Gå til hovedindhold

Stærkt samarbejde bringer dansk kateterstudie hurtigt fremad

REDUCE-studiet i Ikast-Brande og Holstebro Kommuner er kommet stærkt fra start. Siden rekrutteringen begyndte den 10. august, er 100 af de 160 planlagte deltagere inkluderet.
Relevante borgere kan fortsat komme i betragtning til deltagelse, indtil det planlagte antal deltagere er inkluderet.

Indhold

    Studiet undersøger, om et nyt kateterdesign kan reducere komplikationer hos borgere med permanent blærekateter. Den hurtige rekruttering understreger værdien af et tæt samarbejde, stærke sundhedsfaglige kompetencer og et fælles fokus på bedre patientpleje.

    Da Ikast-Brande og Holstebro Kommuner indledte samarbejdet om REDUCE-studiet, var ambitionen at bringe klinisk forskning tættere på borgernes hverdag. Den positive fremdrift i studiet viser, hvordan kommunernes sundhedsfaglige medarbejdere med deres faglighed og tætte kontakt til borgerne bidrager til at omsætte ambitionen til praksis.

    - Rekrutteringen har udviklet sig meget positivt, og det skyldes i høj grad den indsats, som medarbejderne i kommunerne yder. Deres kendskab til borgerne og erfaring med den daglige kateterpleje er en væsentlig styrke i gennemførelsen af studiet. Det giver os mulighed for at undersøge nye behandlingsmuligheder i de omgivelser, hvor patienterne faktisk modtager deres pleje, siger studiets projektleder, ledende overlæge Frank Holden Mose, ph.d., fra Regionshospitalet Gødstrup.

    REDUCE er et klinisk studie, der undersøger, om et nyt kateterdesign kan reducere komplikationer hos borgere med permanent blærekateter. Studiet gennemføres i Ikast-Brande og Holstebro Kommuner med faglig støtte fra Regionshospitalet Gødstrup.

    På billedet ses de to projektsygeplejersker: Lærke Plougheld Larsen (t.v.) og Camilla Smed Lauvring-Loft.