Gå til hovedindhold

Uhre

Landsbyside

Indhold

    Uhre er en landsby i udvikling, men hvor kulturhistorien er en del af byens identitet og stadig kendetegner byens bebyggelsesstrukturer. Fra den oprindelige bondelandsby med gårdanlæg langs Nørregårdsvej og den nyere koloniby (hedens opdyrkning og kolonisering) med bygninger omkring Uhre Byvej. Byens rummer flere karakteristiske bygninger, som vidner om byens kulturhistorie og udvikling - fra de gamle gårdanlæg, Uhre Mølle og Købmandsgården til Kirken og skolen.

    Det er en aktiv landsby centreret omkring Friskolen og Uhrskoven med vuggestue og børnehave, som sammen med Naturparken, Den Gamle Købmandsgård og den gamle Uhre Kro danner rammen for fællesskabet og mange indbyggeres hverdags-, fritids- og foreningsliv.

    I landsbyen ligger en større erhvervsvirksomhed, men den korte afstand til Brande betyder også at der er mange arbejdspladser, servicetilbud og bylivsfunktioner tæt på. Tilvæksten i landsbyen betyder, at der er et stigende ønske om nye boliger, så man fortsat kan tiltrække yngre og ressourcestærke tilflyttere. Grundet afstanden til Brande er tendensen, at man flytter til Brande når man bliver ældre.  

    Uhre ligger midt i produktionslandskabet, men det omkringliggende landskab giver mulighed for rekreative oplevelser og friluftsaktiviteter. Der er et potentiale i, at skabe flere rekreative ruter og forbindelse ud i landskabet og omkring i byen, for at få de nære omgivelser til at hænge bedre sammen.

    Der pågår planlægning for et solcelleanlæg sydvest for byen. Med den Grønne pulje kan der tilføres midler til de områder, der lægger jord og udsigt til VE-anlæg. Brugt rigtig, kan den være med til udvikle landsbyen eller området omkring den. 

    Strategiske mål for udviklingen Uhre er, at:

    • Udnytte eksisterende muligheder inden for landsbyen
    • Udvide landsbyen arealmæssigt
    • Omdanne eksisterende bygningsmasse

    Vi vil i planlægningen for Uhre:

    • understøtte en positiv befolkningsudvikling og potentiel udbygning af boligudbuddet inden for landsbyafgrænsningen.
    • sikre, at en fysisk udbygning af landsbyen sker ved at udnytte eksisterende planlægningsmæssige muligheder inden for afgrænsningen ved huludfyldning, afrunding af landsbyen eller anvendelse af uudnyttede arealer
    • sikre, at der inden for landsbyafgrænsningen er areal(er), som kan muliggøre nye boligudstykninger på baggrund af en konkret efterspørgsel og private initiativer.
    • sikre, at der inden for landsbyens afgrænsning kan ske omdannelse af overflødiggjorte, nedslidte og/eller skæmmende bygninger eller arealer, så der kan skabes nye muligheder for f.eks. boliger eller rammer for landsbyfællesskabet. 


    Kommunens syv landsbyer har forskellige udviklingspotentialer grundet deres demografiske udvikling, geografiske placering og planlægningsmæssige forhold. Der er derfor opstillet forskellige strategiske mål for hver landsby, som så skal danne grundlag for den fremtidige fysiske udvikling i den enkelte landsby. De strategiske mål for de enkelte landsbyer er baseret på faglige vurderinger og lokalt kendskab, men de har også taget udgangspunkt i dialog med repræsentanter fra landsbyerne og deres lokale input til den fremtidige fysiske udvikling.

    Målene er fastsat ud fra tre overordnede, strategiske mål: - "Udnytte", "Omdanne" og/eller "Udvide":

    Ved at "udnytte" eksisterende, planlægningsmæssige muligheder inden for landsbyen, kan der via huludfyldning eller ved anvendelse af uudnyttede arealer etableres enkelte nye boliger og erhverv.

    Ved at "omdanne" eksisterende bygningsmasse, kan der skabes nye muligheder i udtjent, nedslidt og skæmmende byggeri og på arealer, som kan gentænkes til nye boliger eller anvendes til faciliteter som understøtter landsbyfællesskabet.

    Ved at "udvide" landsbyen arealmæssigt kan der skabes grundlag for nye byggemuligheder, som kan understøtte en fremtidig positiv befolkningsudvikling. Gennem mindre udvidelser af landsbyafgrænsningen og efterfølgende lokalplanlægning eller landzonetilladelser skabes mulighed for øget bosætning, på baggrund af en konkret efterspørgsel og private initiativer. 

    Uhre er en landsby med et stabilt og let stigende indbyggertal. I perioden fra 2015 til 2024 har der været en mindre stigning i indbyggertallet på 1,53%, svarende til en beskeden ændring fra 261 til 265 personer.

    Der er sket en markant stigning i antallet af før-skole-børn i alderen 0-5 år fra 5% til knap 14 %. Der er dermed næsten den dobbelte andel af før-skole-børn sammenlignet med gennemsnittet på 6% for resten af kommunen. Der har tilsvarende været en markant stigning i andelen af unge voksne (25-34 år).

    Andelen af seniorer i alderen 65-74 år er steget til det dobbelte og udgør ca. 13%, men modsat gennemsnittet for resten af kommunen, er der sket et fald på over 40% i andelen af de ældste borgere fra 75 år og opefter, og de udgør kun ca. 4%. For kommunen som helhed er andelen af de ældre steget fra at udgøre knap 7% til 10%.

    I 2015 var mange borgere i Uhre med vestligt statsborgerskab sammenlignet med resten af kommunen og det kendetegner stadig landsbyen i dag. Der er i perioden sket næsten en fordobling af andelen af vestlige statsborgere som udgør ca. 12 %. Der er i perioden kommet flere borgere med ikke-vestligt statsborgerskab, men de udgør med 3 % en lille andel af indbyggerne i Uhre.

    I Uhre har ca. 41 % erhvervsfaglig uddannelse hvilket er lidt færre end i 2015, men der er stadig en væsentlig større andel end sammenlignet med gennemsnittet for resten af kommunen. Derudover har størstedelen en mellemlang videregående uddannelse.

    I Uhre er der ca. 7% flere i beskæftigelse sammenlignet med resten af kommunen, og det hænger nok sammen med at der er væsentligt færre på pension.

    Inden for landsbyafgrænsningen i Uhre er der uudnyttede områder, hvor det er muligt at understøtte landsbyens vækst og behov for nye boliger og erhverv samt udvidelse af Friskolen. Der kan udvikles nye boligudstykninger til f.eks. fritliggende parcelhuse (åben-lav) eller sammenhængende rækkehuse, kædehuse eller dobbelthuse (tæt-lav) eller andre alternative boligformer. Nogle af områderne er allerede lokalplanlagt og kan bebygges på baggrund af byggetilladelser, mens andre forudsætter, at der kommuneplanlægges og/eller lokalplanlægges.

    Inden for landsbyen er der eksisterende bygningsmasse i tilknytning til eksisterende eller tidligere erhvervsbygninger og gårdanlæg, som med fordel kan omdannes til lejligheder, tæt lave boliger eller andre boformer og fællesskaber.

    I Kommuneplan 2025 er landsbyafgrænsningen udvidet ved Uhre Byvej og Tarpvej. Udvidelsen giver mulighed for planlægning til boligformål. Udvidelsen ligger i fin sammenhæng med den eksisterende landsbybebyggelse forringer ikke oplevelsen eller kvaliteten af de kulturhistoriske værdier.

    I Uhre er der nogle stedbundne bindinger og planlægningsmæssige forhold, som der skal tages særligt hensyn til og som gør det svært at udvide byen. Landsbyen er udpeget som værdifuldt kulturmiljø og der skal der tages hensyn til Uhre Kirkes omgivelser, hvorfra kirken er synlig. Disse omgivelser omfatter store dele af landsbyen. I landsbyen er der desuden udfordringer med grundvand og afledning af overfladevand, som gør det vanskeligt at bygge.

    Ved udvikling i landsbyen, skal man være opmærksom på beskyttelsesinteresser, hensyn og udpegninger som kan have betydning. Af væsentlige forhold kan nævnes:

    Vandhåndtering
    Der er grundvands og drikkevandsinteresser i Uhre, og udvikling skal ske i overensstemmelse med retningslinjer for Grundvand og drikkevandsinteresser (link på hjemmesiden). Ved udvikling i Uhre skal der tages hensyn til grundvandsforekomster - både ved nye arealudlæg og ved ændret arealanvendelse. Landsbyen ligger inden for område med særlige grundvandsinteresser (OSD og nitratfølsomt indvindingsområde (NFI).

    I Uhre er der udfordringer med grundvand og afledning af overfladevand. Jordbundsforhold hindrer nedsivning, og der er kapacitetsudfordringer i området. Det betyder, at mange arealer i og omkring landsbyen som udgangspunkt vurderes uegnede til realisering af nye boligprojekter.

    Forud for ny lokalplanlægning i Uhre skal der foreligge en vandhåndteringsplan, som redegør for håndtering af overfladevand, før der kan opføres byggeri og anlægsprojekter i området.

    Kulturhistoriske værdier
    Landsbyen er udpeget som værdifuldt kulturmiljø, og
    området omkring kirken ligger inden for kirkeomgivelser. Udvikling skal derfor ske i overensstemmelse med retningslinjer for Kulturhistoriske værdier (link på hjemmesiden). Nye anlæg, nyt byggeri og andre ændringer i landskabet ikke udformes og placeres på en måde, der forringer oplevelsen eller kvaliteten af de kulturhistoriske værdier. I de udpegede kulturmiljøer, som omfatter omgivelserne omkring kirker, kan der kun opføres bygninger, tekniske anlæg og beplantning mv., hvis det kan ske uden at dominere i forhold til kirken og uden at ødelægge et fint samspil mellem kirke og landskab/bymiljø.

    Uhre landsby er udpeget som kulturhistorisk miljø på grund af landsbyens markante og velbevarede bystruktur. Byens mange gårde, deres placering, matrikelstrukturen og byens to nordsydgående veje, den højtliggende Nørregårdsvej og det lavtliggende vejforløb Brogårdvej-Uhre Byvej-Gydevej, danner en bystruktur som har præget byen i århundreder. Matrikelstrukturen med de øst-vestgående jordlodder stammer fra udskiftningen i 1786-1790. Strukturen er stadig velbevaret og præger landsbyen.

    Udpegningen betyder ikke, at der ikke kan ske udvikling i landsbyen. Den skal sikre, at udviklingen sker med viden om, og under hensyntagen til de kulturhistoriske værdier. Nybyggeri, udvidelse eller ændring af eksisterende bygninger, tekniske anlæg og større ændringer i terrænet må ske på en måde, så man undgår, at de kulturhistoriske elementer og spor går tabt eller bliver forringet.

    Kortet nedenfor viser udviklingsmulighederne i Uhre i overensstemmelse med de strategiske mål om at udnytte eksisterende muligheder, omdanne eksisterende bygningsmasse og udvide landsbyen arealmæssigt.


    Tryk på kortet, for at se det i stort format.

    Område ved Gejlbjergvej
    Et privatejet areal, som er rammelagt i kommuneplanen til offentlige formål. Området giver mulighed for udbygning af Friskolen.

    Område ved Uhre Byvej
    Et privatejet areal, som er lokalplanlagt i lokalplan nr. 467 til boligområde med mulighed for tre åben-lave boliger og erhverv i miljøklasse 1-2. Lokalplanen muliggør etablering af to boliger, som huludfyldning i husrækken langs Uhre Byvej og én bolig tilbagetrukket fra vejen.

    Området ligger inden for OSD og NFI. Ved en udvikling af området skal man derfor være særligt opmærksom på håndtering af overfladevand. I forbindelse med lokalplanlægningen er der udarbejdet en vandhåndteringsplan.

    Område ved Gl. Kærvej
    Et privatejet areal, som er lokalplanlagt i lokalplan nr. 348 til erhvervsformål. Området giver mulighed for lastbilparkering og etablering af nye erhverv eller udvidelse af eksisterende virksomhed beliggende nord for arealet.

    Området ligger inden for OSD og NFI. Ved en udvikling af området skal man derfor være særligt opmærksom på håndtering af overfladevand.

    Fremtidigt udvidelsesområde ved Uhre Byvej og Tarpvej 
    I den sydlige del af byen er landsbyafgrænsningen udvidet ved Uhre Byvej og Tarpvej, så der ved planlægning potentielt kan udstykkes til boliger. Det forudsætter en ændring af kommuneplanens rammer og lokalplanlægning. Arealet er privat ejet.

    Den sydlige del af området ligger inden for skovbyggelinjen og bebyggelse i området forudsætter at der gives dispensation eller en reduktion af skovbyggelinjen. Der skal som udgangspunkt holdes en afstand på 20-25 fra skov til bygninger.

    Ved en udvikling af området skal man være særligt opmærksom på vandhåndtering, og der kan være behov for at afsætte areal til afværgeforanstaltninger som f.eks. regnvandsbassin.

    Detailhandel
    Der er mulighed for detailhandel i landsbyen i overensstemmelse med retningslinjer for detailhandel (link på hjemmesiden). Den centrale del af Uhre ligger inden for udpegningen af et lokalcenter i kommuneplanens detailhandelsstruktur. Et lokalcenter er defineret ved, at det er et område som skal betjene en begrænset del af en by eller en hel landsby - primært med dagligvarer. Derfor retter lokalcentre sig ikke mod et større opland.

    Inden for lokalcenteret i Uhre som helhed må der opføres eller indrettes dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker med et samlet butiksareal på højst 1.000 m2. Den tilladte størrelse for den enkelte butik må højst være 500 m2 for dagligvarer og 500 m2 for udvalgsvarer. Butikker skal placeres ved overordnet vej.