembrud, vi alle ønsker os, og som vi også lige nu alle har hvert vores indre billede af, hvad kan være. De næste måneder skal partnerskabet samarbejde kreativt med Vandkunstens arkitekter, og alle parter glæder sig, siger Kent Lykke fra Brande City.

     

     

    For yderligere information, kontakt:

     

    Læs mere om Tegnestuen Vandkunsten: https://vandkunsten.com/

    Partnerskabet bag Gennembruddet: 
    Brande City - Bestseller – Realdania - Ikast-Brande Kommune.