Gå til hovedindhold

Hampen

Hampen var oprindeligt stationsby. Jernbanesporet er nu omlagt til cykel- og vandrestier til både Funder ved Silkeborg og Brande, til gavn for byens borgere.

Indhold

    Hampen Sø
    Hampen Sø Skovlegeplads
    Træstammer i Palsgaard Skov

      Attraktive naturomgivelser og badesø

      Hampen ligger midt i smukke og attraktive naturomgivelser i området ved Hampen sø og Plantage. Området er et rekreativt område for hele familien. Rundt om Hampen sø er der en 5 km vandrerute, ligesom der i den tilstødende Palsgård skov er flere afmærkede vandreruter af varierende længde. Hampen Sø er en badesø, og kommunen tester vandkvaliteten sommeren igennem.

      Fællesskab og nærvær

      I Hampen gør man en stor indsats for at bevise, at landområderne kan udvikle sig positivt. Der er stor tilslutning til byens mange arrangementer. Her kan nævnes den årlige fastelavnsfest, det tilbagevendende biltræf Amerikanerdag og travebanko om Hampen Sø. Der arrangeres efterårs- og julemarked, julesøndag og juletræ i Hallen, og der er fællesspisning to gange om året og bankospil 2 gange om ugen hele året rundt. Det tiltrækker folk fra nær og fjern. Byen pyntes op om sommeren med blomsterkummer, og der er julebelysning til jul.

      Hampen for børn og unge

      I Hampen ligger institutionen Regnbuen, som kombinerer vuggestue børnehave og SFO afdeling. Der er ca. 55 børn i alderen fra 0,5 år til ca. 11 år. Ud over dette har Hampen også egen multihal, sportsplads og bytorv, og uden for byen ligger Hampen Motorcrossbane og Hampen/ Gludsted FDF, som også er med til at gøre det til en attraktiv landsby.

      Sammenhold og tryghed

      Sammenhold, viljestyrke og tryghed er noget mange beboere i landsbyen kan nikke genkendende til. Disse er alle vigtige faktorer for landsbyens eksistens og noget alle både vægter højt og samtidig oplever i deres hverdag.

      Hvor findes hvad?

      Når du klikker på en farvet prik på kortet, kommer en infoboks op, hvor du kan læse mere.