Forslag til Lokalplan nr. 456 - Boligområde, Bangsvej, Ikast
Ikast-Brande Kommune offentliggør et forslag til en lokalplan for et nyt boligområde ved Bangsvej i Ikast.
Forslag til Lokalplan nr. 456 - Boligområde, Bangsvej, Ikast
Den 6. oktober 2025 godkendte Ikast-Brande Byråd ovenstående planforslag.
Planforslaget er offentliggjort den 9. oktober 2025.
Du kan finde planforslaget som pdf-fil nederst på siden under "Dokumenter".
Du kan indsende bemærkninger eller ændringsforslag til planforslaget i høringsperioden fra den 9. oktober 2025 til og med den 20. november 2025. Se længere nede, hvordan du indsender høringssvar.
Planen er udarbejdet på baggrund af byrådets ønske om at give mulighed for flere boliger i den nordlige del af Ikast.
Formålet med Lokalplan nr. 456 er, at give mulighed for et boligområde med både tæt-lave og åben-lave boliger. I boligområdet vil der forventeligt blive opført ca. 147 tæt-lave boliger og 27 åben-lave boliger med tilhørende parkeringspladser og grønne fællesarealer. Boligbebyggelse må opføres i op til to etager med en makisimal bygningshøjde på 8,5 meter. Områdets boligveje og boligklynger forbindes internt med stisystem.
Lokalplanen fastsætter bestemmelser for anvendelse, udstykning, placering og udformning af ny bebyggelse.
Lokalplanområdet er beliggende i landzone og overføres til byzone ved den endelige vedtagelse af denne lokalplan.
Miljøvurdering
Forslag til kommuneplantillæg og lokalplan er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 1976 af 03/01/2023. Planforslagene er derfor screenet med det resultat, at de ikke skal miljøvurderes. Afgørelsen om ikke at miljøvurdere planforslagene er truffet på baggrund af en screening af miljøfaktorer i overensstemmelse med det brede miljøbegreb i miljøvurderingsbekendtgørelsen. Denne screening udleveres efter anmodning.
Ud fra en samlet vurdering af de påvirkninger planlægningen til boligområde vil medføre, er det vurderet, at planen ikke skal miljøvurderes, da planlægningen ikke forventes at belaste miljøet væsentligt mere end den nuværende anvendelse.
Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at lokalplanen sikrer, at der ved terrænreguleringsmuligheder er taget hensyn til det højtstående grundvand i planområdet. Bebyggelsen bliver etableret på jordpåfyld. En hævet sti langs vandløbet mod syd skal sikre, at overfladevandet bliver tilbageholdt inden for planområdet, så det ikke belaster boligområdet syd for planområdet. Stien skal virke som hydraulisk barriere mellem bebyggelsen og Smedegård grøft i områder, hvor der ikke jordpåfyldes.
Du kan påklage Kommunens afgørelse om, at der ikke er behov for at udarbejde en miljøvurdering af planforslaget. Klagefristen er fire uger fra offentliggørelsesdatoen den 9. oktober 2025. Se herunder, hvordan du kan klage.
Du kan finde planforslaget nederst på siden under "Dokumenter" eller ved at kontakte Teknik og Miljø i Administration Vest i Ikast.
Hvis du har bemærkninger eller ændringsforslag til planforslagene, kan du indsende et høringssvar til:
teknikogmiljoomraade@ikast-brande.dk
Hvis du ikke har mulighed for at sende på e-mail, kan du sende et brev til:
Ikast-Brande Kommune,
Plan og Udvikling,
Sjællandsgade 6,
7430 Ikast
Kommunen skal have modtaget dit høringssvar med bemærkninger m.m. senest den 20. november 2025.
Husk, at oplyse dit navn og adresse.
Når du har sendt dit høringssvar til e-mailadressen herover, vil du modtage en automatisk kvittering. Du vil ikke modtage yderligere bekræftelse på, at vi har modtaget dit høringssvar.
Ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, må ikke bebygges eller i øvrigt anvendes på en måde, der skaber risiko for at foregribe planernes endelige indhold. Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra offentliggørelsesdatoen og indtil lokalplanen er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, dog højst i ét år.
Klagevejledning
Byrådets godkendelse af planforslagene kan ikke påklages til klagenævnet. Det er først i forbindelse med byrådets endelige vedtagelse og efterfølgende offentlige bekendtgørelse af planer, at man kan påklage retlige spørgsmål til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1 nr. 3.
En afgørelse efter Miljøvurderingsloven § 10, om at Ikast-Brande kommune ikke skal gennemføre en miljøvurdering af forslaget til kommuneplantillægget og lokalplanen, kan påklages til Planklagenævnet efter reglerne i Planloven, jf. miljøvurderingsloven § 48, stk. 1. Efter Planlovens § 58 stk. 1, nr. 3, kan man kun påklage retlige spørgsmål. Klagefristen er fire uger fra den dag, hvor Kommunens afgørelse og planforslagene bliver offentliggjort, det vil sige den 6. november 2025.
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. I den forbindelse vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og e-mail, som er oplyst i høringssvarene, vil være offentligt tilgængelige, ligesom de pågældende høringssvar.
Hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger må du meget gerne gøre os opmærksom på dette. Vi foretager dog en kontrol af registreret navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Disse oplysninger bliver i givet fald ikke offentligt tilgængelige.
Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Høringssvar fra borgere med navne- og adressebeskyttelse vil blive udleveret uden angivelse af navn og adresse.
Du kan kontakte Ikast-Brande Kommunes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen på dbr@ikast-brande.dk
Du har ret til at klage til Datatilsynet over kommunens behandling af dine personlige oplysninger. På Datatilsynet.dk kan du læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle.
Kontakt Plan og Udvikling
Har du spørgsmål til lokalplanen, så kontakt:
Jeanette Ishi Lehn
Planlægger
E-mail: jeleh@ikast-brande.dk
Direkte tlf.: 9960 3311