Gå til hovedindhold

Garland

Garland er et kommunalt tilbud, der arbejder med at beskæftige og afklare borgere i forhold til arbejdsmarkedet. Garland løser opgaver for både private, virksomheder og offentlige institutioner

11. nov. 2024
  • Læs op

Indhold

    På Garland betragtes og omtales brugerne som medarbejdere.
    Arbejdsopgaverne tilpasses den enkelte medarbejder, så vedkommende kan magte dem og få succesoplevelser med hjem.

    Den enkelte styrkes i "det han/hun kan", og der er et trygt og positivt arbejdsmiljø med tid og hensyn til den enkelte. At løse en arbejdsopgave alene eller sammen med andre, er med til at give indhold i hverdagen for medarbejderne.

    Medarbejderne på Garland er nært knyttet til det faglige arbejde i forbindelse med driften af Garland. Individuelle tilbud og krav er tilpasset den enkeltes ressourcer og ønsker.
    Der arbejdes ud fra principper om åbenhed og rummelighed, med en grundindstilling om, at medarbejderne skal have en mulighed for at vise, hvad de kan.

    Medarbejderne betragter sig selv som gartneriarbejdere/servicemedarbejdere og en væsentlig del af virksomheden.

    Udkørende service

    Garland har et team, der kører ud til virksomheder og løser facility-serviceopgaver, primært udendørs vedligehold af grønne områder og andre udendørs arealer. Der tilbydes også træfældning i mindre omfang.

    Der er også mulighed for, at Garlands team løser konkrete opgaver i virksomheden som fx lageropgaver og oprydning eller hvad den enkelte virksomhed har behov for.

    Vi kan kontaktes på 99 60 45 20 ”tast 4”

    Virksomhedspraktik

    På Garland modtager borgere jobtræning og som en del af det, er det vigtigt, at borgerne kommer ud i virksomheder og prøver arbejdslivet.

    Et tilbud om virksomhedspraktik (§ 32) indebærer, at borgeren deltager i opgaveløsningen i en privat eller offentlig virksomhed. Garland opretter kortere praktikforløb - max. 3x4 ugers varighed i samme virksomhed.

    Indholdet i virksomhedspraktikken er individuelt tilrettelagt og afhængig af borgerens personlige, sociale og faglige forudsætninger.

    Der kan være behov for at imødekomme skånebehov.

    Målet for en virksomhedspraktik er individuel. Ofte er det for at afdække eller genoptræne borgerens faglige, sociale, fysiske eller sproglige kompetence med henblik på ordinært beskæftigelse eller job med løntilskud.

    Hvis du er interesseret i at høre mere om virksomhedspraktik, kan du kontakte 99 60 45 20 og tast 3 for vejleder.

    Samle-, montage- og pakkeopgaver

    Garland kan løse diverse samle- montage- og pakkeopgaver både på Garland og på din virksomhed. Har din virksomhed et behov, så kontakt os på 99 60 45 20 ”tast 5”.

    Afklaringsforløb for borgere med særlige udfordringer

    Borgere i afklaringsforløb visiteret af Jobcenteret indgår i dagligdagens arbejdsopgaver på Garland.
    Det kan både være aktivitetsparate borgere og borgere i ressourceforløb.

    Der arbejdes både med borgerens uddannelses- og arbejdsmæssige kompetencer, personlige kompetencer, helbredsmæssige forhold og personlige forhold. Borgere i afklaringsforløb tildeles en vejleder, der følger dem gennem hele forløbet. Vejlederen udarbejder i samarbejde med borgeren en progressionsrapport vedrørende borgerens udvikling efter 4, 11 og 24 uger.

    Vi har en samarbejdsaftale med Jobcenteret i Ikast-Brande Kommune, men andre kommuner er også velkomne til at henvende sig for at købe plads til deres borgere i vores afklaringsforløb.
    Kontakt os på 99 60 45 20 ”tast 1” for ledelse og administration

    Beskyttet beskæftigelse §103 (SEL)

    Sagsbehandlere med en borger på førtidspension, der er bevilget beskyttet beskæftigelse, kan sagsbehandleren henvende sig til Garland for at få en vurdering af, om Garland har et tilbud, der vil matche borgerens behov.

    Garland kan tilbyde mange forskellige arbejdsopgaver inden for gartneri, anlæg, lagerarbejde, butik og produktion. Borgeren tilknyttes en kontaktperson og der tilrettelægges en hverdag for borgeren, der tager hensyn til borgerens udviklingsbehov og mål.

    Vi har som udgangspunkt en forventning til, at alle har potentiale til at udvikle sig, og vi arbejder målrettet med at hjælpe borgerne med at sætte realistiske mål og nå dem. Der arbejdes ud fra VUM 2,0 og ”Bedre mål”.

    Borgeren sætter indsatsmål i samarbejde med sin sagsbehandler og udarbejder delmål i samarbejde med sin kontaktperson på Garland.

    Hvis du er interesseret i at høre mere om beskyttet beskæftigelse, kan du kontakte 99 60 45 20 tast 3 for vejleder.

    Særlig tilrettelagt forløb

    Garland laver også særlige indsatser for borgere med specielle behov; som for eksempel med behov for 1 – 1 støtte eller særlige fysiske rammer. Her tilrettelægges forløbet målrettet den enkelte borger, og der aftales individuelle mål og honorering.

    Ring 99 60 45 20, tast 1 for ledelse og administration eller send en mail på garlandkontoret@ikast-brande.dk.

    Ansættelse i fleks- og skånejob

    Garland ansætter medarbejdere i fleks- og skånejob til konkrete opgaver. Vi tager gerne imod uopfordrede ansøgninger.


    Ring 99 60 45 20, tast 1 for ledelse og administration eller send en mail på garlandkontoret@ikast-brande.dk

    Arbejdstid og pauser

    Arbejdstiden:
    På Garland er arbejdstiden tilrettelagt individuelt for den enkelte borger.
    Garland har åben mandag – fredag mellem kl. 8.15-15.00.

    Pauser:
    Der er 3 planlagte pauser i løbet af dagen.
    Formiddagspause kl. 9.45-10.00
    Frokost kl. 11.30-12.00
    Eftermiddagspause kl. 13.45-14.00.

    Husk madpakke med hjemmefra.

    Arbejdstøj

    Du får udleveret arbejdstøj - en sweatshirt og en T-shirt. Det forventes, at du klæder sig fornuftigt på efter arbejdsopgaven.

    Der skal bruges sikkerhedsfodtøj i arbejdstiden. I mange tilfælde bevilges det, når du visiteres til Garland.

    Sygemelding

    Hvis du er syg, skal du ringe til Garland på tlf.nr. 20892621 inden kl. 8.30, hvis der ikke er lavet en anden aftale med personalet.

    Vejleder og kontaktperson

    Når du begynder på Garland, bliver du knyttet til en vejleder eller kontaktperson, som vil arbejde sammen med dig om at nå dine mål for perioden på Garland.

    Læringsforløb

    Vi er ved at udvikle et ti-ugers læringsforløb, som alle borgere i jobafklaring deltager i. Der kommer mere om det senere.

    Alkohol-, ryge- og rusmiddelpolitik

    Ikast-Brande Kommunes faciliteter er røgfri, og kommunens ansatte har røgfri arbejdstid. Dog er det tilladt for borgere, der er visiteret til Garland at ryge i rygeområdet på Garland i fastlagte pauser.

    Det er ikke tilladt at indtage alkohol eller andre rusmidler. Det er heller ikke tilladt at møde på Garland påvirket af rusmidler.

    På Garland er der plads til både fuldtidsansatte og medarbejdere i fleks- eller skånejob

    Garland ansætter medarbejdere med udgangspunkt i deres kompetencer, så vi får løst de opgaver, der er i forhold til produktion, butik og borgerkontakt. Derfor har vi medarbejdere med mange forskellige baggrunde og kompetencer ansat på forskellige vilkår.

    Du kan se personaleoversigten ved at trykke på dette link: Personaleoversigt Garland

    Garland driver en selvbetjeningsbutik, hvor der sælges forskellige ting fra Garlands produktion. Året rundt sælges der sammenplantninger, stueplanter og forskellig brugskunst, der lige kan tages med som gave, og der sælges også brænde.
    I forårssæsonen sælges der udplantningsplanter, nye kartofler og grøntsager produceret i eget gartneri. Op til jul sælges der julestjerner, juletræer, dekorationer og pynt.


    På facebooksiden ”Garland Vestergade 77” kan du se, hvad der aktuelt sælges i butikken, og hvis der er åbent om lørdagen.

    Åbningstider i butikken:
    mandag til fredag: 9.00 – 15.00
    Lejlighedsvis lørdagsåben

    Der kan ydes vejledning og hjælp ved behov. Der kan kun betales med MobilePay: 89 154