Juniormesterlære
Juniormesterlære er et undervisningstilbud til elever i 8. og 9. klasse, som ønsker en erhvervsuddannelse i fremtiden og en mere praktisk afslutning på folkeskolen.

Juniormesterlære i Ikast-Brande Kommune
Juniormesterlære skal tilbydes fra skoleåret 2025/2026. I Ikast-Brande Kommune har det politiske niveau vurderet, at tiden til udvikling og implementering af juniormesterlære er med kort varsel. Derfor bliver skoleåret 2025/2026 et udviklingsår, hvor forskellige modeller og samarbejdsformer afprøves for at finde den bedste løsning på længere sigt.
I udviklingsåret vil der være fokus på at undersøge forskellige muligheder, herunder samarbejde med eksterne partnere på uddannelsesområdet samt inddragelse af de unge og erhvervslivet, med det formål at skabe kvalitet og en god oplevelse for de elever, der vælger tilbuddet fra skoleåret 2025/2026 og fremadrettet.
Undervisningen
I Ikast-Brande Kommune får du med juniormesterlære en kombination af praktik og undervisning. Du vil som minimum blive undervist i dansk og matematik, men den afholdende skole kan også vælge at undervise i andre fag som fx fysik/kemi og engelsk. Undervisningen er mere praksisfaglig.
Praktik
I juniormesterlære er du i praktik op til 2/5 af skoleåret.
Du skal sammen med dine forældre selv finde et praktiksted. Praktikstedet kan både være i en privat virksomhed eller på en offentlig arbejdsplads.
Du kan skifte praktiksted undervejs, hvis du fx ønsker at prøve forskellige fag.
Dit praktiksted skal godkendes af den afholdende skoles leder, og der skal indgås en praktikaftale mellem dig og den virksomhed, du ønsker at komme i praktik hos. Der føres desuden tilsyn med praktikstedet.
En dag i praktik må forventes at svare til længden på en almindelig arbejdsdag.
Praktisk undervisningsforløb
Hvis du ønsker at komme i juniormesterlære, men ikke selv kan finde et praktiksted, kan du komme i et praktisk undervisningsforløb.
I det praktiske undervisningsforløb vil der være fokus på at skabe autentiske læringssituationer, hvor du får mulighed for at arbejde med konkrete produkter og koble teori, fag og erfaring sammen. Et praktisk undervisningsforløb kan også være din vej til en praktik i en virksomhed.
Afgangseksamen med juniormesterlære
Ved afslutning af 9. klasse skal du som elev i juniormesterlære minimum aflægge prøver i dansk og matematik.
Derudover afholdes en afsluttende evalueringssamtale, der sætter fokus på de erfaringer og det læringsudbytte, du har fået af praktikken eller dit praktiske undervisningsforløb.
Med en juniormesterlæreeksamen kan du fortsætte på en erhvervsuddannelse (EUD-grundforløb). Hvis du vil på en anden ungdomsuddannelse, kræver det en optagelsesprøve eller samtale.
Alle elever i folkeskolens 8. og 9. klasser kan tilvælge juniormesterlære med samtykke fra deres forældre. Det er dog en forudsætning at du:
- ønsker en mere praktisk afslutning på folkeskolen.
- er mødestabil i skole og praktik.
- selv kan transportere dig til skole og praktik – evt. med offentlig transport.
- er læringsparat – både i skole og praktik.
- kan indgå i en virksomhedskultur.
- kan gå til prøver i dansk og matematik på 9. klassetrin.
I Ikast-Brande Kommune bliver skoleåret 2025/2026 et udviklingsår, hvor du har mulighed for at gå i juniormesterlære enten i et fælles ungemiljø på Ikast Østre Skole eller på din nuværende skole. Det er dit eget valg hvor, du ønsker at gå i juniormesterlære.
Går du i et særligt tilrettelagt skoletilbud, har du også mulighed for at gå i juniormesterlære, dette vil dog som udgangspunkt være på din egen skole.
Hvis du tilmelder dig juniormesterlære på en anden skole end din distriktsskole, bliver den afholdende skole din nye distriktsskole og følger derved gældende regler for elevbefordring. Når du er i praktik eller praktisk undervisningsforløb, gælder samme regler for elevbefordring som ved distriktsskolen. Se afstandskriterier i linket neden for.
Elevbefordring i Ikast-Brande Kommune.
Skoleleder kan afvise at godkende et praktiksted, hvis praktikstedets beliggenhed pålægger kommunen uforholdsmæssig store udgifter til transport.
Der afholdes informationsmøder for dig og dine forældre om juniormesterlære fra d. 30. april og frem til d. 8. maj 2025. Du kan se, hvornår din skole afholder informationsmøde på Aula.
Hvis juniormesterlære er noget for dig, skal du sammen med dine forældre udfylde den digitale tilmelding nederst på siden. Det vil være muligt at tilmelde sig i perioden fra den 1. maj og frem til den 19. maj 2025 for opstart i august 2025. MitID er påkrævet.