Gå til hovedindhold

Forslag til Kommuneplantillæg nr. 31 og Lokalplan nr. 450 - Teknisk anlæg, Solcelleanlæg, Ilskovvej, Det åbne land

Ikast-Brande Kommune offentliggør et planforslag for et solcelleanlæg ved Ilskovvej nord for Ikast

10. okt. 2024
Afgrænsning af lokalplan nr. 450

Indhold

    Forslag til kommuneplantillæg nr. 31 og lokalplan nr. 450 – Teknisk anlæg, Solcelleanlæg, Ilskovvej, Det åbne land 

    Den 7. oktober 2024 godkendte Ikast-Brande Byråd ovenstående planforslag. Planforslagene er offentliggjort den 10. oktober 2024 sammen med en ledsagende miljørapport, en miljøkonsekvensrapport for det konkrete solcelleanlæg og et udkast til en § 25-tilladelse til at etablere anlægget. 

    Du kan finde ovennævnte planforslag og rapporter mm. som pdf-filer nederst på siden under "Dokumenter". 

    Du kan indsende bemærkninger eller ændringsforslag til planforslagene i høringsperioden fra den 10. oktober 2024 til og med den 14. december 2024. Du kan også indsende bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten og udkastet til § 25-tilladelsen. Se længere nede, hvordan du indsender høringssvar.

    Baggrund for planerne
    Forslagene til Kommuneplantillæg nr. 31 og Lokalplan nr. 450 er udarbejdet på baggrund af byrådets ønske om, at give bygherre Ænergy P/S mulighed for at etablere et solcelleanlæg med dertilhørende tekniske installationer og anlæg i et område ved Ilskovvej nord for Fauerholt. Byrådet ønsker ligeledes at sikre de natur-, landskabelige- og miljømæssige interesser omkring planområdet. 

    Solcelleanlægget ønskes etableret på et samlet areal, der udgør ca. 86 ha. beliggende øst og vest for Ilskovvej. Heraf bliver ca. 78 ha udlagt til solcelleanlæggets tekniske enheder, mens det øvrige areal bliver friholdt til beplantningsbælter og faunapassage. Arealet ligger i det åbne land og drives i dag til landbrugsformål i form af dyrkningsjorder i omdrift.

    Solcelleanlægget skal bidrage til produktion af vedvarende energi og bliver koblet på det overordnede elnet ved Munklinde station ca. 900 meter nordøst for anlægget. Solcelleanlæggets kapacitet er 50 MW, og anlægget forventes at kunne producere ca. 53.000 MWh årligt, svarende til elforbruget for ca. 13.200 husstande.

    Ikast-Brande Kommune gør opmærksom på, at Byrådet den 9. september 2024 godkendte et forslag til Kommuneplantillæg nr. 28 og et forslag til Lokalplan nr. 449 for et biogasanlæg på de tilgrænsende arealer, der ligger nord for området til solcelleanlægget. Planforslagene for biogasanlægget er i offentlig høring til og med den 26. november 2024. 

    Kom til informationsmøde
    Der afholdes et offentligt informationsmøde

    Torsdag den 14. november 2024 kl. 19.00
    på Hotel Medi, Rådhusstræde 8 i Ikast.

    På mødet vil du blive orienteret om planlægningen for solcelleanlægget og om de miljøvurderinger, der er udarbejdet. Du får desuden mulighed for at stille specifikke, faglige spørgsmål om planlægningen og om relevante emner i miljøvurderingerne. 

    Den viden du får på mødet, vil give dig et godt grundlag for at kunne indsende et eventuelt høringssvar efterfølgende. 

    Formålet med kommuneplantillæg nr. 31 er, at skabe de overordnede, planmæssige rammer for at kunne etablere et teknisk anlæg inden for planområdet, så det bliver muligt at etablere det ansøgte solcelleanlæg. 

    Der er ikke et eksisterende plangrundlag i området, som muliggør etableringen af solcelleanlægget. Med vedtagelsen af kommuneplantillægget bliver der udlagt et nyt rammeområde til tekniske anlæg. Den specifikke anvendelse vil være solcelleanlæg. 

    Kommuneplantillægget fastsætter de overordnede rammer for lokalplanen.

    Formålet med Lokalplan nr. 450 er, at give mulighed for at etablere et jordbaseret solcelleanlæg med dertilhørende tekniske installationer og anlæg, herunder invertere, teknikbygninger, servicebygninger og transformerstationer. Lokalplanen fastsætter bestemmelser for udformningen af anlægget, vejadgang og etablering af afskærmende beplantning m.m.

    Lokalplanen skal sikre, at anlægget etableres på en måde, hvor påvirkningen fra solcelleanlægget bliver til mindst mulig gene for omgivelserne, herunder naboer samt omgivende landskab, natur og dyreliv.

    Med Lokalplan nr. 450 udlægges der byggefelter til opstilling af typegodkendte solcellepaneler og mindre tekniske anlæg, som f.eks. invertere og substationer. Selve solcellemodulerne skal opstilles i lige, parallelle rækker, og panelerne skal være antirefleksbehandlede for at mindske reflektionsgener hos omkringboende og trafikken. Solcellepanelerne må have en højde på maksimalt 3 meter over terræn. Mindre substationer, som placeres spredt rundt i anlægget, kan have en højde på maksimalt 4 meter. Der afgrænses desuden et byggefelt til et teknikområde, hvor der kan opføres en transformerstation, teknikhus og koblingsudstyr med højder på maksimalt 6 meter.

    Med lokalplanens bestemmelser sikres det, at der etableres afskærmende beplantningsbælter med mindst 3 rækker beplantning og med en bredde på 5 meter langs flere strækninger af områdets afgrænsning og mod Ilskovvej. 

    I områdets nordlige del, langs Ruskær Grøft, bliver der etableret en faunapassage i en bredde på mindst 25 meter inden for kommuneplanens udpegning til potentiel spredningsvej for dyr og planter. Faunapassagen vil blive samtænkt med en tilsvarende faunapassage inden for planområdet til biogasanlægget. 


    Miljøvurderinger

    Miljøvurdering af planerne: Forslagene til kommuneplantillæg og lokalplan og det konkrete solcelleprojekt er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (Lovbekendtgørelse nr. 4 af 03/01/2023). 

    Solcelleanlæg er anført på lovens Bilag 2, pkt. 3, litra a) Industrianlæg til fremstilling af elektricitet, damp og varmt vand.

    Forslag til Kommuneplantillæg nr. 31 til Kommuneplan 2021-2033 og forslag til Lokalplan nr. 450 er omfattet af obligatorisk miljøvurderingspligt jf. miljøvurderingslovens § 8 stk. 1. Der er derfor gennemført en samlet miljøvurdering af planforslagene. Miljøvurderingen er indarbejdet i en miljørapport, der sammenfatter vurderingerne af, om planforslagene har en sandsynlig, væsentlig indvirkning på miljøet.

    Miljøkonsekvensvurdering af det konkrete solcelleanlæg: I henhold til Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer og konkrete projekter (VVM), skal der også foretages miljøvurdering af visse offentlige og private projekter, der kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Ænergy P/S (bygherre) har frivilligt anmodet om, at det konkrete solcelleprojekt miljøvurderes til nærmere belysning af projektets påvirkning på miljøet jf. miljøvurderingslovens § 19 stk. 4.

    Ænergy P/S fremlægger derfor som led i miljøvurderingsprocessen en miljøkonsekvensrapport med tilhørende bilag, som belyser projektets påvirkning af miljøet. Formålet med miljøkonsekvensrapporten er dels, at give offentligheden det bedst mulige grundlag for at forholde sig til projektet, dels at give Ikast-Brande Kommune det bedste grundlag for at beslutte, hvorvidt der skal gives en § 25-tilladelse til projektets realisering.

    Miljøkonsekvensrapporten og et udkast til § 25-tilladelse er offentliggjort samtidig med forslagene til lokalplanen og kommuneplantillægget med ledsagende miljørapport.

    I miljørapporten og miljøkonsekvensrapporten er der vurderet på planforslagenes og det konkrete solcelleanlægs mulige påvirkninger i forhold til:

    • Landskab, kulturmiljø og visuelle forhold
    • Natur, fauna og beskyttede arter
    • Menneskers sundhed, støj
    • Kumulative effekter (af det tilgrænsende biogasprojekt)

    På baggrund af miljøvurderingerne er det vurderet, at en realisering af planforslagene og etableringen solcelleanlægget ikke vil få væsentlige, negative miljøpåvirkninger, herunder konsekvenser for samfund, befolkning, trafik, miljø, natur og landskabelige værdier.

    De to rapporter er i store træk enslydende, og kan læses uafhængigt af hinanden.

    Du kan finde planforslagene med ledsagende miljørapport samt miljøkonsekvensrapporten med tilhørende udkast til § 25-tilladelse nederst på siden under "Dokumenter" eller ved at kontakte Teknik og Miljø i Administration Vest i Ikast.

    Bemærk, at miljørapporten ikke er et forslag men et færdigt procesdokument, som ledsager planforslagene. Det er derfor forslagene til Kommuneplantillæg nr. 31 og Lokalplan nr. 450 samt miljøkonsekvensrapporten med tilhørende udkast til § 25-tilladelse, der er i høring.

    Hvis du har bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til planforslagene, eller bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten med tilhørende udkast til § 25-tilladelse kan du indsende et høringssvar til:

    teknikogmiljoomraade@ikast-brande.dk

    Hvis du ikke har mulighed for at sende på e-mail, kan du sende et brev til:
    Ikast-Brande Kommune, 
    Plan og Udvikling, 
    Sjællandsgade 6, 
    7430 Ikast

    Kommunen skal have modtaget dit høringssvar med bemærkninger m.m. senest den 14. december 2024

    Husk, at oplyse dit navn og adresse.

    Retsvirkninger 

    Retsvirkninger for kommuneplantillægget: Kommunalbestyrelsen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Når kommuneplantillægget er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, har Byrådet jf. planlovens § 12, stk. 2 og 3 mulighed for at udstede forbud mod udstyknings- og byggeønsker samt ønsker om at ændre anvendelse.

    Bestemmelsen i § 12, stk. 2 angår kun byzonearealer. Den giver byrådet mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.

    Bestemmelsen i § 12, stk. 3 angår både byzonearealer og sommerhusområder. Bestemmelsen gør det muligt for byrådet at forhindre ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen, er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

    Midlertidige retsvirkninger for lokalplanen: Ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, må ikke bebygges eller i øvrigt anvendes på en måde, der skaber risiko for at foregribe planernes endelige indhold. Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra offentliggørelsesdatoen den 10. oktober 2024 og indtil lokalplanen er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, dog højst i ét år.

    Planforslagene og miljøvurderingen af planerne (miljørapporten): 
    Du kan klage over kommuneplantillægget og/eller lokalplanen samt miljøvurderingen efter de regler, der er fastsat i planloven, men du kan først klage, når byrådet har vedtaget kommuneplantillægget og/eller lokalplanen endeligt og offentligt bekendtgjort vedtagelsen. Derefter kan du påklage kommuneplantillægget og/eller lokalplanen og/eller miljøvurderingen til Planklagenævnet. Miljøvurderingsprocessen anses først for afsluttet og dermed "afgjort", når miljørapporten er afsluttet og den sammenfattende redegørelse er offentliggjort. 

    Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. Du er klageberettiget, hvis du har retlig interesse i sagens udfald. Du kan kun klage over retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58 stk. 1, nr. 3. Retlige spørgsmål er spørgsmål, der vedrører lovligheden eller gyldigheden af de trufne afgørelser og dermed ikke spørgsmål, der omhandler, hvorvidt en plan er hensigtsmæssig eller formålstjenlig.

    En klage skal være indgivet inden 4 uger fra den dato, hvor den endeligt vedtagne plan bliver offentligt bekendtgjort sammen med en sammenfattende redegørelse for miljøvurderingen. 

    Du skal indsende din klage elektronisk via den digitale Klageportal, som findes på Nævnenes hus: www.naevneneshus.dk Du skal i den forbindelse logge på ved brug af MitID. 

    Klagen sendes gennem Klageportalen til Ikast-Brande Kommune og anses for indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen. Du kan finde yderligere oplysninger om klagereglerne på Planklagenævnet hjemmeside www.naevneneshus.dk, hvorfra der også er link til Klageportalen.

    Det er en betingelse for Planklagenævnets behandling af din klage, at du indbetaler et gebyr. Gebyret differentieres, alt efter om klager er en borger eller en virksomhed/organisation. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900,00 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1800,00 kr. (beløbene prisreguleres). Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.

    Gebyret tilbagebetales, hvis:

    1. Klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves
    2. Klageren får helt eller delvist medhold i klagen
    3. Klagen afvises som følge af overskredet klagefrist, manglende klageberettigelse eller fordi, klagen ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence.

    Klage over Miljøkonsekvensvurderingen (miljøkonsekvensrapporten) og udkast til §25-tilladelsen: 
    Du kan ikke klage over bygherrens offentliggjorte miljøkonsekvensrapport eller kommunens udkast til § 25-tilladelsen. Du kan først klage, når Kommunen har truffet afgørelse om at meddele endelig tilladelse til projekter omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering. Det vil sige, at du kan klage, når den endelige § 25-tilladelse er blevet offentliggjort på Kommunens hjemmeside. 

    Afgørelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Du er klageberettiget, hvis du har en retlig interesse i sagens udfald. Du kan påklage både retlige og skønsmæssige spørgsmål, jf. miljøvurderingslovens § 49. Du kan f.eks. klage, hvis du mener, at Kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen eller ikke har overholdt procedure- og kompetenceregler. Desuden kan du klage over hensigtsmæssigheden ved afgørelsen.

    Du skal indsende din klage elektronisk via den digitale Klageportal, som findes på Nævnenes hus: www.naevneneshus.dk

    Du skal i den forbindelse logge på ved brug af MitID. Klagen skal være modtaget senest fire uger efter offentliggørelsen af den endelige § 25-tilladelse.  

    Klage over miljøvurderingsafgørelser har ikke opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer noget andet.

    Du kan finde yderligere oplysninger om klagereglerne på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside: www.naevneneshus.dk

    Søgsmål:
    Hvis du vil indbringe kommunens afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra den dato afgørelsen bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside, jf. planlovens § 62, stk. 1.

     

     

     

    Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. I den forbindelse vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og e-mail, som er oplyst i høringssvarene, vil være offentligt tilgængelige, ligesom de pågældende høringssvar.

    Hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger må du meget gerne gøre os opmærksom på dette. Vi foretager dog en kontrol af registreret navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Disse oplysninger bliver i givet fald ikke offentligt tilgængelige.

    Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Høringssvar fra borgere med navne- og adressebeskyttelse vil blive udleveret uden angivelse af navn og adresse.

    Du kan kontakte Ikast-Brande Kommunes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen på dbr@ikast-brande.dk

    Du har ret til at klage til Datatilsynet over kommunens behandling af dine personlige oplysninger. På Datatilsynet.dk kan du læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle.