Gå til hovedindhold

Arealer til forskellige byformål

Retningslinjer for arealer til forskellige byformål

Indhold

    GENERELLE RETNINGSLINJER FOR AREALUDLÆG TIL FORSKELLIGE BYFORMÅL 

    1. Ved fastlæggelse af arealer til nybyggeri skal der tages hensyn til rummeligheden i de eksisterende og allerede planlagte byområder. Hvis der er overskydende areal til byformål i gældende kommuneplan, skal arealet enten tages ud af rammerne, overgå til nyt formål eller betegnes som perspektivareal, dvs. byvækstområde på langt sigt.
    2. Udbygningens rækkefølge fastlægges i rammerne for lokalplanlægningen.

    RETNINGSLINJER FOR AREALUDLÆG TIL BOLIGOMRÅDER

    1. De væsentligste fremtidige udlæg af boligarealer skal finde sted i hovedbyen Ikast og i centerbyen Brande.
    2. I byer over 1000 indbyggere, må der kun opføres boliger i de boligområder, der er udlagt i kommuneplanen. Arealerne fremgår af kortet.
    3. Bestemmelser vedrørende de enkelte områders arealanvendelse og bebyggelsesmuligheder samt udbygningens rækkefølge fremgår af kommuneplanens rammer. 
    4. I beregning af arealbehov til boliger skal det tilstræbes ikke at bruge mere areal til nybyggeri end 1 ha pr. 10 boliger i byer på 8.000 indbyggere og derover og 1 ha pr. 7 boliger i mindre byer.  
    5. Nye boligområder skal placeres, så der ikke bliver væsentlige miljøpåvirkninger, som f.eks. støj, luftforurening, lugtgener eller jordforurening.
    6. Seniorboliger skal primært placeres centralt i byen eller i kanten af byen med en god naturtilknytning.

    RETNINGSLINJER FOR AREALUDLÆG TIL ERHVERVSOMRÅDER

    1. De væsentligste fremtidige udlæg af erhvervsarealer skal finde sted i hovedbyen Ikast og i centerbyen Brande.
    2. Der må kun opføres erhvervsbyggeri i de erhvervsområder, der er udlagt i kommuneplanen. Områderne fremgår af kortet. 
    3. Bestemmelser vedrørende arealanvendelse og bebyggelse fremgår af kommuneplanrammerne for de enkelte erhvervsområder.
    4. Nye større byudviklingsområder til erhverv skal udlægges på baggrund af samlede overvejelser om den fremtidige erhvervsstruktur og en arbejdsdeling mellem erhvervsområderne.
    5. Arealudlæg til erhvervsformål bør højst være 1 ha pr. 3.000m2 etageareal. Herudover kan der udlægges areal til virksomheder med særlige beliggenhedskrav.
    6. Bebyggelsesprocenten i udlagte erhvervsområder skal mindst være på 40%.
    7. Udlæg af nye erhvervsarealer langs motorvejene skal begrænses og primært reserveres til transporttunge virksomheder, der har behov for nem adgang til det overordnede vejnet.
    8. Nye erhvervsområder skal søges placeret, så der er mulighed for godstransport ad vej og bane og muligheder for kollektiv persontrafik og sikker cykeltrafik.
    9. Erhvervsområder til virksomheder med stort transportbehov skal udlægges så der er gode forbindelser til områderne fra veje af regional betydning og sådan at trafikken til og fra områderne ikke påfører boliger, institutioner o.l. højere støjbelastning end de anbefalede værdier i Miljøstyrelsens vejledninger.
    10. Nye erhvervsområder skal placeres, så der ikke er risiko for uacceptabel støj og luftforurening eller øget trafikbelastning i boligområder og andre forureningsfølsomme områder.
    11. Virksomheder med stort varmeforbrug bør etableres, hvor der kan udnyttes varme fra en større central varmeproduktion via fjernvarmenet. Der er dog mulighed for anden placering, hvis virksomheden bruger overskudsvarme fra nabovirksomheder eller ikke-fossile brændsler, f.eks. biomasse.
    12. Særligt varmeproducerende virksomheder skal som hovedregel etableres, hvor der er eller kan etableres fjernvarmenet, der kan aftage den producerede overskudsvarme, eller hvor overskudsvarmen kan udnyttes af nabovirksomheder.

    RETNINGSLINJER FOR AREALUDLÆG TIL OFFENTLIG OG PRIVAT SERVICE

    1. Der kan i kommuneplanen primært udlægges areal til servicefunktioner i hovedbyen Ikast og centerbyen Brande. Planlægningen skal dog sikre grundlaget for at opretholde den eksisterende basisforsyning i byerne med lokalcenterfunktion: Bording, Engesvang, Nørre Snede og Ejstrupholm.
    2. I kommuneplanen skal det sikres, at:
      • bebyggelsesprocenten i udlagte områder til offentligt byggeri og lignende kan blive mindst 40%, når offentligt tilgængelige grønne områder og lignende ikke medregnes
      • der er gode vejforbindelser til området fra veje af regional betydning
      • nye områder til offentlig virksomhed o.l. placeres, så trafikstøj ikke generer og virksomhedsstøj ikke overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænser. Afstand til områder med virksomheder med særlige beliggenhedskrav skal følge retningslinjerne for disse virksomhedstyper
      • nye områder til offentlige formål, der er følsom over for forurening, placeres i en sådan afstand fra erhverv og landbrugsvirksomhed, at støj- og lugtgener undgås
      • nye områder til offentlige formål, der er følsom over for forurening, kun under særlige omstændigheder placeres på forurenede arealer.
    3. Ved beregning af areal til offentlig service, bør arealbehovet højst være 1 ha pr. 3.000 m² etageareal.

    GENERELLE MÅL FOR AREALUDLÆG TIL BYFORMÅL

    • Vi vil have fokus på kvaliteten i vores byområder
    • Vi vil sikre funktionelle byer med en hensigtsmæssig placering af forskellige funktioner og gode udviklingsmuligheder.

    MÅL FOR AREALUDLÆG TIL BOLIGOMRÅDER

    • Vi vil i planlægningen sikre, at boligudbuddet i Ikast og Brande har en stor variation, der giver mulighed for både åben og tæt lav boligbebyggelse samt etageboliger, så udbuddet kan tilgodese alle befolkningsgrupper uanset om man er ejer eller lejer.
    • Vi vil i planlægningen sikre, at der er mulighed for at etablere centralt beliggende og attraktive boliger i Ikast og Brande ved at arbejde for en fortætning af bymidten og for attraktive opholds- og friarealer i tilknytning til boligerne.
    • Vi vil i planlægningen sikre, at boligudbuddet i Bording, Engesvang, Nørre Snede og Ejstrupholm understøtter byernes kvaliteter som bosætningsbyer.
    • Vi vil genoverveje anvendelsen af de uudnyttede, mindre arealer i bymidterne til rekreative formål, så borgerne får bedre adgang til grønne oaser tæt på deres boliger.

    MÅL FOR AREALUDLÆG TIL BOLIGOMRÅDER

    • Vi vil i planlægningen understøtte udviklingen i Ikast og Brande ved at udlægge tilstrækkelige nye erhvervsarealer og ved at gentænke eksisterende erhvervsarealer.
    • Vi vil i planlægningen for Bording, Engesvang, Nørre Snede og Ejstrupholm understøtte, at de eksisterende, funktionstømte erhvervsarealer omdannes til nyt erhverv eller anden anvendelse. Der vil blive udlagt nye arealer til erhvervsudvikling i Nørre Snede og Ejstrupholm efter behov, men ikke i Bording og Engesvang. Bording og Engesvang skal anvende de nye arealudlæg, der er i Pårup.
    • Vi vil i planlægningen sikre, at aktiviteterne i erhvervsområderne kan foregå uden væsentlige miljøpåvirkninger. Aktiviteterne må ikke være til gene for rekreative eller boligmæssige anvendelser af de omkringliggende arealer. Det vil vi sikre ved f.eks. at anlægge grønne bælter eller bufferzoner som overgangsarealer til mindre miljøbelastende aktiviteter.

    MÅL FOR AREALUDLÆG TIL OFFENTLIG OG PRIVAT SERVICE

    • Vi vil sikre, at der i Ikast og Brande er de offentlige servicefunktioner, der er nødvendige for at understøtte byernes rolle som hovedby og centerby. Rådhuset fastholdes i Ikast og i Brande fastholdes en administrationsbygning.
    • Vi vil arbejde for, at der i Bording, Engesvang, Nørre Snede og Ejstrupholm er de offentlige servicefunktioner, der er nødvendige for at understøtte byernes rolle som lokalcenterbyer og bosætningsbyer. Hvis det kan gavne de fire byer, vil vi sammentænke den offentlige service på tværs af byerne, så vi kan udnytte byernes ressourcer bedst muligt.
    • Vi vil samarbejde med borgerne ud fra princippet: "Du finder løsninger sammen med os".

    Kommuneplanen skal sikre, at der er tilstrækkeligt areal til byformål, og at udnyttelsen af arealerne sker på en måde, så der ikke bliver inddraget unødige arealer og mere areal end der er behov for.

    Når kommunen finder behov for at inddrage nye områder til byformål, er det vigtigt, at vi afvejer hensynet til de andre værdier i byernes opland, f.eks. natur og landskab, kulturhistoriske værdier, miljøbeskyttelse, grundvandsbeskyttelse, klima og landbrugsinteresser. Ikast-Brande kommune tilstræber at undgå konflikter mellem benyttelse af arealer og beskyttelses- og bevaringsinteresserne.

    Før man udlægger nye arealer til byformål, må man kigge på rummeligheden i de eksisterende og allerede planlagte byområder. Hvis der er uudnyttede arealer, som ikke vil blive taget i brug foreløbig, er det bedst at tage arealerne ud af kommuneplanen og lade dem overgå til et nyt formål. Uudnyttede kommuneplanlagte arealer som ikke ønskes udnyttet optager en unødig arealressource, som kan anvendes andre steder i kommunen, hvor der er behov for byudvikling.

    Alle nye arealudlæg til byformål, der ikke i forvejen ligger i byernes byzone, skal overgå til byzone i forbindelse med kommende lokalplanlægning. Byvækst skal foregå indefra og ud, så der altid er sammenhæng mellem eksisterende og nye byområder.

    Når vi planlægger byudvikling er det væsentligt at vurdere, om den planlagte fremtidige infrastruktur er tilstrækkelig. Det er hensigtsmæssigt at placere de arealer, der skaber mest trafik, for eksempel detailhandel, erhverv med mange ansatte og tæt bebyggelse, hvor der f.eks. er er mulighed for at benytte kollektiv trafik.

    Boligformål
    Boligbyggeriet og salget af boliggrunde steg i perioden forud for kommuneplanrevisionen i 2021. Med udbruddet af pandemien COVID-19 skete der en voldsom udvikling i boligmarkedet, hvilket afspejlede sig i salget af boliggrunde til både åben-lavt og tæt-lavt boligbyggeri. Det var svært at spå om udviklingen var midlertidig, eller om der vil komme en kraftig afmatning på et tidspunkt, eller om det er en mere permanent tilstand. Ikast-Brande Kommune ville være forberedt på, at grundsalget i kommuneplanperioden 2021-2033 bliver noget højere end i den forgangne periode. Derfor blev der udlagt boligareal til at dække det forventede behov i Ikast, Brande, Engesvang og Nørre-Snede. I Bording og Ejstrupholm var vurderingen, at der er uudnyttet boligareal nok til de kommende 12 år. Siden vedtagelse af kommuneplanen i 2021 har der imidlertid være stor efterspørgsel på planlægning for private udstykninger i Ikast og Brande, og flere af de udlagte boligområder er lokalplanlagt og udbygningen påbegyndt. Derfor er der i kommuneplanperioden planlagt for yderligere byvækst til boligformål ved Hagelskærvej og Bangsvej i Ikast og Stjernevejen i Brande.

    Erhvervsformål
    Ikast-Brande Kommune er Danmarks ”Grønne erhvervskommune”, og er kendt for et godt erhvervsklima og internationalt favnende virksomheder, der især har rødder i tekstilindustrien og vindmølleindustrien. Det ønsker vi fortsat at understøtte i kommunens udvikling. Ligeledes skal vi i kommuneplanlægningen sikre, at der er erhvervsarealer der kan imødekomme efterspørgslen. Særligt efterspørgslen på store erhvervsgrunde har betydet at store erhvervsområder i Ikast og Pårup er solgt og udbygningen er i gang eller påbegyndes indenfor kommuneplanperioden.

    Selv om der sker en løbende reduktion af virksomhedernes miljøbelastning, er der stadig virksomhedskategorier, der stiller særlige beliggenhedskrav i forhold til f.eks. boligområder og grundvandsressourcer. Mange af kommunens virksomheder - især de transporttunge - har et særligt behov for nem adgang til det overordnede vejnet, herunder regionens motorvejsnet. Det er derfor vigtigt, at kommunen råder over tilstrækkelige erhvervsarealer med en god beliggenhed i forhold til det overordnede vejnet. Efterspørgslen på store erhvervsgrunde på over 10 ha har betydet, at der er planlagt for 2 nye byvækstarealer til erhvervsformål i tillæg til Kommuneplan 2021. Der er rammelagt et ca. 30 ha nyt erhvervsområde ved Isenvadvej syd for Ikast og en udvidelse på ca. 16 ha ved erhvervsområdet ved Energi i Pårup. Begge områder er arealer forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder.

    Bymidten og detailhandlen i Ikast og Brande er som i mange andre byer udfordret, og derfor skal vi også i den kommende kommuneplanperiode have fokus på at fastholde liv i bymidterne. Den planlægning, der regulerer udviklingen i bymidterne i Ikast og Brande, er tiden løbet fra. Der er brug for en ny, robust planlægning, der kan imødekomme de udfordringer, som bymidterne står overfor.

    Nye arealudlæg til byformål
    I overensstemmelse med det fastlagte bymønsters rollefordeling mellem byerne, skal de væsentligste fremtidige udlæg af arealer til byformål, herunder boligarealer og erhvervsarealer, finde sted i hovedbyen Ikast og i centerbyen Brande.

    Vores byplanlægning for Ikast og Brande skal bl.a. sikre, at der bliver bedre mulighed for at etablere attraktive og centralt beliggende boliger. Det vil vi gøre ved bl.a. at arbejde med en fortætning af bymidterne. Vi vil også arbejde for, at boligudbuddet i de to byer har en stor variation, så udbuddet kan tilgodese alle befolkningsgrupper.

    Bording, Engesvang, Nørre Snede og Ejstrupholm er mindre byer med lokalcenterfunktion. Byerne har fælles træk, men de har også individuelle kvaliteter og styrker. Byerne har mange kvaliteter som bosætningsbyer, ikke mindst på grund af deres nærhed til rekreative arealer og natur. Derfor skal boligudbuddet i Bording, Engesvang, Nørre Snede og Ejstrupholm understøtte byernes kvaliteter som bosætningsbyer.

    I Kommuneplan 2025 udlægger vi kun nye arealer til boligformål i Engesvang. Restrummeligheden i de allerede rammelagte og uudnyttede erhvervsområder betyder, at der ikke er grundlag og behov for at udlægge nye byvækstarealer til boligformål i Ikast, Brande, Bording, Nørre Snede og Ejstrupholm.
    Vores byplanlægning i Ikast og Brande skal være på forkant med erhvervsudviklingen, så vi altid kan komme erhvervslivet i møde med ledige erhvervsarealer. Vi vurderer, at der er erhvervsarealer nok de 6 byer til en ny planperiode. Restrummeligheden i de allerede rammelagte og uudnyttede boligområder betyder, at der ikke er grundlag og behov for at udlægge mere. Hvis der bliver behov for nye arealudlæg til erhvervsudvikling, følger vi op med ny planlægning.

    Vi vil sammentænke den offentlige service på tværs af byerne, hvis det kan gavne de fire lokalcenterbyer: Bording, Engesvang, Nørre Snede og Ejstrupholm. På den måde kan vi udnytte ressourcerne bedre og opnå en bedre service. Ikast er hovedbyen i kommunen, derfor fastholder vi rådhusfunktionerne i Ikast, men med en flytning fra Rådhuset til Administration Vest. Administrationsbygningen ved Bellisvej i Nørre Snede bliver lukket inden for planperioden og størstedelen af den kommunale administration samles i Ikast.

    Nyt arealudlæg i Engesvang 
    Ikast-Brande Kommune oplever en stor efterspørgsel på byggegrunde i Engesvang. Engesvang er by, hvor der har været en vækst på knap 10 % fra 2012 til 2024 og byen der er blevet bygget mange nye boliger primært til åben-lave enfamilieshuse og tæt-lave huse som dobbelthuse og rækkehuse.    

    For at kunne dække det forventede behov for boliger i Engesvang udlægger vi i Kommuneplan 2025 ét nyt arealer til boligformål ved Gl. Kongevej. Der inddrages 8,5 ha uplanlagt landzonejord til byformål i direkte forlængelse af de allerede rammelagte boligområder vest for Kragelundvej. Med udlægget af det nye område forventer vi at kunne dække behovet i Engesvang i en 8-årig periode.

    Der er fastsat rammebestemmelser for den efterfølgende lokalplanlægning for det udlagte byområde. Rammebestemmelserne fremgår af kommuneplanens rammer.

    Nederst på siden under "Dokumenter" kan du finde et kort, der viser byvækstarealet i Engesvang.

    Arealudlæg i Nørre Snede udgår  
    Et eksisterende rammelagt område 18.B4.1 til boligformål ved Teglværksvej er taget ud af Kommuneplan 2025, da det ikke er aktuelt at bygge det ønskede på arealet. Arealet på ca. 6,5 ha optager en arealressource, og indgår derfor i en omfordeling af arealer til udlæg af boligområde i Engesvang. Såfremt det på et senere tidspunkt bliver aktuelt med boliger på arealet, kan det eventuelt planlægges for det igen.

    Arealet blev udlagt i kommuneplan 2021 ca. 6,5 ha lige nord for omfartsvejen til et boligområde med fokus på bæredygtighed og med mulighed for bl.a. at etablere ”tiny houses”. Der har imidlertid ikke været interesse for at planlægge for projektet, og der er i stedet planlagt for et boligområde tiltænkt tiny houses ved Bavnehøj i Nørre Snede.

    Med reduktionen af boligarealer i Nørre Snede er der forsat arealer til at dække et forventet 12-årige behov.

    Relevante sider i kommuneplanen:
    Du kan se mere om kommuneplanrammer her
    Du kan se mere i om retningslinjer og mål for byvækstarealer her