Klovborg
Landsbyside
Klovborg er en aktiv landsby med et godt og støttende foreningsliv, som er en vigtig del af byens selvforståelse. Byens biograf, købmand, forsamlingshus, FDF og Klovborg Ungdomsforening (KUF) er samlingspunkter og mødesteder for byens indbyggere, og danner sammen med Friskolen og Børnehaven Børnehuset rammerne for landsbyens fællesskab og hverdagsliv.
Klovborg ligger i byzone, som den eneste landsby i kommunen. Stationsbyen fremstår i dag som i en landevejsby, der strækker sig langs Storegade, som kendetegner og præger byen. Men landsbyen grænser mod øst op til Mattrup Ådal og skovene omkring Mattrup Hovedgård, og området omkring landsbyen rummer derfor mange landskabs- og naturværdier og rekreative kvaliteter. Det kuperede og smukke område ved Skadevej, den gamle middelalderkirke og Dalen står i stor kontrast til den nedslidte hovedgade.
Det frivillige foreningsliv som fastholdes af byens ildsjæle, og friluftslivet med nærheden til naturen spiller en stor rolle, og er et stort aktiv og potentiale for landsbyen. Stisystemer som Generationsstien og spor ud i landskabet øger tilgængeligheden, og giver byen adgang til rekreative oplevelser i og omkring byen.
Byens er meget præget af den gennemkørende trafik og en nedslidt hovedgade. Der er derfor store potentialer i en forskønnelse af nedslidte ejendomme langs Storegade, så byen fremstår bedre for byens borgere og for potentielle tilflyttere.
Strategiske mål for udviklingen Klovborg er, at:
- Udnytte eksisterende muligheder inden for landsbyen
- Omdanne eksisterende bygningsmasse
Vi vil i planlægningen for Klovborg:
- understøtte en fastholdelse af indbyggertallet og en fremtidig positiv befolkningsudvikling
- sikre, at en fysisk udbygning af landsbyen sker ved at udnytte eksisterende planlægningsmæssige muligheder inden for byzonegrænsen ved huludfyldning, afrunding af landsbyen eller anvendelse af uudnyttede arealer
- sikre, at der inden for landsbyens byzonegrænse kan ske omdannelse af overflødiggjorte, nedslidte og/eller skæmmende bygninger eller arealer, så der kan skabes nye muligheder for f.eks. boliger eller rammer for landsbyfællesskabet.
Kommunens syv landsbyer har forskellige udviklingspotentialer grundet deres demografiske udvikling, geografiske placering og planlægningsmæssige forhold. Der er derfor opstillet forskellige strategiske mål for hver landsby, som så skal danne grundlag for den fremtidige fysiske udvikling i den enkelte landsby. De strategiske mål for de enkelte landsbyer er baseret på faglige vurderinger og lokalt kendskab, men de har også taget udgangspunkt i dialog med repræsentanter fra landsbyerne og deres lokale input til den fremtidige fysiske udvikling.
Målene er fastsat ud fra tre overordnede, strategiske mål: - "Udnytte", "Omdanne" og/eller "Udvide":
Ved at "udnytte" eksisterende, planlægningsmæssige muligheder inden for landsbyen, kan der via huludfyldning eller ved anvendelse af uudnyttede arealer etableres enkelte nye boliger og erhverv.
Ved at "omdanne" eksisterende bygningsmasse, kan der skabes nye muligheder i udtjent, nedslidt og skæmmende byggeri og på arealer, som kan gentænkes til nye boliger eller anvendes til faciliteter som understøtter landsbyfællesskabet.
Ved at "udvide" landsbyen arealmæssigt kan der skabes grundlag for nye byggemuligheder, som kan understøtte en fremtidig positiv befolkningsudvikling. Gennem mindre udvidelser af landsbyafgrænsningen og efterfølgende lokalplanlægning eller landzonetilladelser skabes mulighed for øget bosætning, på baggrund af en konkret efterspørgsel og private initiativer.
Klovborg er en landsby med et faldende indbyggertal. I perioden fra 2015 til 2024 har der været et fald i indbyggertallet på 7,87%, svarende til en ændring fra 546 til 503 personer.
Befolkningen bliver ældre og aldersgruppen 0-34 år er faldende. Andelen af aldersgrupperne fra 35 år og opefter er stigende, men stemmer overens med gennemsnittene for kommunen. Dog udgør andelen af ældre i aldersgruppen fra 75 år og opefter med knap 15% mere end gennemsnittet for kommunen på knap 10%.
Der er et fald på næsten 30% i andelen af børn i før-skole-alderen i Klovborg og et fald på 20% af unge i alderen fra 16-24 år.
I den 10-årige periode er der sket en firedobling af andelen af borgere med vestligt statsborgerskab og sammenlignet med andelen af borgere med vestligt statsborgerskab i resten af kommunen, så har Klovborg næsten den dobbelte andel. Der er også sket en tredobling af andelen af borgere med ikke-vestligt statsborgerskab, men det er normalt sammenlignet med gennemsnittet for resten af kommunen.
I Klovborg er der flest, som vælger en erhvervsfaglig uddannelse, men der er sket en kraftig stigning i andelen af borgere, som vælger en mellemlang videregående uddannelse. Til gengæld så er andelen af borgere med en lang videregående uddannelse faldet til næsten det halve. I den 10-årige periode er der sket næsten en halvering af andelen af arbejdsløse og Klovborg har derfor ligeså lille en andel af arbejdsløse som kommunens gennemsnit. Til gengæld så er andelen af borgere i Klovborg i beskæftigelse lavere og det er også grundet den større andel af borgere på pension sammenlignet med gennemsnittet for resten af kommunen.
Inden for byzoneafgrænsningen af Klovborg er der to uudnyttede områder, hvor der er muligt at udstykke til opførelse af nye boliger til f.eks. fritliggende parcelhuse (åben-lav) eller sammenhængende rækkehuse, kædehuse eller dobbelthuse (tæt-lav) eller andre alternative boligformer. Det ene af områderne er lokalplanlagt og kan bebygges på baggrund af byggetilladelser, mens det andet forudsætter som udgangspunkt, at der lokalplanlægges.
I Kommuneplan 2025 er der ikke udlagt byvækstarealer som inddrager landzonearealer i byzonen, da det er vurderet at der ikke er behov for yderligere byggemuligheder. Foruden de uudnyttede arealer, er der muligheden for at omdanne eller nedrive eksisterende nedslidte ejendomme i landsbyen.
Ved udvikling i landsbyen, skal man være opmærksom på beskyttelsesinteresser, hensyn og udpegninger som kan have betydning. Af væsentlige forhold kan nævnes:
Vandhåndtering
Der er grundvands og drikkevandsinteresser i Klovborg, og udvikling skal ske i overensstemmelse med retningslinjer for Grundvand og drikkevandsinteresser (link på hjemmesiden). Ved udvikling i landsbyen skal der tages hensyn til grundvandsforekomster - både ved nye arealudlæg og ved ændret arealanvendelse. Den vestlige halvdel af landsbyen og arealerne syd for byen ligger inden for område med særlige grundvandsinteresser (OSD) og nitratfølsomt indvindingsområde (NFI).
'Forud for ny lokalplanlægning i Klovborg skal der foreligge en vandhåndteringsplan, som redegør for håndtering af overfladevand, før der kan opføres byggeri og anlægsprojekter i området.
Kulturhistoriske værdier
Landsbyen er udpeget værdifuldt kulturmiljø og området omkring kirken ligger inden for kirkeomgivelser. Udvikling skal derfor ske i overensstemmelse med retningslinjer for Kulturhistoriske værdier (link på hjemmesiden). I de udpegede værdifulde kulturmiljøer må nye anlæg, nyt byggeri og andre ændringer i landskabet ikke udformes og placeres på en måde, der forringer oplevelsen eller kvaliteten af de kulturhistoriske værdier. I de udpegede kulturmiljøer, som omfatter omgivelserne omkring kirker, kan der kun opføres bygninger, tekniske anlæg og beplantning mv., hvis det kan ske uden at dominere i forhold til kirken og uden at ødelægge et fint samspil mellem kirke og landskab/bymiljø.
Klovborg har en tydelig bebyggelsesstruktur, der vidner om udviklingen i byen. Klovborg er et eksempel på både landevejsby og stationsby bygget op omkring to parallelle vejforløb. Byen fremstår i dag som en ganske smal og aflang bymæssig bebyggelse. Byen bestod i 1688 af nogle gårde, en skole og en enligt beliggende middelalderkirke. Efter udflytning af et par gårde under udskiftningen, blev vejen Storegade den nye åre i byen. Klovborg Mejeri blev anlagt ved vejen nordvest for den oprindelige by, men byens udvikling blev for alvor skubbet i gang med anlæg af Klovborg Station på jernbanen Rask Mølle-Ejstrupholm (1929- 1962). Jernbanen blev anlagt parallelt med landevejen med en eller to husrækker imellem.
Geologiske interesser
Klovborg ligger inden for det specifikke udpegede geologiske værdifulde område Søhøjlandet og udvikling skal ske i overensstemmelse med retningslinjer for Geologiske værdier (link på hjemmesiden). De geologiske værdier omfatter lag i jorden eller sammenhængende landskabsformer, også kaldet profiler, og de har betydning for forskning, undervisning og fortællingen om landskabets tilblivelse. Det er derfor vigtigt, at der er adgang til de geologiske værdier, og at de ikke bliver sløret af beplantning, byggeri og andre former for anlæg.
Ved udvikling i eller omkring landsbyen skal de geologiske værdier bevares og være synlige i landskabet. Det skal undgås, at byggeri, gravning, anlægsarbejde, tekniske anlæg, beplantning og andet slører de karakteristiske overgange og træk i landskabet, med mindre det tilsidesætter andre hensyn og beskyttelser. For den del af den nationale udpegning af Søhøjlandet der ligger i Ikast-Brande Kommune, er det er vigtigt, at de geologiske landskabsformer, deres indbyrdes overgange og sammenhænge fremtræder klart.
Kortet nedenfor viser udviklingsmulighederne i Klovborg i overensstemmelse med de strategiske mål om at udnytte eksisterende muligheder og omdanne eksisterende bygningsmasse.
Tryk på kortet, for at se det i stort format.
Område ved Kløvermarken
Et privatejet areal, som er lokalplanlagt til boliger i Lokalplan nr. 3.07. Området er udstykket og kan bebygges med 6 åben-lave boliger i én etage med udnyttet tagetage, en maksimal højde på 8,5 meter og en bebyggelsesprocent på 25. Området er i kommuneplanen udlagt til både tæt-lave og åben-lave boliger, og med en ny lokalplanlægning vil området kunne anvendes til både tæt-lave og åben-lave boliger med en bebyggelsesprocent på henholdsvis 30 og 40. Det skønnes, at der tilsammen vil kunne opføres 10-15 tæt-lave boliger indenfor området, hvis hele arealet anvendes til dette formål.
Område ved Mølletoften
Et privatejet areal, som er lokalplanlagt til boliger i Lokalplan nr. 3.05. Området består af to delområder, en østlig del som kan bebygges med tæt-lave boliger og en vestlig del som kan bebygges med åben-lave boliger. Området kan bebygges med en bebyggelsesprocent på 25 og en maksimal højde på 8,5 meter.
Vejadgang til området skal ske fra Mølletoften.
Tomme grunde ved Lupinmarken
Der er to privatejede ubebyggede grunde, som er lokalplanlagt til boliger i Lokalplan nr. 3.01. Der kan opføres to åben-lav boliger i én etage med udnyttet tagetage, en maksimal højde på 8,5 meter og en bebyggelsesprocent på 25.
Detailhandel
Der er mulighed for detailhandel i landsbyen i overensstemmelse med retningslinjer for detailhandel (link på hjemmesiden). De meste af Klovborg ligger inden for udpegningen af et lokalcenter i kommuneplanens detailhandelsstruktur. Et lokalcenter er defineret ved, at det er et område som skal betjene en begrænset del af en by eller en hel landsby - primært med dagligvarer. Derfor retter lokalcentre sig ikke mod et større opland.
Inden for lokalcenteret i Klovborg som helhed må der opføres eller indrettes dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker med et samlet butiksareal på højst 3.000 m2. Den tilladte størrelse for den enkelte butik må højst være 1.000 m2 for dagligvarer og 500 m2 for udvalgsvarer.
Værd at vide om kommuneplanen
- Forslag til Kommuneplan 2025-2037 er i høring
- Oversigt over ændringer i forslag til kommuneplan 2025 2037
- Hvad er kommuneplanen
- Hvad betyder planen for dig
- Tillæg til kommuneplanen
- Miljøvurdering af kommuneplanen 2025-2037
- Planstrategi 2023
- Lovgrundlag og retsvirkninger
- Klagevejledning
- Ordforklaring
- Kontakt