Gå til hovedindhold

Debatoplæg om planlægningen for udvidelsen af Blåhøj Biogas ved Sdr. Ommevej

Ikast-Brande Byråd har besluttet at indkalde ideer og forslag til planlægningen for udvidelsen af Blåhøj Biogas ved Sdr. Ommevej sydvest for Blåhøj

6. feb. 2025
Afgrænsning af planområdet i debatoplægget

Indhold

    Indkaldelse af ideer og forslag til planlægningen for udvidelsen af Blåhøj Biogas ved Sdr. Ommevej

    Den 03. februar 2025 besluttede Byrådet, at indkalde ideer og forslag til planlægningen for udvidelsen af det eksisterende biogasanlæg ved Sdr. Ommevej sydvest for Blåhøj. Udvalget besluttede i den forbindelse at sende et debatoplæg i offentlig høring i 4 uger.

    Ikast-Brande Kommunes byråd overvejer at lave ny kommune- og lokalplanlægning for at gøre det muligt, at udvide det eksisterende biogasanlæg. Udvidelsen indebærer en ombygning af det eksisterende anlæg, så området med det eksisterende anlæg fremadrettet kan blive benyttet til opgradering af biogas og håndtering af CO2. De nuværende bygninger skal bruges til varmecentral og lager. De to eksisterende tanke mod nord skal genbruges og omdannes til lager og skal integreres i biogasanlægget i forbindelse med udvidelsen. Derudover vil en af de eksisterende tanke blive omdannet til vandtank. Den resterende udvidelse af Blåhøj Biogas bliver placeret på marken nordøst for det eksisterende biogasanlæg. 

    Da det kun er en del af planområdet, der er udlagt til tekniske anlæg til biogas i kommuneplanen, forudsætter realiseringen af det ansøgte projekt en ændring i kommuneplanens rammedel. Desuden er det nødvendigt at ændre i kommuneplanens retningslinjer for fælles biogasanlæg, så retningslinjerne kommer til at omfatte planområdet. 

    Det er vurderet, at planændringerne i området er så væsentlige, at der skal udarbejdes en ny lokalplan for hele planområdet. 

    Ikast-Brande Kommune vurderer, at anlæggets samlede, forventede miljøpåvirkning får et sådan omfang, at der skal udarbejdes en miljøvurdering af forslagene til kommuneplantillæg og lokalplan samt en miljøkonsekvensvurdering af det konkrete projekt, før Kommunen eventuelt kan give tilladelse til at realisere projektet.

    Miljøvurderingerne bliver sammenfattet i en samlet miljørapport, der gør rede for henholdsvis planforslagenes og projektets eventuelle, væsentlige miljøpåvirkninger.

    Før Ikast-Brande Kommune går i gang med den videre planlægning af området, vil vi gerne høre dine ideer og forslag til, hvad vi skal have fokus på eller undersøge i planlægningen eller miljøvurderingerne.

    Du kan læse mere om planområdet, projektet og planprocessen i debatoplægget, som du finder under "Dokumenter" nederst på siden.

    Du kan indsende ideer og forslag til planlægningen fra den 06. februar 2025 til og med den 6. marts 2025. Se herunder, hvordan du indsender høringssvar.

    Deltag i et debatmøde 
    Du har mulighed for at deltage i et debatmøde om planlægningen for biogasanlægget. Mødet foregår:

    Mandag den 17. februar, kl. 19.00
    i cafeteriet, Blåhøj Multihus, Blåhøj Skolevej 1, 7330 Brande.

    Ikast-Brande Kommune opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til det videre planlægningsarbejde. Det kan f.eks. være ideer til, hvordan området kan udvikles på den bedste måde, eller om der er nogle særlige hensyn, der bør indgå i planlægningen for området? Eller måske har du ideer til, hvordan de naturmæssige kvaliteter og rekreative værdier i området kan blive styrket og benyttet, eller forslag til øvrige emner, som bør blive belyst i miljøvurderingerne. 

    Alle indsendte idéer og forslag bliver gennemgået og vil eventuelt indgå i det videre arbejde med at udarbejde plangrundlaget og miljøvurderingerne af planerne og projektet. Alle indkomne høringssvar vil indgå i byrådets behandling af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for planområdet.

    Dine ideer og forslag skal være skriftlige, og du skal sende dem pr. e-mail til: teknikogmiljoomraade@ikast-brande.dk

    Hvis du ikke har mulighed for at sende på e-mail, kan du sende et brev til:
    Ikast-Brande Kommune
    Plan og Udvikling
    Sjællandsgade 6
    7430 Ikast

    Kommunen skal have modtaget dine ideer og forslag til planlægningen senest den 6. marts 2025. HUSK, at oplyse dit navn og adresse.

    Bemærk, at vi lige nu er et sted i planprocessen, hvor der er tale om en debatfase med det formål at indkalde ideer og forslag til den videre planlægning. Det betyder, at du ikke på nuværende tidspunkt skal komme med indvendinger eller indsigelser mod projektet. Eventuelle indsigelser og indvendinger skal du først sende ind, når der senere bliver en offentlig høring af forslagene til kommuneplantillæg og lokalplan med tilhørende miljørapport.

    Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. I den forbindelse vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og e-mail, som er oplyst i høringssvarene, vil være offentligt tilgængelige, ligesom de pågældende høringssvar.

    Hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger må du meget gerne gøre os opmærksom på dette. Vi foretager dog en kontrol af registreret navne- og adresse-beskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Disse oplysninger bliver i givet fald ikke offentligt tilgængelige.

    Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Høringssvar fra borgere med navne- og adressebeskyttelse vil blive udleveret uden angivelse af navn og adresse.

    Du kan kontakte Ikast-Brande Kommunes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen på dbr@ikast-brande.dk

    Du har ret til at klage til Datatilsynet over kommunens behandling af dine personlige oplysninger. På Datatilsynet.dk kan du læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle.