Gå til hovedindhold

Angst

Hjælp til børn og unge med begyndende angst.

Lys strømmer gennem træer
  • Læs op

Indhold

    Hvis du er bekymret for et barn, som måske er ved at udvikle angst, så kan du her læse mere om Ikast-Brande Kommunes tilbud til børn og unge med begyndende angst.

    Ikast-Brande Kommune har et tilbud til børn og unge med begyndende angst. Tilbuddet rummer råd og vejledning, screening og behandling. Behandlingen består primært af Cool Kids og gruppeforløb. Tilbuddet er åbent og kræver ikke henvisning.

    Tilbuddet er for alle børn og unge fra 0-17 år (og deres familier).

    Angst og tristhed er helt almindelige følelser i alle mennesker, og alle oplever at have ængstelighed og bekymringer i livet. Men i nogle situationer, kan barnets bekymringstanker få overtaget, så de forhindrer barnet i at gøre almindelige aktiviteter så som at gå i skole, besøge venner, gå til fritidsinteresser mv.

    Børn og unge med begyndende angst kan ofte stille mange unødige spørgsmål og kræve konstant beroligelse. Her er nogle af de tegn, som man kan være opmærksom på.

    Oplever du ofte, at dit barn:

    • Er meget bekymret og tænker meget på, hvad der kan gå galt.
    • Foretrækker at være sammen med personer, det kender godt, og er tryg ved og holder sig tæt til forældrene, når de færdes uden for hjemmet.
    • Klager jævnligt over hoved- eller mavepine.
    • Undgår uvante eller vanskelige situationer for eksempel ved at finde på undskyldninger eller blive syge.
    • Har svært ved at sove og tager lang tid om at falde i søvn.

    Kontakt Ikast-Brande Kommune for nærmere hjælp - se boksen til højre med kontaktoplysninger.

    Når du kontakter os, så vil vi sammen med dig vurdere situationen, og hvordan I bedst hjælpes. Der kan eksempelvis tilbydes vejledning, rådgivningsforløb, hjælp til selvhjælp og Cool-Kids og gruppeforløb.

    Alle kan tage kontakt - børn, unge, forældre, pårørende og fagprofessionelle.