Gå til hovedindhold

Lokalplan nr. 423 – Boliger, Hyvildvej Vest, Brande

Ikast-Brande Kommune offentliggør hermed Byrådets endelige vedtagelse af en lokalplan

21. dec. 2023

Indhold

    Lokalplan nr. 423 – Boliger, Hyvildvej Vest, Brande 

    Den 18. december 2023 vedtog Ikast-Brande Kommunes Byråd ovenstående plan endeligt. Planen er offentligt bekendtgjort den 21. december 2023.

    Du kan finde lokalplanen som pdf-fil nederst på siden under "Dokumenter".

    Et forslag til lokalplanen og en ledsagende miljøvurdering af planen har været i offentlig høring i perioden fra den 23. august 2023 til og med den 20. september 2023.

    I forhold til planforslaget, der var i offentlig høring, er der foretaget mindre ændringer i den endelige lokalplan på baggrund af indkomne høringssvar. Et ønske om en stiforbindelse mellem Den Gyldne Middelvej og Hyvildvej er imødekommet. En ændring af stinettet er vist i lokalplanens illustrationsplan for boligområdet. Det ændrede stinet skal skabe en gå- og cykelforbindelse mellem den resterende del af Den Gyldne Middelvej og Hyvildvej. I lokalplanens bestemmelser er det tilføjet, at eventuel belysning langs den sti, som grænser op til matrikel 2g, udføres som nedadvendt lyskilde på lave pullerter.

    Formålet med lokalplan nr. 423 er, at give mulighed for et nyt boligområde, som en del af strukturplanen ‘Brande Syd’. Boligbyggeriet og de tilhørende grønne områder tager overordnet udgangspunkt i principperne for strukturplanens delområde “Bakken”. I lokalplanen er der fokus på, at området får en varieret boligsammensætning med både åben-lav og tæt-lav bebyggelse. Dette for at øge attraktiviteten overfor en større del af befolkningen og dermed skabe mulighed for større mangfoldighed i boligområdet med henblik på livsfase og økonomi.

    Planområdets beliggenhed i et bevaringsværdigt landskab betyder, at der er taget højde for bebyggelsens placering og udformning. Det er tilstræbt, at bebyggelsen tilpasser sig terrænet bedst muligt. 

    Lokalplanen fastsætter bestemmelser for vejadgang, anvendelse, udstykning, placering og udformning af ny bebyggelse.

    Med den endelige vedtagelse af Lokalplan nr. 423, Boliger, Hyvildvej vest, Brande, bliver Lokalplan nr. 5 aflyst for den del, der hører under lokalplan nr. 423. Lokalplan nr. 5, Bolig- og erhvervsområde ved Hyvildvej blev vedtaget af tidligere Brande Kommune i oktober 1974.

    Sammenfattende redegørelse
    Der er udarbejdet en sammenfattende redegørelse for miljøvurderingen af lokalplanen. Den sammenfattende redegørelse beskriver, hvorledes og i hvilket omfang miljørapporten og de indkomne høringssvar er taget i betragtning. Redegørelsen beskriver desuden, hvordan offentligheden har udøvet indflydelse på den endelige plans indhold.

    Den sammenfattende redegørelse udgør et bilag i Lokalplan nr. 423, som du kan finde som en pdf-fil nederst på siden under "Dokumenter"..

    Retsvirkninger

    Lokalplanen er bindende. Der må ikke etableres forhold, som er i strid med lokalplanens bestemmelser på de ejendomme, der er omfattet af planen, medmindre der gives en dispensation.

    Klagevejledning 

    Klage over lokalplanen: Planen er vedtaget i henhold til planloven. Man kan påklage Byrådets endelige vedtagelse af lokalplanen til Planklagenævnet, når planen er offentligt bekendtgjort. Alle, der har en retlig interesse i planen kan påklage retlige spørgsmål til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1 nr. 3. Du kan ikke klage over planens indhold eller skønsmæssige afgørelser, det vil sige, hvis du for eksempel mener, at Byrådet skulle have truffet en anden afgørelse.

    Klagefristen er fire uger fra den dag, hvor planen bliver offentligt bekendtgjort.

    Klage over miljøvurderingen: Miljøvurderingen af forslaget til lokalplanen, det vil sige miljørapporten, kan påklages til Planklagenævnet efter reglerne i Planloven, jf. miljøvurderingsloven § 48, stk. 1. Efter Planlovens § 58 stk. 1, nr. 3, kan kun retlige spørgsmål påklages. 

    Klagefristen er fire uger fra den dag, hvor lokalplanen bliver offentligt bekendtgjort.

    Ønsker du at klage, så læs mere i klagevejledningen her