Gå til hovedindhold

Høring af afgrænsningsnotat til miljøvurdering af planer og projekt for udvidelsen af et biogasanlæg ved Blåhøj i Ikast-Brande Kommune

Afgrænsningsnotatet har til formål at fastlægge de miljøfaktorer, der skal undersøges og behandles i miljøvurderingerne af planerne og af biogasanlægget.

Indhold

    Byrådet i Ikast-Brande Kommune har på mødet den 3. februar 2025 besluttet at igangsætte planlægningen for udvidelsen af det eksisterende biogasanlæg, Blåhøj Biogas, beliggende på Sdr. Ommevej 38, 7330 Brande.

    Planlægningen for projektet har været i offentlig fordebat i perioden fra den 6. februar 2025 til og med den 6. marts 2025.

    Planlægningen medfører udarbejdelse af et kommuneplantillæg og en lokalplan med tilhørende miljøvurdering af planerne. Derudover skal der udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering af det konkrete biogasanlæg. Ikast-Brande Kommune har besluttet at gennemføre en samlet miljøvurdering af det konkrete projekt og af planforslagene. Det betyder, at begge miljøvurderinger vil blive indarbejdet i én samlet rapport.

    Ikast-Brande Kommune sender nu et udkast til et afgrænsningsnotat i offentlig høring. Afgrænsningsnotatet har til formål at fastlægge de miljøfaktorer, der skal undersøges og behandles i miljøvurderingerne af planerne og af biogasanlægget.

    Biogasanlæg ved BlåhøjPlanområdets afgrænsning.

    I forbindelse med afgrænsning af indholdet i miljørapporten, skal Ikast-Brande Kommune jævnfør miljøvurderingsloven sende et udkast til afgrænsningsnotatet til berørte myndigheder og i offentlig høring. Det skal ske, inden Kommunen kommer med en myndighedsudtalelse til projektudvikler om afgrænsningen, og inden udarbejdelse af selve miljørapporten.

    Du har nu mulighed for at komme med bemærkninger til afgrænsningsnotatet.

    Du kan finde udkastet til afgrænsningsnotatet nederst på siden under "Dokumenter".

    Du kan indsende eventuelle bemærkninger til afgrænsningsnotatet senest fredag den 7. november 2025.
    Se herunder, hvordan du indsender et høringssvar.

    Du kan finde udkastet til afgrænsningsnotatet nederst på siden under "Dokumenter" eller ved at kontakte Plan og Udvikling i Administration Vest i Ikast.

    Ikast-Brande Kommune opfordrer alle interesserede til at komme med bemærkninger til, hvad der bør vurderes på i miljørapporten. 

    Alle indsendte høringssvar bliver gennemgået, og vil eventuelt indgå i det videre arbejde med den samlede miljørapport.

    Hvis du har bemærkninger til afgrænsningen af biogasanlæggets sandsynlige, væsentlige miljøpåvirkninger, kan du indsende et høringssvar til: teknikogmiljoomraade@ikast-brande.dk

    Hvis du ikke har mulighed for at sende på e-mail, kan du sende et brev til:

    Ikast-Brande Kommune,
    Plan og Udvikling,
    Sjællandsgade 6,
    7430 Ikast

    Kommunen skal have modtaget dit høringssvar med bemærkninger m.m. senest den 7 november 2025

    Husk, at oplyse dit navn og adresse.

    Bemærk, at vi lige nu er et sted i processen, hvor der er tale om en høring med det formål at få bemærkninger til afgrænsningen af omfang og indhold i den samlede miljørapport. Det betyder, at du ikke på nuværende tidspunkt skal komme med indvendinger eller indsigelser mod projektet. Eventuelle indsigelser skal du først sende ind, når der senere bliver en offentlig høring af forslagene til kommuneplantillæg og lokalplan for området med tilhørende miljørapport. I den forbindelse bliver den samlede miljørapport også offentliggjort.

    Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. I den forbindelse vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og e-mail, som er oplyst i høringssvarene, vil være offentligt tilgængelige, ligesom de pågældende høringssvar.

    Hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger må du meget gerne gøre os opmærksom på dette. Vi foretager dog en kontrol af registreret navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Disse oplysninger bliver i givet fald ikke offentligt tilgængelige.

    Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Høringssvar fra borgere med navne- og adressebeskyttelse vil blive udleveret uden angivelse af navn og adresse.

    Du kan kontakte Ikast-Brande Kommunes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen på dbr@ikast-brande.dk

    Du har ret til at klage til Datatilsynet over kommunens behandling af dine personlige oplysninger. På Datatilsynet.dk kan du læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle.