Gå til hovedindhold

Forslag til Kommuneplantillæg nr. 24 og Lokalplan nr. 444 - Detailhandel, Vestergårdsvej, Brande

Ikast-Brande Kommune offentliggør planforslag for udvidelse af aflastningsområdet ved Vestergårdsvej i Brande

21. mar. 2024
  • Læs op

Indhold

    Forslag til kommuneplantillæg nr. 24 og lokalplan nr. 444 - Detailhandel, Vestergårdsvej, Brande

    Ikast-Brande Kommune har den 18. marts 2024 godkendt ovenstående planforslag.

    Planforslagene er offentliggjort den 21. marts 2024 sammen med en detailhandelsredegørelse.

    Du kan finde planforslagene som pdf-fil nederst på siden under "Dokumenter". 

    Du kan indsende bemærkninger eller ændringsforslag til planforslagene i høringsperioden fra den 21. marts 2024 til og med den 16. maj 2024. Se længere nede, hvordan du indsender et høringssvar.

    Baggrund for planlægningen
    En projektudvikler har anmodet Ikast-Brande Kommune om, at ændre det gældende plangrundlag for en del af det eksisterende detailhandelsområde ved Vestergårdsvej i Brande, så hele området kan anvendes til store udvalgsvarebutikker. 

    Formålet med kommuneplantillæg nr. 24 er, at ændre kommuneplanens detailhandelsstruktur i Brande, så det eksisterende aflastningsområde ved Vestergårdsvej kommer til at omfatte hele detailhandelsområdet. Aflastningsområdet bliver udvidet med et areal svarende til lokalplanens afgrænsning. I den udvidede del af aflastningsområdet vil man alene kunne placere udvalgsvarebutikker - ikke dagligvarebutikker.

    Da detailhandelsstrukturen bliver ændret, skal kommuneplantillæggets redegørelse for detailhandelen opfylde en række lovkrav. Derfor er tillægget suppleret med en detailhandelsredegørelse, som bl.a. belyser kundegrundlaget og behovet for at udvide aflastningsområdet til udvalgsvarebutikker udenfor bymidten. Derudover belyser redegørelsen, hvordan planændringerne vil påvirke den eksisterende detailhandel i byen og oplandet hertil. 

    Tillægget sætter rammerne for lokalplanlægningen.

    Formålet med Lokalplan nr. 444 er, at udvide lokalplanområdets anvendelsesmuligheder til større udvalgsvarebutikker ligesom i det tilgrænsende aflastningsområde.

    Den hidtidige anvendelse af lokalplanområdet har kun givet mulighed for særligt pladskrævende varer, som omfatter f.eks. motorkøretøjer, lystbåde, campingvogne, trailere, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer og møbler samt ammunition og eksplosiver. Ændringen af anvendelsesmulighederne til også at kunne etablere større udvalgsvarebutikker betyder, at lokalplanområdet vil kunne udnyttes til alle former for udvalgsvarebutikker. Udvalgsvarer er varer, der typisk kan anvendes flere gange og har en længere forbrugstid end dagligvarer. Det kan f.eks. være tøj, sko, elektronik, isenkram, cykler, hvidevarer, bøger og legetøj m.m.

    Den nye Lokalplan nr. 444 overfører de fleste af bestemmelserne fra den gældende Lokalplan nr. 424, dog med mindre justeringer. Der er primært ændret i anvendelsesbestemmelsen samt i bestemmelser om skiltning, så de muliggør skiltekoncepter fra de butikker, som måtte etablere sig i området. Derudover gives der mulighed for at etablere én ny skiltepylon mod Herningvej.

    Lokalplanen fastsætter bestemmelser for anvendelse, parkering, skiltning, placering og udformning af ny bebyggelse m.m.

    Med den endelige vedtagelse af Lokalplan nr. 444 bliver den gældende Lokalplan nr. 424 aflyst for den del, som Lokalplan nr. 444 vedrører. Lokalplan nr. 424 blev vedtaget af Ikast-Brande Kommune den 1. oktober 2022. 

    Miljøvurdering 
    Planforslagene er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Planforslagene er derfor screenet om der skal foretages en miljøvurdering.

    Ud fra en samlet vurdering af de miljøpåvirkninger, det vil medføre at ændre den specifikke anvendelse af centerområdet fra særlig pladskrævende varegrupper til aflastningsområde med salg af udvalgsvarer, vurderer Ikast-Brande Kommune, at planforslagene ikke skal miljøvurderes. Det er vurderet, at udvidelsen af detailhandelsrammerne ikke vil medføre væsentlige indvirkninger på miljøet.

    Afgørelsen om ikke at miljøvurdere planforslagene er truffet på baggrund af en screening af miljøfaktorer i overensstemmelse med det brede miljøbegreb i miljøvurderingsbekendtgørelsen. Det betyder, at man i et screeningsskema har forholdt sig til de nødvendige miljø- og naturforhold. Screeningsskemaet kan udleveres ved henvendelse til Teknik og Miljø.

    Du kan påklage Kommunens afgørelse om, at der ikke er behov for at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene. Klagefristen er fire uger fra offentliggørelsesdatoen den 21. marts 2024. Se herunder, hvordan du kan klage.

    Du kan finde planforslagene nederst på siden under "Dokumenter" eller ved at kontakte Teknik og Miljø i Administration Vest i Ikast.

    Hvis du har bemærkninger eller ændringsforslag til planforslagene, kan du indsende et høringssvar til:

    teknikogmiljoomraade@ikast-brande.dk

    Hvis du ikke har mulighed for at sende på e-mail, kan du sende et brev til:

    Ikast-Brande Kommune, 
    Plan og Udvikling, 
    Sjællandsgade 6, 
    7430 Ikast

    Kommunen skal have modtaget dit høringssvar med bemærkninger m.m. senest den 16. maj 2024.

    Husk, at oplyse dit navn og adresse.

    Retsvirkninger

    Kommuneplantillægget: Kommunalbestyrelsen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Når kommuneplantillægget er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, har Byrådet jf. planlovens § 12, stk. 2 og 3 mulighed for at udstede forbud mod udstyknings- og byggeønsker samt ønsker om at ændre anvendelse.

    Bestemmelsen i § 12, stk. 2 angår kun byzonearealer. Den giver byrådet mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.

    Bestemmelsen i § 12, stk. 3 angår både byzonearealer og sommerhusområder. Bestemmelsen gør det muligt for byrådet at forhindre ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen, er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

    Lokalplanen: Ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, må ikke bebygges eller i øvrigt anvendes på en måde, der skaber risiko for at foregribe planernes endelige indhold. Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra offentliggørelsesdatoen og indtil lokalplanen er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, dog højst i ét år.

    Klagevejledning

    Det er først i forbindelse med byrådets endelige vedtagelse og efterfølgende offentlige bekendtgørelse af planer, at man kan påklage retlige spørgsmål til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1 nr. 3.

    En afgørelse efter Miljøvurderingsloven § 10, om at Ikast-Brande kommune ikke skal gennemføre en miljøvurdering af planforslagene, kan påklages til Planklagenævnet efter reglerne i Planloven, jf. miljøvurderingsloven § 48, stk. 1. Efter Planlovens § 58 stk. 1, nr. 3, kan kun retlige spørgsmål påklages. Klagefristen er fire uger fra den dag, hvor Kommunens afgørelse og planforslagene bliver offentliggjort, det vil sige den 21. marts 2024.

    Ønsker du at klage, så læs mere i klagevejledningen her 

    Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. I den forbindelse vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og e-mail, som er oplyst i høringssvarene, vil være offentligt tilgængelige, ligesom de pågældende høringssvar.

    Hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger må du meget gerne gøre os opmærksom på dette. Vi foretager dog en kontrol af registreret navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Disse oplysninger bliver i givet fald ikke offentligt tilgængelige.

    Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Høringssvar fra borgere med navne- og adressebeskyttelse vil blive udleveret uden angivelse af navn og adresse.

    Du kan kontakte Ikast-Brande Kommunes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen på mail: dbr@ikast-brande.dk. Du har ret til at klage til Datatilsynet over kommunens behandling af dine personlige oplysninger. På Datatilsynet.dk kan du læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle.