Gå til hovedindhold

Natura 2000-handleplaner 2022-2027

Endelige Natura 2000-handleplaner 2022-2027 er vedtaget

27. jun. 2024
Ikon Natur - illustration
  • Læs op

Indhold

    Ikast-Brande Kommune har - sammen med nabokommuner og Miljøstyrelsen, hvor det er relevant – udarbejdet endelige Natura 2000-handleplaner. Handleplanerne skal udmønte Natura 2000-planerne. Handleplanerne dækker indsatser på de privatejede arealer i Natura 2000-områderne. Handleplanerne beskriver de indsatser, der er nødvendige for at sikre og forbedre tilstanden af den eksisterende natur og levesteder i Natura 2000-områderne inden udgangen af 2027. Naturstyrelsen har lavet plejeplaner for de statsejede arealer i Natura 2000-områderne i Ikast-Brande Kommune.

    De fem forslag til Natura 2000-handleplaner har været i offentlig høring i foråret 2024. Der indkom høringssvar på alle fem forslag til Natura 2000-handleplaner. Høringssvar og myndighedernes bemærkninger til disse kan ses i de såkaldte hvidbøger. Høringssvarene har givet anledning til mindre ændringer af handleplanerne før deres endelige vedtagelse. Ændringerne vurderes ikke at være af en sådan karakter, at de på væsentlig måde berører andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringerne. Ændringerne vurderes tilsvarende ikke at være så omfattende, at der reelt foreligger nye forslag til handleplaner. 

    Ikast-Brande Kommunes Byråd har vedtaget de fem handleplaner på Byrådsmødet
    den 24. juni 2024.

    Klagevejledning og yderligere information

    Der kan klages til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Ikast-Brande Kommunes afgørelse om Natura 2000-handleplaner, for så vidt angår handleplanernes indhold og tilvejebringelse. 

    Klagefristen udløber fire uger efter offentliggørelsen - det vil sige klagen skal indgives
    senest torsdag den 25. juli 2024. 

    Følgende kan klage:

    • Miljøministeren
    • Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald
    • Offentlige myndigheder
    • Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
    • Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
    • Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser

    Du klager via Klageportalen, som du finder via klagenævnets hjemmeside www.naevneneshus.dk. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Ikast-Brande Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

    I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Ikast-Brande Kommune. Hvis Ikast-Brande Kommune fastholder afgørelsen, sender Ikast-Brande Kommune klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

    Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du er fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Ikast-Brande Kommune. Ikast-Brande Kommune videresender din anmodning til nævnet, som herefter beslutter, om du kan fritages. De nærmere betingelser for at blive fritaget kan du se på nævnets hjemmeside www.naevneneshus.dk

     

    Du kan læse mere om Natura 2000-planlægning på Miljøstyrelsens hjemmeside:

    Link til siden Natura 2000-planlægning