Gå til hovedindhold

Pressemeddelelse: Rejsehold knækker kurven for sygefravær i Ikast-Brande Kommune

Sygefraværet er på himmelflugt i mange af de danske kommuner. Bare ikke i Ikast-Brande, hvor kurven er knækket, så udviklingen nu går i den rigtige retning.
Ændringen skyldes blandt andet en målrettet indsats af kommunens sygefraværs-rejsehold, der i tæt samarbejde med alle kommunens institutioner har arbejdet med at nedbringe sygefraværet.

22. jun. 2023

Indhold

    Den seneste rapport fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser, at sygefraværet på landsplan i perioden fra 2020 til 2022 er steget fra 5,3 procent til 7,1 procent.
    En stigning på 1,8 procentpoint.
    Den største faktor for det stigende sygefravær var COVID-19.

    Samtidig viser beregninger, at Ikast-Brande Kommune har haft den laveste sygefraværsstigning sammenlignet med de øvrige vestjyske kommuner. I disse kommuner er sygefraværet gennemsnitligt steget med 1,7 procentpoint, mens stigningen ”kun” ligger på 0,9 procentpoint i Ikast-Brande Kommune.  

    Denne nye udvikling står i skærende kontrast til tidligere år, hvor Ikast-Brande Kommune gennem en periode havde højere sygefravær sammenlignet med de øvrige vestjyske kommuner.

    Den seneste rapport viser, at Ikast-Brande Kommunes sygefravær i 2022 lå på 6,6 procent, hvilket placerer Ikast-Brande Kommune i den laveste ende på skalaen - og på niveau med de øvrige vestjyske kommuner.

    Arbejdsmarkeds- og Borgerservicechef Charlotte Gye Sørensen forklarer, at den lave stigning i Ikast-Brande Kommune blandt andet kan tilskrives, at man intensivt har arbejdet med sygefraværet i kommunen, både politisk og administrativt:

    - Vi har nedsat et Rejsehold, der har besøgt alle kommunens institutioner og arbejdspladser for at sikre, at de tilgængelige data kommunen har til rådighed, bliver brugt og anvendt på den gode måde, som er aftalt i de retningslinjer et enigt byråd vedtog i 2019. Gevinsten af det intensive arbejde kan derfor allerede ses, når vi på trods af COVID19 ikke er steget så kraftigt sammenlignet med de øvrige vestjyske kommuner, og heller ikke har en så markant stigning i sygefraværet som på landsplan.

    Rejseholdet, der er nedsat af direktionen, vil i den kommende tid genbesøge kommunens institutioner med fokus på at fastholde det gode arbejde med at forebygge sygefravær. Rejseholdet består af en konsulent fra Løn- og Personaleafdelingen og en konsulent fra Arbejdsmarkedsafdelingen.


    For yderligere information, kontakt:

    • Charlotte Gye Sørensen, Chef for Arbejdsmarkedsafdelingen og Borgerservice.
      Telefon: 99604201. Mail: chars@ikast-brande.dk

    • Flemming Storgaard, kommunaldirektør.
      Telefon: 22714505. Mail: flsto@ikast-brande.dk