Forslag til Kommuneplantillæg nr. 46 og Lokalplan nr. 467 - Boligområde, Uhre Byvej, Uhre
Ikast-Brande Kommune offentliggør planforslag for et mindre boligområde ved Uhre Byvej i Uhre
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 46 og Lokalplan nr. 467 - Boligområde, Uhre Byvej, Uhre
Den 7. oktober 2024 godkendte Ikast-Brande Byråd ovenstående planforslag.
Planforslagene er offentliggjort den 10. oktober 2024.
Du kan finde planforslagene som pdf-filer nederst på siden under "Dokumenter".
Du kan indsende bemærkninger eller ændringsforslag til planforslagene i høringsperioden fra den 10. oktober 2024 til og med den 5 december 2024. Se længere nede, hvordan du indsender høringssvar.
Formålet med kommuneplantillæg nr. 46 er, at udvide landsbyafgrænsningen og et eksisterende rammeområde, der er udlagt til blandet bolig og erhverv. Dermed kommer landsbyafgrænsningen og rammeområdet til at omfatte hele planområdet.
Tillægget sætter desuden rammerne for lokalplanlægningen.
Formålet med Lokalplan nr. 467 er, at give mulighed for at opføre tre åben-lave boliger i planområdet. Med lokalplanen gives der mulighed for at etablere de tre ønskede åben-lave boliger inden for tre fastsatte byggefelter. To byggefelter ligger som naturlig huludfyldning i husrækken langs Uhre Bygade, mens det tredje ligger tilbagetrukket mod øst. Lokalplanen skal være med til at sikre en detaljeret styring af overfladevand, bebyggelsens omfang og placering samt vejadgangen til området. Derudover skal lokalplanen sikre, at offentligheden bliver inddraget i planlægningen.
Almindeligvis må man kun terrænregulere op til 50 cm over terræn i lokalplanlagte boligområder, men i dette område er det nødvendigt at tillade en større terrænregulering på grund af højtstående grundvand og periodevis vådt terræn. Lokalplanen giver mulighed for at terrænregulere med sandpuder op til 80 cm over eksisterende terræn for at skabe større afstand til grundvandsspejlet. Derudover forudsætter lokalplanen, at der skal etableres et mindre teknisk anlæg i form af en sø uden afløb for at holde planområdet tørt ved ekstremregn.
Lokalplanen fastsætter bestemmelser for anvendelse, udstykning, placering og udformning af ny bebyggelse i planområdet.
Miljøvurdering
Planforslagene er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Jævnfør lovens § 8, stk. 1 skal myndigheden gennemføre en miljøvurdering af en plan, når den udarbejdes inden for fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er omfattet af lovens bilag 1 og 2.
I henhold til lovens § 8, stk. 2 har Ikast-Brande Kommune gennemført en screening af planforslagene med det resultat, at de ikke skal miljøvurderes.
Ud fra en samlet vurdering af de miljøpåvirkninger, det vil medføre opføre tre åben-lave boliger, vurderer Ikast-Brande Kommune, at planforslagene ikke skal miljøvurderes. Etableringen af tre åben-lave boliger vurderes ikke at få væsentlige indvirkninger på miljøet, bl.a. fordi byggeriet sker i tilknytning til Uhre landsby og vil være omgivet af eksisterende boligbebyggelse.
Afgørelsen om ikke at miljøvurdere planforslagene er truffet på baggrund af en screening af miljøfaktorer i overensstemmelse med det brede miljøbegreb i miljøvurderingsbekendtgørelsen. Det betyder, at man i et screeningsskema har forholdt sig til de nødvendige miljø- og naturforhold. Screeningsskemaet kan udleveres ved henvendelse til Teknik og Miljø.
Du kan påklage Kommunens afgørelse om, at der ikke er behov for at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene. Klagefristen er fire uger fra offentliggørelsesdatoen den 10. oktober 2024. Se herunder, hvordan du kan klage.
Du kan finde planforslagene nederst på siden under "Dokumenter" eller ved at kontakte Teknik og Miljø i Administration Vest i Ikast.
Hvis du har bemærkninger eller ændringsforslag til planforslagene, kan du indsende et høringssvar til:
teknikogmiljoomraade@ikast-brande.dk
Hvis du ikke har mulighed for at sende på e-mail, kan du sende et brev til:
Ikast-Brande Kommune,
Plan og Udvikling,
Sjællandsgade 6,
7430 Ikast
Kommunen skal have modtaget dit høringssvar med bemærkninger mm. senest den 5. december 2024.
Husk, at oplyse dit navn og adresse.
Retsvirkninger
Kommuneplantillægget: Kommunalbestyrelsen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Når kommuneplantillægget er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, har Byrådet jf. planlovens § 12, stk. 2 og 3 mulighed for at udstede forbud mod udstyknings- og byggeønsker samt ønsker om at ændre anvendelse.
Bestemmelsen i § 12, stk. 2 angår kun byzonearealer. Den giver byrådet mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Bestemmelsen i § 12, stk. 3 angår både byzonearealer og sommerhusområder. Bestemmelsen gør det muligt for byrådet at forhindre ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen, er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.
Lokalplanen: Ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, må ikke bebygges eller i øvrigt anvendes på en måde, der skaber risiko for at foregribe planernes endelige indhold. Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra offentliggørelsesdatoen og indtil lokalplanen er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, dog højst i ét år.
Klagevejledning
Byrådets godkendelse af planforslagene kan endnu ikke påklages til Planklagenævnet. Det er først i forbindelse med byrådets endelige vedtagelse og efterfølgende offentlige bekendtgørelse af planerne, at man kan påklage retlige spørgsmål til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1 nr. 3.
En afgørelse efter Miljøvurderingsloven § 10, om at Ikast-Brande kommune ikke skal gennemføre en miljøvurdering af forslagene til kommuneplantillægget og lokalplanen, kan påklages til Planklagenævnet efter reglerne i Planloven, jf. miljøvurderingsloven § 48, stk. 1. Efter Planlovens § 58 stk. 1, nr. 3, kan kun retlige spørgsmål påklages. Klagefristen er fire uger fra den dag, hvor Kommunens afgørelse og planforslagene bliver offentliggjort.
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. I den forbindelse vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og e-mail, som er oplyst i høringssvarene, vil være offentligt tilgængelige, ligesom de pågældende høringssvar.
Hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger må du meget gerne gøre os opmærksom på dette. Vi foretager dog en kontrol af registreret navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Disse oplysninger bliver i givet fald ikke offentligt tilgængelige.
Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Høringssvar fra borgere med navne- og adressebeskyttelse vil blive udleveret uden angivelse af navn og adresse.
Du kan kontakte Ikast-Brande Kommunes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen på dbr@ikast-brande.dk
Du har ret til at klage til Datatilsynet over kommunens behandling af dine personlige oplysninger. På Datatilsynet.dk kan du læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle.
Kontakt Plan og Udvikling
Har du spørgsmål til kommuneplantillægget, så kontakt:
Marie Lyster Nielsen
Planlægger
E-mail: maniels@ikast-brande.dk
Direkte tlf.: 9960 3308
Har du spørgsmål til lokalplanen, så kontakt:
Charlotte Lyberth Kristiansen
Planlægger
E-mail: chajens@ikast-brande.dk
Direkte tlf.: 9960 3302